Hvor blev provoerne af?
30. juni 2008Forleden læste jeg et interview med Ole Grünbaum. I midten af tresserne var han en af de få provoer, vi havde herhjemme. Ministersønnen var del af den i Holland inaugurerede, modkulturelle bevægelse, der med ikke-voldelige midler og bar røv ville provokere autoriteterne og det samlede establishment med iøjnespringende happenings. Det var før de venstreorienterede overtog dagsordnen, og bevægelsen blev formelt opløst igen allerede i 1967.
Når jeg tænker på den offentlige debat, og ikke mindst den politiske del af samme, så rammes jeg jeg af en voldsom kedsomhed og tristesse. For magen til skyklapindespærret, navlecentreret, selvtilstrækkelig og på anden måde bornert debatniveau skal man lede længe efter. Den politiske debat er drænet for visioner og reformkraft og har en horisont, der svarer til indersiden af en børnesparebøsse fra den lokale bank. Den kulturelle debat er ligeledes reduceret til en diskussion om, hvad vi har råd til og ikke råd til inden for rammer af det seneste års budget.
Det ville være tiltrængt med et skud provokationer, som dem provoerne kunne levere. Og som siden blev taget op i politisk udgave af Solvognen og andre kunstnere. Vi trænger til at få galskaben tilbage i den offentlige debat; til nogle tosser, der kan sparke hul på osteklokke, så vi kan se, at det er nødvendigt at kræve det umulige…
