Mine nostalgiske pladeforretninger

9. september 2008

Jeg har været så heldig at modtage listemagerens kedsommeligheder og i et af Jeg-Keder-Mig-afsnittede omtales Esprit de Valdemar. Hårvand for herrer annodazumal. Det førte til en søgning efter et billede eller en illustration af samme produkt. Uden synderlig held. Selv om firmaet åbenbart stadigvæk eksisterer. Under søgningen fandt jeg tilbage til min barndomsby billedarkiv. For det kunne jo være, at jeg kunne finde et foto fra en frisørsalon med omtalte hårvand i vinduet (for der stod det ofte – dengang). Men nej…

Til gengæld fandt jeg nogle små fotos af mine elskede pladeforretninger, der leverede stof til capacs musikinteresse. Den første er Aage Hass radioforretning fra Kongensgade 28. Den lå tæt på Esbjerg Teater og Centralmagasinet, datidens store indkøbscenter. På det lille billede ser man et ungt menneske ved en tilbudskasse. Det kunne sagtens have været mig. At dømme efter påklædningen (bukser med svaj) kunne det godt have været sidst i tresserne eller først i halvfjerdserne. Mærkeligt nok kan jeg ikke komme på, hvilke af mine grammofonplader, jeg købte hos Aage Hass. Jeg plejer ellers at have en ufejlbarlig hukommelse, hvad det angår. Måske dukker det op igen. Men jeg kan huske, at det var her jeg stod med Roxy Musics Viva! i hånden og overvejede: Skal – Skal ikke…

Længere ned ad Kongensgade (nr. 66) lå Jaspers Radio, hvor en stor del af min pladesamling blev indkøbt. Jeg husker forretningen som en særdeles velassorteret en af slagsen. Det var her de fleste af mine Beatles-albums, -EPs og -singler blev indkøbt – faktisk dem alle sammen. Her har jeg stået med håndholdte høretelefoner i spiralledning, trukket op af et hul i bordet, og lyttet til tidens musik, medens øjenene enten fordybede sig i pladecoveret eller gled rundt på de udstillede plader og radioudstyret.

Imellem Aage Hass’ og Jaspers’ forretninger lå den gamle Fona-forretning (nr. 66), hvor jeg kom regelmæssigt – især når der var udsalg. Her har jeg virkelig gjort gode fund. Fotoet er taget i 1976, og dengang var Fona også et meget velassorteret sted at købe musik.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

452 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62