På sit foregående og andet album Det bliver så tidligt sent (2020) tog forfatteren og musikeren Søren Damm livtag med livet og den verden, vi lever i. Og det resulterede i en plade, der ikke sådan lige var til at få hold på. Den allestedsnærværende grundstemning var nok melankolien, men tematiseringen af liv og verden var hverken entydig eller ligefrem. Og på sin nye plade, der bærer den sigende titel Håbet er den største last fortsætter Søren Damm sin digteriske og musikalske udforskning af den livsverden, han befinder sig i.

Og som på Det bliver så tidligt sent, så giver Damm heller ikke denne gang enkle svar på de eksistentielle udfordringer, han møder i sit liv. Hvilket titelsangen både understreger og demonstrerer. Her hedder det blandt andet:

Der er mad i hans mund, der ikke mætter sult.

Der er en vin uden bund og en rus, hun har forflugt.

Ting, han gerne vil gøre, og et begær, der bliver større og større.

Der er drømme, hun sælger til dem, hun elsker mest.

forblommede ord han vælger. Han er som forældre er flest.

Om tornekroner uden takker og tinder helt uden bakker.

Det ligner en last.

Og hvad det end er, der stadig driver dem frem.

Og hvad det end er, der holder dem fast.

Håbet er den største last.

En lille forskydning er der sket siden sidst. Her er håbet dukket op en slags redningsplanke eller pejlemærke – men ikke så snart er håbets perspektiv artikuleret før det punkteres som en slags illusion. For håbet er en last, der holder jeget fast og tilbage. Og det er et sigende træk ved forfatteren Søren Damm, at entydigheden ikke får lov til at dominere; i stedet sniger der sig hele tiden en spaltning og(eller modsætning ind som gør det svært for lytteren at tage forfatteren på ordet. “Ufuldkommen er den, der taler med dobbelt tunge”, som det hedder i sang nr. 2 “Hemingway i Husum”. Ufuldkommenheden, tvivlen og usikkerheden er en salgs grund- eller eksistensvilkår i Damms tekstunivers – “Jeg siger, vi kun kan eje alt det, vi har tabt./ At det eneste, vi har tilbage, er de nederlag, vi har haft./ Du siger: ‘Det er, når vi ligger ned, vi bedst kan se op’./ ‘ For ingen går alene uden at gå i ring./ Ingen vil stå ene, når mørket står på spring.'” (“Ingen går alene”). Nej, Søren Damms tekster er ikke for fastholdere, besidder ikke poppens og danskpoppens behagelige entydighed og (u)behagelige positivitet, og tvinger lytteren til at aktivt at forholde sig til udsagnene og selv lægge sin egen fortolkning frem. Og det er en stor styrke ved Sørens Damms tekstunivers.

Teksterne er også denne gang indlejret i melodiøse sanger-sangskriver-rock-sange med Søren helt fremme i den centrale del af lydbilledet, hvor han omgives og omfavnes af et stort hold faste såvel som supplerende musikere, der tilsammen sørger for at virkeliggøre arrangementerne. Og nok er der tale om en slags soft rock, men der er strejf af jazz og andet undervejs. Men først og fremmest er det homogene singer-songwriter-sange med fokus på Søren Damm selv, sådan som det sig hør og bør.

Hvis man fandt Søren Damms første album overbevisende så sådan, så er der al mulig grund til også at tage Håbet er den største last til sig. Søren Damm har føjet endnu et vægtigt og vigtigt kapitel til sit musikalske univers, og man kan kun håbe (!), at han vil fortsætte sin musikalsk-digteriske udforskning af livet og verden og måske gøre os endnu klogere på det hele. Hermed varmt anbefalet.

Søren Damm. Håbet er den største last. Produktion: Tuco. Innersleeve Records. Er udkommet.