Aftenens filmoplevelse: 45 år
27. maj 2019
Medens dansk tv brugte det meste af aftenen på at diskutere og analyse en foreløbig stemmeoptælling – en såkaldt exit poll – kastede jeg mig over en af mine forglemmelser, Andrew Haighs 45 Years. Endnu en af de film, jeg egentlig ville have set i biografen, men af en eller anden grund ikke fik gjort.
Det er en nærmest Mike Leighsk film. Et hverdagskammerspil. Et barnløst ægtepar – Kate (Charlotte Rampling) og Geoff (Tom Courtenay) – er i gang med at planlægge en forsinket fejring af deres 40 års samliv. Geoff har fået en bypass-operation og derfor er der gået endnu fem år. Og medens parret sysler med planlægningen og hverdagens trivialiteter melder fortiden sig pludselig i form af et brev, der oplyser Geoff om, at liget af hans gamle tyske kæreste Katya er blevet fundet i en smeltende gletcher. På en vandringstur var hun faldet ned i en gletschersprække, hvor hun var blevet frosset ned, indtil gletscheren en dag bragte liget frem til overfladen. Og fundet får Geoff til – med hjælp fra en gammel tysk ordbog – at grave ned og tilbage i tiden – og afsløre ting og deltajler, som Kate ikke har kendt til. Fortiden vækkes til live i Geoffs hovede, og dermed lukkes der også op for følelser. Og det samme gælder for Kate, der med alle de års forsinkelse rammes af en jalousi, hun ikke kan ignorere.
Filmen forløber over en lille uges tid – frem til fejringen af deres jubilæum – og man ser, hvordan brevet sender en diskret jordrystelse gennem parret. Og filmen får en slutning, der er åben for fortolkning – på samme måde som tilfældet er i nogle af Mike Leighs film er det. Charlotte Rampling og Tom Courtenay spiller fremragende. På en gang nedtonet og med små virkemidler bevægende. Man kan godt forstå, at de to roller har kastet nogle priser af sig.
Et ekstra bonus ved filmen er dens lydspor, der byder på genhør med Lee Hazlewood, Dusty Springfield, Lloyd Price, Lulu, Gary Pucket and the Union Gap, The Turtles, The Moody Blues og – ikke mindst – The Platters. Det er lydsporet til parrets liv – og en stemningsmæssigt opløftende dimension ved filmen, som er mere end seværdig.
