Det var mildest talt en smertelig oplevelse at se det danske kvindelandshold i fodbold smelte totalt ned i Stockholm i kampen mod de svenske kvinder. Og det store svære spørgsmål er selvfølgelig, hvordan det kan gå til, at et hold af meget talentfulde danske fodboldspillere faldt helt fra hinanden og lavede masser af individuelle og kollektive fejl og ikke formåede for alvor at få samspillet til at fungere, er ikke sådan lige til at forklare. Og det hjælper i hvert fald ikke at gribe til bedagede forestillinger om en særlig dansk mentalitet eller “folkekarakter”. Spillerne selv, inklusive anfører Pernille Harder, kunne heller ikke umiddelbart sige noget entydigt om, hvad der startede nedsmeltningen. Og måske handler det i virkeligheden bare om, at det nogle gange i livet går sådan, at man individuelt eller som gruppen mister fatningen og grebet om tingene. Og om, at det så gælder om at lægge det bag sig og starte på en frisk. Kigge indad og sige til sig selv, at det var ringe, og ind i øjnene på de andre og fortælle dem – uden omsvøb – at det var langt under et acceptabelt niveau. Vend bladet, start på en frisk og kom så videre.