CAPAC

I går havde jeg – og tog mig – tid til at se Ron Howards Beatles-dokumentar Eight days a week fra ende til anden. Og den gjorde indtryk.

Filmen giver et meget fint og nuanceret billede af de fire Liverpoolmusikeres rejse fra de første år i Liverpool til den sidste koncert på et tag i London. Et billede, hvor man får et godt indtryk af det vanvid, Beatlemania udviklede sig til, og som til sidst gjorde det umuligt for Beatles at optræde på koncerter.

Noget lidt overraskende er det, at Beatles fremstår som politisk band. Politisk i en almen, folkelig, humanistisk forstand. Det er allerede blevet fremhævet, at de fire gutter stod sammen og insisterede på, at deres koncerter var for folk i almindelighed, så der kunne ikke være tale om raceadskillelse ved de koncerter. Og hvilken effekt det havde for sorte fans i de år, hvor borgerrettighedskampen var på sit højeste, får man et godt indtryk af bl.a. gennem skuespillerinden Whoopi Goldbergs erindringer.

Man får også genopfrisket, hvor vigtig de første læreår i Hamborg var. Hvor de fire gutter optrådte i op til otte timer om dagen og boede i små hummere uden bad. Det sidste tog de dog let på, for det var de vant til hjemme fra arbejderboligerne i Liverpool.

I det hele taget er filmen fuld af små fine indsigter i historien om verdens største beatgruppe og dens historie. Nye fans kan passende begynde her.

Selv om jeg ikke har nogen favoritliste over sidste års plader, så er der ingen tvivl om, at Rolling Stones genoprejsning med Blue and Lonesome har fået en ekstra tur i spilledåsen. Og udvalget er – som Jagger selv har påpeget – ikke med fokus på de mest kendte sange og sangskrivere. Noget andet, der slår en, er, at Little Walter – Marion Walter Jacobs – er relativt godt repræsenteret. Og han leverer titelsangen til pladen. Han er ofte blevet fremhævet som inspirator for ikke mindst Keith Richard. Og det er forståeligt, at ham med sit vilde mundharmonikaspil har leveret et forbillede for Jagger også. Og det kan høres på pladen…

Vi skal helt tilbage til 2012 for at finde Port of Morrow, The Shins seneste fine, indiepopalbum. Forgrundsfigure James Mercer har haft travlt med et sidekick og andet – men nu er der en ny plade på trapperne, oven i købet en, som bandet selv har produceret. Hjerteorm, Heartworms hedder den nye plade – og mon ikke det har noget med hjerte-smerte at gøre? Og en forsmag er det også blevet til, nemlig “Name for you”.

Vi skriver 2017 og følelsen af igen at halte lidt bagefter tiden har meldt sig igen. Sådan er det åbenbart med mig – og med Dylan og Cash. One too many mornings and tousand miles behind…

I dag er det et halvt årdhundrede siden The Doors albumdebuterede. Coverfotoet lader ingen tvivl tilbage med hensyn til, hvem der var gruppens centrum og forgrundsfigur, Jim Morrison. Og årene efter blev det blot slået fast med syvtommersøm. Selv om det også er blevet klart, at Morrison ikke var blevet så stor og kendt, hvis ikke det havde været for Densmore, Manzarek og Kriegers unikke samspil og lyd.

Pigerne i Sleater-Kinney benyttede nytårsaften til at hylde et par af de afdøde pop- og rockikoner, David Bowie og George Michael. Flot gestus.

Det er over et år siden, jeg sidst omtalte det vitale punk-garagerock-band Sleater-Kinney, der gjorde et vist indtryk på mig i 2015. Og nu er de på vej med en rigtig live-plade. Hvad passer bedre til den salgs garageorienteret rock end netop en frisk liveoptagelse? Live in Paris hedder pladen, der kommer sidst i januar og er optaget i Paris på La Cigale i 2015, da de var på Europa-tur.

“Initially I felt a mixture of surprise, humility, joy and a bit embarrassed but after thinking about it, I accept this for my family and fans as well as everyone who has inspired me to write,”(Ray Davies, BBC)

Den britiske dronning har valgt at adle The Kinks’ Ray Davies. Og dermed slutter Davies sig til Paul McCartney, Elton John, Mick Jagger, Van Morrison og Rod Stewart. David Bowie ville ikke have æren, da han fik den tilbudt. John Lennon returnerede sin MBE-orden for mange år siden. Så det er ikke alle, der er faldet til patten. Så hvorfor Ray Davies? Af hensyn til familien og fansene. Tak Ray, det kunne jeg godt have været foruden.

