22. april 2016 arkiv

Capac anbefaler: Jeanette Frederiksen – Uden at holde fast i noget

22. april 2016

jf

Titlen på Jeanette Frederiksens EP Uden at holde fast i noget er drilsk, Ja, man fristes til at citere Rifbjerg og hævde, at den peger på noget, der ikke er for fastholdere. I hvert fald peger den både i retning af et dobbeltbundet begær efter både at blive sat fri og at bliver fast-holdt. I den indledende sang “Bobler” præsenteres vi for en fantasi, hvor “vi” er (sæbe)bobler, der gribes og føres af sted af vinden:

Se hvordan vi flyver
Uden at holde fast i noget
Pustet op i luften
Hvorfra vi ser de andre stå

Vi ved godt at vi brister om et øjeblik
Men lige nu er vi på vej
Lyset giver os det vi aldrig fik
Og ordene drysser ned hver for sig

En let fantasi om at give slip, at miste fodfæstet eller grebet. Og i sangen “Det forkerte rum” er alt forkert og jeg er splittet mellem et ønske om at blive holdt fast og at blive skubbet til. Et følelse af at være forkert, at være det forkerte sted og med de forkerte mennesker og et ønske om at slippe ud af forkertheden. Og i sang nr. 3 er vi ved den anden pol. “Alene” hedder sangen og den handler om et parforhold som den relation, hvor individet går fra at være individuelt alene til at at være alene i tosomheden. Den sidste sang “Denne mand” er et portræt af en mand, der iagttager en kvinde på afstand. Og måske falder den lidt uden for EP’ens tematik, selv om den rummer en lignende stemning af.
Jeanette Frederiksen står for al musikken på pladen og har fået lidt hjælp af Selma Higgins til en af sangene (“Bobler”). Og selveste Nikolaj Nørlund står for produktionen, der er resulteret i en moderne, sofistikeret lyd. Jeanette synger sine sange med sin kønne, lyse, pigede stemme og det samlede udtryk minder om et frugtbart møde mellem klassisk dansk pop og moderne indierocklyd. En hybrid, der både er inciterende og forførende. Det er en fin lille plade Jeanette og Co. har lavet og den giver appetit på et rigtigt, stort album. Hermed anbefalet.

 

Jeanette Frederiksen. Uden at holde fast i noget. Produceret af Nikolaj Nørlund. Gateway. Er udkommet.

Capac anbefaler: Lew – Black Feathers

22. april 2016

lew

Black Feathers er Lews – dvs. sangerinden og guitaristen Sara Lewis’ debutalbum. Og det er et album, der passer vældig godt til det nøgne sort-hvide coverfoto, hvorfra Sara kigger ud på lytteren. For musikken på pladen er også nøgen, i den forstand, at produktionen har skåret ind til en lyd, der er meget tæt på en autentisk, analog lyd, som dem man møder ude på virkelighedens scener. Og det betyder samtidig, at Lews sange kommer til at minde om en lang række kvindelige kunstnere, der har dyrket et folkinspireret udtryk med stemme og guitar i centrum. Fra PJ Harvey og tilbage i tiden til dem, der i tresserne og halvfjerdserne valgte lignende udtryk.

Musikken er meget melodiøs og lettere mørk, og mørket stammer sikkert fra det tekstunivers, som man finder på pladen, hvor sangskriveren Sara Lewis i et billedrigt sprog kredser om kærlighedens og hverdagslivets skyggede sider. Lewis bakkes fint op af Anders Wallin (bas og tangenter), Jakob Høyer (trommer) og Nils Grøndahl (violin og pedal noise). Men det samlede udtryk er præget af, at Saras smukke, mørkt farvede stemme står centralt i lydbilledet, medens de andre musikere skaber en bund af tid tider dissonant og støjende dybde.

Samlet set er Black Feathers et fint bud på et moderne, melankolsk og lidt mørkt folk-indie-rock-album. Hermed anbefalet.

Lew. Black Feathers. Produceret af Sara Lewis og Anders Wallin. DME. Udkom d. 21. april 2016

Noget for øre og øje: Poem – She drew the gun

22. april 2016

Her er noget for øje, øre og det mellem ørerne. Billy Bragg henledte min opmærksomhed på denne fine video, der både viser noget om, hvad videoformatet kan og hvad musik og poesi kan, når de går i spænd. Men ørerne skal stå på stilke, for der er mange ord. Du finder dem nedenfor…

Læs mere »

Kedelig: Lloyd Cole møder Pet Shop Boys og sød musik opstår

22. april 2016

William Shakespeare – døde for 400 år siden

22. april 2016

Når man huskes 400 år efter sin død, så har man været en vigtig skikkelse i historien. Og det gælder uomtvisteligt forfatteren og digteren William Shakespeare, der regnes for at være en af de allerstørste digtere i verdens litteraturhistorie. Min egen indgang til Shakespeare var skuespillet Machbeth, som jeg læste i gymnasiet. Og det var en stor oplevelse. Måske skulle man afsætte tid til at læse flere af hans skuespil? Ellers – måske mere overkommeligt – hans sonnetter?

 

Mere død: Lonnie Mack – 74 år

22. april 2016

Jovist. Manden med leen har travlt i 2016 i musikkens verden. Næppe er Prince abdiceret, før man kan læse, at “roadhouse blues-rock”-ikonet Lonnie Mack også har forladt de levendes land. Han krediteres for at være en af de første, der for alvor gjorde bluesguitar til rockguitar – og for at have været inspiration for alle de store navne i moderne rock: Eric Clapton, Keith Richard, Jimmy Page og ikke mindst hans protegé Stevie Ray Vaughan. Han byggede bro mellem halvtredser-rockabilly og tresser bluesrock. De seneste år nøjedes han med at spille hjemme i huset – efter sigende, så taget var ved at ryge af…

 

Wire: Internal Exile

22. april 2016

Wire udsprang af punken i Storbritannien, men arbejdede sig hurtigt ud af punkens begræsninger, overskrev andre grænser og fremstod mere og mere som et originalt rockband, der aldrig helt glemte sit udgangspunkt. Og sådan set fremstår det stadigvæk sådan. Om en god uges tid er de klar med deres seneste album Nocturnal Koreans. Og der er kommet en forsmag på pladen i form af skæringen “Internal Exile”. Det er en af den slags numre, der går rent ind og overbeviser mig om, at jeg må indlemme albummet i min samling. Sangen har det hele. En melodisk fængende sang, et enkelt arrangement, der skærer ind til benet og en vedkommende tekst. Godt gået Wire.