“I remember when I first heard the Raspberries …Big Star were in a van travelling around doing some dates and we heard Go All the Way on the radio, and we said, ‘Wow, those guys are really doing it!’ I thought that was a great song.†(Alex Chilton)
“We’ve all lived a lot of different nomenclatures like punk, new wave, alternative, college rock – whatever they’ve called this type of music. We designed the music initially to be of a timeless nature. We didn’t want to fit in what was happening around us,”(Brian Ritchie fra Violent Femmes)
Jeg har tidligere skrevet om min forkærlighed for lydspor til film og tv-serier. Og helt tilfældigt har sitet Stereogum et indlæg om lydsporet til filmen Trainspotting, der fylder 20 år. Det lydspor var det sidste, jeg købte i det nu hedengangne firma FONA. Og det er et på enhver måde fint lydspor, der både skummer noget af det bedste musik fra den tid og er brændstof for nostalgien. Og forfatteren til artiklen – en amerikaner – får ganske fint beskrevet, hvor vigtig lydsporet er for filmen og for hans egen indgang til den tids musik.
I går aftes viste DR3 Brian de Palmas neo-noir-krimi The Black Dahlia, der bygger på forfatteren James Ellroys roman af samme navn. En roman, der forsøger at give et bud på et myteomspundet mord på den unge kvinde Elizabeth Short, hvis legeme blev fundet i to stykker i januar 1947. Et mord, der aldrig er blevet opklaret.
En velfortalt krimi, der minder om L. A. Confidential (ligeledes en Ellroy-filmatisering) i sin fine skildring af fyrrerne og et noir-tema.
Og det musikalske indslag i filmen er k. d. langs velvalgte fortolkning af “Love for sale”
Der er mange historier om røvhullet John Lennon. Men i denne lille film oplever man en John Lennon helt nede på jorden og nærmest næstekærlig i sin håndtering af situationen. Tak til Thomas, der er faldet over den på tuben.
PS. Efter sigende er klippet med i filmen Imagine.
