11. juli 2014 arkiv

Kør Lloyd, kør sløjt…

11. juli 2014

Når jeg triller gennem byens hav af biler – store biler af typen VW, Audi, BMW og deslige – så kan det være helt nedslående at opleve mængden og tætheden og tanke om, hvad privatbilismen gør ved os og klimaet. Og jeg tænker ofte tilbage til min barndom i halvtredserne og starten af tresserne, hvor hele denne udvikling ikke rigtig var kommet i gang, men lå som et potentiale. Og jeg tænker på de første små biler, der kom frem Goggomobilen og Lloyd. Kør Lloyd, kør sløjt, sagde vi drenge, når vi så hr. og fru Danmark presse sig ind i den lille tyske model og trille ud af de nærmest bilfri veje.

Retro: Blue Pills

11. juli 2014

Blue Pills er et nyt band, men lægger man øre til deres album, så er det lyden af tresserne og halvfjerdserne, der rammer trommehinderne. Forsangerinde Elin Larsson (svensker) er ikke uden grund blevet sammenlignet med Janis Joplin og sporene efter de unge Fleetwood Mac, Led Zeppelin  og Big Brother and the Holding Company er så tydelige som hippiesæstetikken på coveret. Tag med en tur tilbage i tiden…

En sang om mig og John i de tidlige dage…

11. juli 2014

Læs historien om, hvordan ovenstående video blev virkeliggjort, selv om Paul McCartney slet ikke tænkte i videobaner, da han skrev den enkle, smukke sang om gamle dage med John Lennon.

Fransk elektropop til Aarhus og København

11. juli 2014

Det er ikke hver dag, vi får mulighed for at opleve fransk musik på danske scener. Så når det sker, er det værd at kommentere. Til november gæster den franske elektropopprinsesse Yelle spillestederne Train (Aarhus) og Store Vega (kbh). Yelle, hvis borgerlige navn er Julie Budet, har tre album med i bagagen. Senest er kommet Complètement Fou (Helt tosset). Hendes stil henvender sig nok især til et yngere danse- og popglad publikum, så herfra skal opfordringen lyde: Lad mobiltelefonen blive hjemme (eller i garderoben), tag danseskoene på og vær social på den rigtige koncertmåde ved at danse til Yelle!

A cause des garcons (På grund af drengene):

30 sange, der blev forbudt på BBC

11. juli 2014

Man tager sig til hovedet. Beatles blev regelmæssigt bandlyst på BBC, men det gik også ud over navne som Bessie Smith, Chuck Berry, Frank Sinatra (!), Cliff Richard (!), Johnny Cash, Elvis, Bob Dylan og mange andre kendte og velestimerede navne. Som hovedregel var det teksternes uanstændige natur (sex, religion o.a.), der fik puritanerne på den offentlige mediefabrik til at slå til. Musikken kom i anden række, hvis den overhovedet kunne provokere. Så vidt jeg husker, var en bandlysning på the Beep nærmest et marketingscoop. Pladerne blev endnu mere efterspurgt, når BBCs smagsdommere havde vendt tommelen ned.

Eksempler på bandlyste sange (til skræk og advarsel!):

Her kommer sommeren

11. juli 2014

Med temperaturer omkring de 30 graders celcius, så har vi fået den sommer, vi sukkede efter i den grå vinter. Skolebørn og studerende har fri fra skolebænke og bøger, de gamle holder ferie og her i bloggen griber vi selvfølgelig tilbage til klassisk pop om sommeren. Here comes summer – i to mindeværdige udgaver.