Fyrre, fed og færdig, hed det engang. Men – i musikken i det mindste – er alderen ikke nogen hindring for hverken levende udfoldelse, udvikling eller relevans. Eksemplerne er legio. Fra Bob Dylan til Rolling Stones. Og også i Danmark har vi alderstegne kunstnere, der ubesværet og med appel udfolder sig i den såkaldt “3.alder”.

Et eksempel på ovenstående er Bo Schiøler. Hvis navnet ikke lige får en lille klokke til at ringe, så kan jeg tilføje: “Kattejammerrock”. Så er der med sikkerhed mange, der er med på tankesporet. For 40 år siden var Bo Schiøler, der i en lille menneskealder har været en del af Vesterbro Ungdomsgård, en central person i den succes som “Kattejammerrock” blev. Og nu fire årtier efter har Bo udsendt et soloalbum med den frapperende titel Gårdsanger Optur.

Der er tale om en singer-songwriter-plade, hvor Schiøler reflekterer over det at komme til års i en verden, der er gået af lave og altid har været af lave. En slags politisk singer-songwriter-kunst, hvor kunstneren hverken fremstår som opti- eller pessimist, men som skarpt iagttagende realist, og hvor det politiske ligger som et implicit sentiment. Som det hedder i den indledende sang “Overflod og tørke”: “Din krop og din jord slår revner/ din hud er så mørk og sej/ truende våben står skyde-klar/ om du vil det – eller ej. Storm pisker skum i min stue/ og vandet står højt i min seng/alt i stjernene tyder på/ at din vinter blir lang og streng”. Helt bogstaveligt næsten glider den grumme virkelighed og den aldrende sangers liv sammen. Vi er en del af verden, (hvor slem den end er) er en del af budskabet.

Med mundrette, rimende, hverdagsnære tekster besynger Schiøler sin virkelighed. Helt tydeligt bliver det i sang nr. 2, “På kant med døden”, hvor sangeren indhentes af fortiden, da telefonen ringer midt i morgenteen og han får at vide, at en tidligere bekendt, som han har slået hånden af, er vendt tilbage til byen for at dø. En sang, der både handler om det uafvendelige i vort liv, men også om, at vi ikke kan gøre noget godt igen, hvis vi ikke får gjort det i tide. Manden med leen når frem til sygesengen, inden forsoningen kommer i stand.

Og vi kan alle have en god dag. Og i “På en go’ dag” bliver den gennemgående realisme ligesom sat i parantes for en stund og en klart, mildt lys kaster sig over den ellers så komplicerede virkelighed: “På en go’ dag ka’ du tilgi’/ alle mine fejl/ på en go’ dag får vi øje på/ hinanden i et spejl/ på en go’ dag ka’ vi hinke/ og lege ta’ fat/ på en go’ dag bliver dagen/ aldrig rigtig nat/ på en go’ dag…”. Men den milde lys er undtagelsen, selv om der er – det skal siges – spor af håb og fortrøstning undervejs i tekstuniverset. Ellers er det realismens troldsplint, der sidder i øjet på Schiøler og filtrerer den virkelighed, han ser, til vedkommende og undertiden bevægende tekster. Som fx i “Hvor ingen kender mig” om gårdsangeren, der foretrækker anonymiteten, samtidig med at han underholder interesserede med sange, der er både tynde og banale. Eller i sangen “Brand i huset”, hvor der – i overført forstand – er gået ild i huset, der brænder ned: “Der er brand i hele huset/ fremtiden selv si’r nej/ tusind år og et hav/ skiller nu dig fra mig/ vi to vil slås med værdighed/ når manden med leen kalder/ og selv da vil vi stritte imod/ og kæmpe – imens vi falder…”. At kæmpe og råbe op som om, der var en fremtid og et håb, kunne man sige.

