30. januar 2017 arkiv

Capac anbefaler: Solsort – Jeg husker det hele, jeg husker ingenting

30. januar 2017

Med albummet Jeg husker det hele, jegh husker ingenting springer sangerinden og sangskriveren Betina Følleslev ud af duoen Strawberry Blonde og debuterer som solist under kunstnernavnet Solsort. I forvejen var løbet en lille håndfuld singler.

Tonen og stilen slås hurtigt an med Følleslevs fordanskning af den svenske singer-songwriter Mellissa Horns sørgmodige sang om stå på egne fødder og savne mindre og mindre. Det akustiske arrangement og Betinas smukke, kildevandsklare, feminine stemme rammer den svensk-nordiske folktone helt rent og sætter dermed niveauet og stemningen på pladen. Vi har at gøre med nordisk inspireret, dansk folk med klare popkvaliteter. En krydsning, der både sigter mod mainstream og mod det store folkpublikum, der altid har ørerne åbne for nye bekendtskaber.

Bortset fra Horn-sangen og et itonesat digt af Henrik Nordbrandt (Lille krigsbarn) så står Følleslev selv for tekst og musik på pladen, selv om hun får hjælp af flere af de medvirkende musikere. Og Følleslevs egne tekster rammer fint den dansk-nordiske tone med dens melankoli og dens særlige, kølige, lyriske kvaliteter. Og tidsånden har sat sit vandmærke på teksterne i form af den allestedsnærværende melankoli, problembevidstheden og den kroniske eftertænksomhed, som pladetitlen også pointerer. Så pladen er både i pagt med sin samtid og i gæld til en gammel folke- og visetradition, kan man sige.

Pladen har nok popkvaliteter i kraft af det melodiske og i kraft af Betina Følleslevs stemmepragt, der må kunne behave ethvert popøre. Men der er dog ikke tale om en regulær popplade, men om en moderne, popfarvet folkplade, der bør konsumeres som sådan af dem, der kan lide folk. Hermed varmt anbefalet af denne folkfan.

Solsort. Jeg husker det hele, jeg husker ingenting. Produceret af kunstnere selv og Michael engman Rønnow. Gateway Music. Anna Music. Magic Music. Er lige udkommet.

 

Capac anbefaler: Cancer – Totem

30. januar 2017

Med albummet Totem inviterer duoen Cancer – Kristian Finne Kristensen (kendt fra Chorus Grant) og Nikolaj Manuel Vonsild (Saints Go Machine) – på endnu en tur i samtidens melankolske poplandskab med sange om hjerte-smerte, tab og fortabelse.

Men det popmusikalske landskab, som Cancer udfolder på pladens næsten en time lange løbetid, er ikke centralt placeret i poppens landskab, men nærmere i grænseområdet mellem mainstreampop og eksperimenterende og provokerende electronica. På de ialt 11 sange formår sangskriverparret at balancere mellem den simple, forførende og fængende pop og den electronica, der er et kors for tanken.

Det første, der slår en, er brugen af stemmerne, hvis leje befinder sig et affekteret sted i nærheden af falsetsang, uden helt at være det. Tankerne ledes let hen på en kunstner som Antony (Anohni). Og de melankolske stemmer er indlejret i et lydunivers, hvor de analoge og digitale rytmer (trommelyde) er reduceret meget uden at pulsen forsvinder. Og omkring de lette rytmer svæver luftige guitarer og væves ind i et lydbillede af synthezisers og analoge tangenter.

Totem opleves i høj grad som et sammenhængende conceptalbum, og nok mest i kraft af lyduniverset, der bygges op gennem de mange numre. Og derfor giver det heller ikke hel mening for mig at fremhæve enkelte numre på pladen. Den indbyder – ved flere gennemlytninger – til at blive indtaget som en stor helhed. Og på den led er pladen måske (?) lidt ude af pagt med tidens generelle fragmentering i musikken. Måske…

Totem er så moderne pop, som man næsten kan forestille sig. Pop, der er nedsunket i et melankolsk syrebad af electronica, der sørger for at poppen ikke bliver for let tilgængelig.

Cancer. Totem. Produceret af: Nis Bysted & Cancer. Tambourhinoceros. Er lige udkommet.

Steve Marriott – Small Faces – 70

30. januar 2017

Steve Marriott – forgrundsfigur i Small Faces – skulle ikke nå at blive 70. 44 år gammel blev han fundet død ved siden af sin seng i sit brændende hus. Dødårsagen blev angivet som røgforgiftning, men man fandt også store mængder Valium, kokain og alkohol i hans blod.

Det var alt for tidligt en død til en af modmodens ikoner og en vigtig spillemand i britisk beat – hvor han ud over Small Faces var med i Humble Pie. I sidste del af sit liv vendte han ryggen til den store, kommercielle musikindustri og levede af at spille på små spillesteder i London og omegn.

I dag ville han så være blevet 70, og det er nok en mindenote værd.

Â