Frihed til universiteterne

9. maj 2008

århus Universitet - hvor capac er alumne

Citat:

“Man behøver ikke at have oplevet universiteterne i perioden 1970-1990
for at kunne se, at der er problemer i dag; universiteternes selvstyre
er indskrænket med manglende forskningsfrihed, eksterne besluttende
flertal og ministeriel detailstyring til følge. Vi er både studerende
og ansatte, der protesterer over den virkelighed, vi oplever. Nogle af
os har oplevet tiden før 2003 og andre har ikke, men fælles for os er,
at vi kræver ændringer nu.

Universitetsloven af 2003 markerede kulminationen på flere års
indskrænkning af den akademiske frihed. Før den var de danske
universiteter i vidt omfang demokratiske institutioner.

De var langt fra perfekte,
men professorvældet var afskaffet, og universiteterne havde langt bedre
muligheder for at bedrive fri grundforskning i hele samfundets
interesse. Før loven af 2003 nød de danske universiteter en
international anseelse, som i forhold til deres ret beskedne
bevillinger var bemærkelsesværdigt stor. Den nye lov har vist sig at
gøre det sværere at fastholde og udvikle dette høje niveau. Man har
indført et topstyret managementvælde, som kun minimalt inddrager dem,
der bevæger sig på universitetet til daglig. Det interne demokrati er
afskaffet, og i stedet dirigeres undervisning og forskning fra
ministeriet. Herfra udstikkes der snærende rammer for, hvad
kandidaterne skal kunne, og hvilke forskningsområder der skal
prioriteres, ud fra en illusorisk forestilling om at kunne forudse,
hvilken viden samfundet af i morgen har brug for.

Samfundsnytte reduceres til erhvervsnytte, og forskningspolitik
opsluges af industripolitik. Det offentlige universitet bliver ikke set
som en institution, der kan sikre, at alle uanset social baggrund kan
få adgang til uddannelse, og at den fri forskning, der er en nødvendig
betingelse for demokratiet, kan udfolde sig.

Vi ønsker at skabe en modvægt til denne ensidige og samfundsskadelige
politik for forskning og højere uddannelse. Ved at underskrive er du
med til at gøre det klart, at behovet for en ændret politik ikke er et
sekterisk ønske fra nogle få utilfredse, som videnskabsministeren
vedblivende hævder, men har bred opbakning blandt danske forskere og
studerende.

Gør dine kontakter opmærksom på underskriftindsamlingen! Tak for din støtte,
med venlig hilsen
Sune Auken, Pia Mejdahl Daugbjerg, Claus Emmeche,
Birger Steen Nielsen, Heine Andersen og Tom Fenchel
(eget initiativ, med tak for inspiration fra universitets-NGO’er som:
Opponenterne, Forum for Konstruktiv Universitetskritik, facebookgruppen
og bloggen Forskningsfrihed?, Studenterrådet, Humanistisk Forum
og Akademisk Forum)”

Skriv under her, hvis du sympatiserer med ovenstående. Og lad staffetten gå videre i dine netværk!
Via filoffens blog

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

170 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62