Schiølers realisme svinger mellem tekster med relativ stor transparaens og genkendelighed i det ydre og tekster, der er mere underforståede og hermetiske. Det sidste gælder fx sangene “Hver gang vi mødes” og “Sort latter”, hvor to fortabte sjæle (omtalt som “du”) beskrives i alt andet end positive former – og man er i tvivl om du’et ikke mest af alt er et spejl, hvor troldsplinten er rette mod budskabets afsender selv?! Og det er måske i disse mere komprimerede tekster, at Schiøler er allerbedst i sin til tider lidt kuldslåede realisme.

Heldigvis er Schiølers tekster aftrykt i coveret, så der er god mulighed for at fordybe sig i den og studere Schiølers meget personlige sange med deres dobbeltbundede realisme. Og det kan kun anbefales at have hæftet slået op og læse med, når sangene fremføres. Og Schiøler synger godt og klart og backes godt op af et hold musikere, der sammen med forgrundfiguren, kalder sig Skavankerne. Skavanker er der nu ikke ikke mange af i musikken, der i bedste singer-songwriter-tradition byder på forskellige udtryk – lige fra blues og rock over ballader til mere jazzede sager. Og så er musikken i øvrigt smukt produceret af Ole Kibsgaard.

Schiøler identificerer sig i et par sange (bl.a. titelsangen) med gårdsangeren, der går fra baggård til baggård og får en mønt for sine banale og tynde sange. Men sangene i Schiølers mund er, som vist påvist, hverken tynde eller banale, men er båret af et dybt personligt engagement i livet og virkeligheden: “En gårdsanger på optur/ lidt mønter falder ned/ pengene vidner om overskud/ om venskab og menneskelighed/ engårdsanger på optur/ jo, jeg ta’r minderne med/ jeg takker jer alle og bukker/ – og begi’r mig afsted”.

Det kan godt være, at Bo mærker alderen trykke lidt, men når man har så meget på hjerte som han, så er der ingen grund til at overspille, at man er rundet de 70. Som andre i den aldersgruppe – lad mig blot nævne Niels Skousen og Peter Belli – så har Schiøler rigtig meget at byde på i kraft af sin livserfaring og sit ubestridelige talent. Hermed anbefalet. Varmt.

Bo Schiøler. Gårdsanger Optur. Producer: Ole Kibsgaard. Target. Er udkommet.

Blandt de musikalske begavelser, vi mistede i det forgangne år, var den danske pioner inden for den elektroniske musik, Else Marie Pade, der døde for knap et år siden i en fremskreden alder af 91 år. Heldigvis nåede Pade at få den anerkendelse, som hendes pionerarbejde fortjener. Og kort tid efter hendes død tog Henrik Marstal initiativ til at lave hyldestpladen EMP RMX 333, hvor Else Marie Pades komposition “Etude” fra 1961 fortolkes af en række yngre danske kunstnere med baggrund i den moderne electronica.

Pladen indledes med Else Marie Pades originale værk, der varer 5:33. Og derefter følger de øvrige elleve fortolkningsstykker, der alle overholder tiden, 5:33. Pades eget værk fremstår som en lineær collage af fortrinsvis diskante lydobjekter, der repeteres (loop), manipuleres og afløser hinanden næsten umærkeligt, så der skabes et homogent lydende værk.

Anna Lidell og Henrik Marstal  fastholder Etudes grundlæggende repetitive og successive karakter, men vælger ellers at foretage en radikal fortolkning, idet de dels involverer en stump tale – fra en samtale med Else Marie Pade og Jacob Kirkegaard – og brugen af en række instrumenter, der ud over elektroniske sådanne – beats, synths – omfatter mere traditionelle instrumenter som bas, cello, stemmegafler og diverse effekter. Det kommer der – i mine ører – et frugtbart møde ud af – mellem Pades stregnt intellektuelle og lydmæssigt rene kompositionsmusik og en moderne elektronica, der er farvet af års samspil med populærmusikken.

Katrine Ring gør noget lignende, idet hun dels sampler en lille stemmelydstump fra Else Marie Pade, der får lov til at gentage sig i løbet af stykket på en elektronisk bund, der også respekterer det oprindelige stykkes repetitive og succesive karakter. Hvor Marstal og Lidell flytter musikken i retning af moderne populærelectronica, fastholder Ring sit udtryk i et nøgent, cool, klart eksperimenterende udtryk.

