I William S. Borroughs “Naked Lunch” forekommer en dildo af metal. Den gav navnet til det band, som Walter Becker og Donald Fagan grundlagde i L.A. i 1972. De to college-venner havde en fælles interesse for fusionsmusik med hang til jazz og perfektionisme, og sammen med en række fremragende musikere – Jeff “Skunk” Baxter (g.), Jim Hodder (perc.), David Palmer (s.) og Denny Dias (g.) m.fl. – indspillede de det imponerende debutalbum Can’t Buy a Thrill. Nogle koncerter blev det også til, og her fik de forstærkning af folk som Michael McDonald (Doobie Brothers) og Jeff Pocaro (Toto). Men Fagan og Becker stoppede hurtigt med live-optrædener; måske, fordi de ikke kunne leve op til egne perfektionistiske krav…
Debutpladen blev fulgt op af en række fornemme udgivelser – i 1973 kom Countdown to Ecstasy, i ’74 Pretzel Logic og i 1975 Katy Lied. Alle plader med stærke sange, hvoraf nogle også blev uforglemmelige hits. “Rikki Don’t Lose That Number” fra ’74 og “Everyone’s gone to the movies” fra Katy Lied er blandt mine favoritter.
I 1976 udkom så The Royal Scam, som jeg fik er særligt nært forhold. Den stod i en pladebutik i Grimsby og imponerede med sit flotte symbolske cover. Ved siden af stod et Yes-album, men jeg har glemt hvilket, for det var Steely Dan, jeg tog med hjem til Esbjerg.
Pladen, der solgte godt, er siden blev kendt som Steely Dans guitar-album, fordi det er præget af nogle meget flotte guitarsoli af Larry Carlton, Walter Becker, Denny Dias, Elliott Randall og Dean Parks. Samtidig er Steely Dans tekster på denne plade badet i samfundskritisk og ironisk vitriol. Sange om pushere, sikker sex og social elendighed (illustreret af den “hjemløse” på forsiden og hans hullede sko på bagsiden af coveret…). Glansnummeret “Kid Charlemagne” skulle efter sigende være et sløret billede af en kendt pusher, der forsynede kendte navne som Doors, Beatles og Grateful Dead med bevidsthedsudvidende kemikalier…
Pladen er en af fusionsrockens mesterværker fra halvfjerdserne. En af den slags plader, der har mange lag, som man opdager efterhånden som man genlytter til musikken. Og den holder 100% den dag i dag…
Steely Dan – Kid Charlemagne
