Genlyt: Little Feat / Little Feat
17. september 2008Square Knees Was Asking For a Reason
How Can I Go Sleeping in a Car
I Got Red Hot Tires My Tires Are Smokin’
I’m So Broke I Don’t Wanna Stop
My Gears Are Crying
My Gears Are Crying
I Got the Ha Hamburger
Ha Hamburger
I Got the Ha Hamburger Midnight BluesGot a Grease Mother She’s a Holder Finder
Keeper of the Scooter Gas
You Gotta Lift Your Tail and Seal You Fate
Snort the Crank Your Old Man Stashed
And Ride a Tin Can
Ride a Tin Can Street MachineSquare Knees Was Asking For a Reason
How Can I Go Sleeping in a Car
I Got Red Hot Tires My Tires Are Smokin’
I’m So Broke I Don’t Wanna Stop
My Gears Are Crying
My Gears Are Crying
I Got the Ha Hamburger
I Got the Ha Hamburger
I Got the Ha Hamburger Midnight Blues
Med indkøbet af Pioneer-anlægget er grammofonen flyttet (i hvert ald midlertidigt) fra stuen til herreværelset, hvor capac kan lytte til sine gamle vinyler, samtidig med at han foretager sig andet. Og dagens genlyt til postlæsning, kaffedrikning og efter-hundeluftning-afslapning er Little Feats debutplade fra 1971.
Little Feat var noget af en åbenbaring for mig, da de indtog rock-scenen i halvfjerdserne. Og et særligt højdepunkt var deres optræden i det tyske musikprogram “Rockpalast”, hvor de gav en formidabel, mindeværdig koncert, der vist aldrig er blevet udgivet på hverken plade eller dvd…
I 1971 var den centrale figur i Little Feat den karismatiske sanger, musiker og sangskriver Lowell George. Og det er også på debutpladen man finder hans måske mest kendte og uopslidelige sang Willin’, som blandt andet Linda Ronstadt har foreviget i en vidunderlig udgave.
Pladen er også et vidnesbyrd om, hvor gruppens rødder ligger: i bluesen. Sammen med den fabelagtige guitarist Ry Cooder giver de på side 2 et herresejt medley af Howlin Wolfs sange “Forty Four Blues” og “How Many More Years” med en frådende mundharmonika i forgrunden som akkompagnement til Georges rå sang…
For mig stod Little Feat sammen med The Band for noget af det tætteste, mest swingende, traditionsbundne og fornyende rock, der kom fra Amerika dengang. Varieret sangskrivning, der både omfattende ømme ballader og tung, sej, gyngende bluesrock, satte lyd til Lowell Georges ofte syrede tekster. På debutpladen havde bandets anden grundlægger, Bill Payne, en sangskriverfinger med i flerea af numrene.
Pladen blev produceret af den dengang meget efterspurgte Russ Titelmann, men det hjalp ikke synderligt på pladesalget. Trods gode anmeldelser blev den fornemme debut en kommerciel fiasko.