Måske ligger der en interpretativ pointe i, at fortolkerne inddrager stemmens lyde i deres fortolkninger? En understregning af stemmelydenes fravær i Etude? I hvert fald trækker Band Ane (Ane Østergaard) et helt digt af Else Marie Pade (“Du og jeg og stjernerne”, som Pade skrev da hun var i Gestapos fangeskab i 1944) ind i sin fortolkning. Og recitationen af digtet omgærdes af et diskant lydbillede, der ligger ganske tæt på originalen, men samtidig afslører den moderne electronicas forkærlighed for nærmest melodiøs vellyd og inciterende og dansant rytmik.

SØS Gunver Ryberg fortolker nærmest Etude som et dystopisk, mørkt værk samtidig med at den repetitive og successive struktur i det oprindelige værk brydes lidt op og får en ny rytmisk dimension, der både sætter Etude i relief og peger ud over værket i retning af den moderne electronicas orientering mod den dansende krop.

Christian Vogel går mere raditkalt til værks, idet han genbruger lydene fra Etude. Paradoksalt nok er det den fortolkning, der oplevelsesmæssigt ligger længst fra originalen. Måske, fordi Vogel bløder Etudes køligt-intellektuelle struktur op og manipulativt transformerer værket til noget, der ligner moderne sound scapes. Else Marie Pade møder den eksperimenterende Brian Eno, kunne man fristes til at sige…

Bjørn Svin dyrker som SØS Gunver Ryberg de mørke dimensioner i værket i et komprimeret, intenst stykke musik, der nærmest overdriver det repetitive og følgagtige i Pades komposition. En lille monolit af diskant, støjende mørke.

Fra Svin er der et kvantespring til ensemblet We Like Wes version, der omsætter inspirationen til klassiske, analoge instrumenter – violin, cello, slagtøj og sang – i et værk, der dyrker det successive i en serie improviserede lommer af lydcitater og -fragmenter. Det er en komposition, der både hylder Pade og den moderne kompositionsmusik fra det 20. århundrede.

Jonas Olesen genbruger som Vogel Etudes originale lyde og skaber en noget mere nedtonet værk end Etude. Olesens udlægning bliver nærmest roligt og mere restringeret i sit udtryk en Pades værk, men manipulerer også Pades grundliggende stramme struktur til en mere moderne og poporienteret electronica.

Sandra Boss vælger også at fokusere på mørket i Pades værk i en fortolkning, hvor sekvenserne er lidt længere end originalens og måske tættere på virkelighedens isolerede lyde end på de rensede tekniske reallyde hos Pade.

Også Jacob Kirkegaard og Heidi Mortenson genbruger i deres afsluttende fortolkninger lydene fra Pades Etude. Kirkegaard dyrker også det mørke, ja dystre, man kan tilskrive Pades originale værk. Sammen med Svins værk udgør Kirkegaard nok et af de mere dystopiske bud på en fortolkning. Også Mortenson er ovre i den mørke afdeling, men med sine synths, klokker og glas tilfører Mortenson også nogle dimensioner af fylde og vingefang, som man skal lytte længe til kunne for at genkende. Og peger dermed netop på den opgave, som Pades musik hele tiden stiller: At man skal lytte opmærksomt til musikken.

Samlet set udgør pladen en fornem hyldest til Else Marie Pade og viser, at hendes pionerarbejde sagtens kan levere inspiration til vor tids dyrkere af electronicaen. Der er nok at gå i gang med. EMP RMX 333 er nok ikke en plade, man tager ned fra reolen hver dag. Men den egner sig godt til at rense ørerne og hovedet for den musikalske støj, vi som musikforbrugere, konstant udsættes for – og tjener som en påmindelse om, hvad musikken dybest set er: lyde.

Diverse kunstnere. EMP RMX 333, a tribute to Else Marie Pade. Dacapo Records. Udgivet d. 2. 12. 2016

Du kan få et lille indtryk af udgivelsen på plademærkets hjemmeside – her.

