Jamaica fejrer friheden – et apropos
7. august 2012
I dag fejrer Jamaica, at det er 50 år siden, landet fik sin frihed og dermed slap det britiske overherredømme. Det markeres hos andre bloggere – som Jens Unmack og Mod Strømmen. Og det skal heller ikke forbigås her.
Den glædelige begivenhed fik mig til at tænke tilbage på dengang, hvor reggaen for alvor trængte sig på i halvfjerdserne og især i kraft af et navn – Bob Marley. Ganske vist havde reggaen rørt på sig i poppen også i tresserne – fx er der dem, der mener, at Beatles lod sig inspirere i sangen “Ob la di, ob la da” – men det var i halvfjerdserne, at Bob Marley og the Wailers byggede bro mellem den jamaicanske musikform og de vesterlandske mainstreampop og -rock. Og trak en lang række navne med sig. Jimmy Cliff, Sly & Robbie, UB40 osv. Musiktidsskriftet MM skrev flittigt om det nye fænomen og Danmarks Radio fulgte godt med, så man også kom lidt ud i krogene til roots reggae og andre mindre mainstreamprægede underafdelinger. Og reggaebølgen var uden tvivl en katalysator for hele det område, vi i dag betegner “World Music”. Da den første reggaefeber var taget af, kom det brasilianske og latinamerikanske ind over med Milton Nascimento, Gilberto Gil osv. I hvert fald som jeg husker det – fra bl.a. MM.
Bob Marley står med sin musikalske arv stadigvæk for mig som det ypperste, reggaen har frembragt. I sit alt for korte liv formåede Bob Marley og hans musikere med en serie popsange at gøre en esoterisk, etnisk, lokal musikform folkelig og almengyldig. Marley nedbrød nogle fordomme om, hvordan populærmusik kunne lyde – og det er i sig selv en præstation af format.
Apropos Marley, så udkommer Kevin Macdonalds roste dokumentar Marley på dvd i denne uge.
