6. februar 2009 arkiv

Lily Allen – alternativ musikdistribution

6. februar 2009

Vi har tidligere været inde på temaet: Gratis fildeling af musik behøver ikke at betyde tab ved salg. Nine Inch Nails og Radiohead har vist det. Og nu går capacs lille popkæledægge Lily Allen en anden vej. I næste uge kan man købe hendes nyeste album for ca. 25 kroner på amazon.com. Samtidig kan hele pladen høres kvit og frit på Lilys Myspace-side. Gratis er det altså ikke. Men hvem vil ikke betale 25 kroner for en cd, man godt kan lide? Og måske vil det vise sig at være god markedsføring…

Lily Allen – Alfie Video

Dewey Martin – trommeslager i Buffalo Springfield – er død, 68

6. februar 2009

Dewey Martin var sammen med Neil Young, Stephen Stills, Richie Furay og Bruce Palmer med til at grundlægge den legendariske gruppe Buffalo Springfield, der lagde grunden til Crosby, Stills, Nash & Young og Poco. Bandet blev dannet i 1966 og blev en af de væsentlige forløbere for den såkaldte country-rock, der for alvor brød igennem til mainstream-segmentet i halvfjerdserne.Tre plader blev det til ialt, inden musikerne gik hver til sit. Men da havde de sat deres fingeraftryk på den musikalske udvikling i perioden. I årene efter Buffalo Springfield forsøgte Martin sig med forskellige revival-bands, blandt andet Buffalo Springfield Revisited. Dog uden det store held. Hvil i fred.

Buffalo Springfield – For What It’s Worth -Smother Bros show

Genhør: Steely Dan – The Royal Scam

6. februar 2009

I William S. Borroughs “Naked Lunch” forekommer en dildo af metal. Den gav navnet til det band, som Walter Becker og Donald Fagan grundlagde i L.A. i 1972. De to college-venner havde en fælles interesse for fusionsmusik med hang til jazz og perfektionisme, og sammen med en række fremragende musikere – Jeff “Skunk” Baxter (g.), Jim Hodder (perc.), David Palmer (s.) og Denny Dias (g.) m.fl. – indspillede de det imponerende debutalbum Can’t Buy a Thrill. Nogle koncerter blev det også til, og her fik de forstærkning af  folk som Michael McDonald (Doobie Brothers) og Jeff Pocaro (Toto). Men Fagan og Becker stoppede hurtigt med live-optrædener; måske, fordi de ikke kunne leve op til egne perfektionistiske krav…


Debutpladen blev fulgt op af en række fornemme udgivelser – i 1973 kom Countdown to Ecstasy, i ’74 Pretzel Logic og i 1975 Katy Lied. Alle plader med stærke sange, hvoraf nogle også blev uforglemmelige hits. “Rikki Don’t Lose That Number” fra ’74 og “Everyone’s gone to the movies” fra Katy Lied er blandt mine favoritter.
I 1976 udkom så The Royal Scam, som jeg fik er særligt nært forhold. Den stod i en pladebutik i Grimsby og imponerede med sit flotte symbolske cover. Ved siden af stod et Yes-album, men jeg har glemt hvilket, for det var Steely Dan, jeg tog med hjem til Esbjerg.

Pladen, der solgte godt, er siden blev kendt som Steely Dans guitar-album, fordi det er præget af nogle meget flotte guitarsoli af Larry Carlton, Walter Becker, Denny Dias, Elliott Randall og Dean Parks. Samtidig er Steely Dans tekster på denne plade badet i samfundskritisk og ironisk vitriol. Sange om pushere, sikker sex og social elendighed (illustreret af den “hjemløse” på forsiden og hans hullede sko på bagsiden af coveret…). Glansnummeret “Kid Charlemagne” skulle efter sigende være et sløret billede af en kendt pusher, der forsynede kendte navne som Doors, Beatles og Grateful Dead med bevidsthedsudvidende kemikalier…


Pladen er en af fusionsrockens mesterværker fra halvfjerdserne. En af den slags plader, der har mange lag, som man opdager efterhånden som man genlytter til musikken. Og den holder 100% den dag i dag…

Steely Dan – Kid Charlemagne

Dagens sprogbrok

6. februar 2009

I rutebilen overhørte jeg (ufrivilligt) en folkeskolelærerindes konversation med sine elever af hunkøn. Og overlæderet i mine vintersko var ved at springe. Dels var lærerinden grebet af den pædagogiske virus, der hedder “forsøg at være ung med de unge”. Og dels talte hun, som om hun også var 14-15 år. “Fedt”, sagde hun hele tiden. Da hun så sagde “sådan hyggeagtigt“, røg mit snørebånd på højre sko…