I det forgangne år er vi mere end en gang blevet mindet om, hvilken uudslukkelig inspirationskilde the blues er for især den del af populærmusikken, vi kalder rock. Rolling Stones udsendte et album, der med al ønskelig tydelighed viste, hvor de kom fra, og hvor deres lidenskab bunder – nemlig i bluesmusikken. Den bluesmusik, der førte Mick Jagger og skolekammeraten Keith Richard sammen i deres spæde ungdom, og som var drivkraften for langt de fleste af beatmusikkens navne i tresserne. For slet ikke at tale om de amerikanske bands, der nærmest fik bluesen ind med moders mælk…

Og bluesen fortsætter med at inspirere, ægge og drive kunstnere frem. Således sidder jeg her med det danske band The Pocket Players nye album (vist deres andet) Throw your dog a bone, der leverer et fornemt og smukt eksempel på, at bluesen også har godt fat i danske musikere og ikke lader noget tilbage i forhold til udenlandske konkurrenter inden for genren.

Pladens ialt 10 sange er skrevet af forsanger, guitarist og dobrospiller Ole Bech. Og de beskæftiger sig med emner, der kredser om bluesens klassiske temaer. Her er sange om at ‘have the blues’ (i St. Croix), om at gå til kanten og over den på grund af the blues, om almindelig galskab, forelskelse og ulykkelig kærlighed. Men også et par sange, der afslører, at vi befinder os i en ny tidsalder med nye bluesfremkaldende problemer – som flygtningesituationen (“The Blinds”) og følelsen af at være fremmed i sit eget hjemland (“Brand New Start”).

Men også musikalsk afslører pladen, at godt nok er Pocket Players traditionalister om en hals, der elsker den gamle blues fra deltaet og Chicago, men samtidig er børn af deres tid. De kan ikke – og vil heller ikke, tror jeg – løbe fra, at bluesen i mange år har været befrugtet af beat- og rockmusik og forvaltet af navne, der har sat deres eget præg af rock og kant på musikken. Stones er allerede nævnt og du kan sikkert føje mange flere til, kære læser.

Throw your dog a bone er indspillet hjemme hos Poul Krebs på Samsø. Og med Henrik Poulsen (bassist) og Thomas Alstrup bag knapperne er der skabt en nøgen lyd, der både fortæller om en analog autenticitet og en utilsløret ærlighed, der er bluesmusikkens varemærke. En lyd, der både peger tilbage mod de urfædrenes spartanske optagelser og til den mange R&B-bands evige søgen efter et lydbillede, der er tættest på live-situationen.

Og i Pocket Players tilfælde står optagelserne klart og rent og lader de enkelte instrumenter fremstå med deres individuelle særpræg, samtidig med, at det kollektive præg er bevaret. Ole Bechs gode bluesstemme står klart og dechiffrerbart fremme i lydbilledet, men får kærlig konkurrence af Palle Hjorths orgel, der taler med og minder os om de mange store orgelvirtuoser bluesrocken har gjort til forbilleder. Fra Alan Price (Animals) til Ray Manzarek (Doors) , med mange mellemregninger.

Og Ole Bech tilføjer selv med sine guitarer elementer af både surfrock, psychedelia m.m. Og under det hele ligger Søren Poulsens trommer med en heftig hjertepuls, der sørger for at holde tempoet oppe. Nævnes skal det også at Marianne Lewandowski leverer en fin, feminin backingvokal på halvdelen af sangene og sørger for at farve musikken med et tiltrængt feminint modspil, der også bidrager til det endelige resultats karakter af noget musikalsk sammenkogt. En bluesstuvning, der nok er traditionalistisk, men også farvet, ja krydret, at de sidste mange årtiers stilistiske farvning af the blues.

Throw your dog a bone burde kunne tilfredsstille enhver elsker af blues og bluesinfluerede musikstilarter, herunder rocken. Så er du ikke færdig med dine 2016-musikinvesteringer, så er The Pocket Players et godt bud.

The Pocket Players. Throw you dog a bone. LongLIfe Records. Udkom i november.

Vinen er drukket, maden spist, krudtet fyret af, hunden luftet (efter kaos) og den første nyhed om terror i Tyrkiet taget ad notam. Og så kan vi jo lige så godt komme i gang med hiv og sving. Livet lever ikke sig selv, bloggen skriver ikke sig selv, så vi kan lige så godt tage tyren ved hornene og komme i gang. 2016 er en sage blot. Velkommen 2017, dit møgøre, vi får se, hvad du bringer. Seasick Steve får lov til at slå gækken løs her på den første dag.