oktober 2017 arkiv

Capac anbefaler: Dangers of the sea – Our place in history

31. oktober 2017

Anders Bay Estrup – sanger, guitarist og sangskriver i Dangers of the Sea – lyder grangiveligt som en ung Neil Young på det nye albums første skæring, “Meet me at the Station”. Og dermed bliver det også slået fast, at Dangers of the Seas – og Estrups sangskrivning – indlejrer sig i sporet efter tressernes og halvfjerdsernes akustisk prægede singer-songwriter-rock.

Og det er jo ikke den værste inspiration, man som et ungt, dansk band kan have. Specielt ikke, når inspirationen og traditionsvidereførelsen sker med så stor tæft og sikkerhed som tilfældet er her. Anders Bay Estrup har skrevet en god snes særdeles iørefaldende sange, der sagtens kan matche meget af traditionens arvegods med hensyn til kvalitet og holdbarhed. Og som tilfældet er med traditionen, så er sangene på bandets nye plade klart bygget op om Estrups sang og. Men man kan også høre, at bandet – bestående af Jess Jensen (kendt fra Saybia, på tangenter), Frederik Teige (el-guitar), Mike Juel Taagehøj (Slaraffenland, på bas) og Rasmus Jusjong (Folkeklubben, på slagtøj) – har fået lov til at udfolde sig oven på den sangmatrice, Estrup har leveret. Det betyder, at folk-rock-udtrykket har fået et nuanceret og rigt facetteret lag i lydbilledet.

Dangers of the sea er et særdeles velsammenspillet band. Og sammen med et tekstmateriale, der kredser om blive-voksen-temaer, sikrer det tætte samspil og de lydefri arrangementer og produktion, at Dangers of the sea lægger en personlig alen til traditionalismen. Og samlet set burde dette album kunne tilfredsstille enhver, der kender traditionen eller har opdaget dens kvaliteter for nylig. Så der er noget både for begynderen og den viderekommende. Hermed vamrt anbefalet.

Dangers of the sea. Our place in history. Producer: Kasper Rasmussen. V 2 Records. Udkom d. 20/10-2017

Mere på båndet: Wilco – live på Big Ears Festival

31. oktober 2017

Båndentusiaten bag Nyctaper fortsætter med at bånde gode navne ved koncerter rundt omkring i Amerika. Her er det en hel koncert med selveste Wilco. Og flac-filen kan hentes ned herfra.

Ultimo oktober 1967

30. oktober 2017

Oktober måned 1967 var lidt tynd med hensyn til LP-udgivelser. I hvert fald i begyndelsen af måneden. Men da man nærmede sig slutningen skete der noget, der kompenserede for de forgangne dages mangler. Den 30/10 kom Buffalo Springfields toer Again. Og dagen efter: Nico Chelsea Girl, Roy Orbison Cry Softly Lonely One, Bonzo Dog Doo Dah Band Gorilla, Pearls Before Swine One Nation Underground, Nina Simone Silk & Soul, Barbra Streisand Simply Streisand, Sly and the Family Stone A Whole New Thing og Julie Collins Wildflowers. Plus det løse. Og varslede et varmt efterår og vinter i året, der ellers var the summer of love-året.

 

Når ungdommen tager over…

30. oktober 2017

“Rubbishing our children’s tastes is one of the few pleasures remaining to us as we become old, redundant and culturally marginalized” (Nick Hornby)

Mine forældre så lidt skævt til min musik, da jeg begyndte at lytte til pop, pigtråd og beat. Lige som deres forældre sikkert så skævt til deres smag for amrikansk swing og dansksproget pop fra trediverne og fyrrerne. Og jeg ser…nej, det passer ikke. Jeg afviser ikke de unges musiksmag over en kam. Selvfølgelig er der noget, jeg synes er inderligt uvedkommende. Men der er også meget ny musik, der har kvalitet og er værd at bruge tid på. Så Hornbys aldersstukne fordom holder ikke helt og læner sig op ad den aldersdiskrimination, der er en del af vores tidsånd.

 

40: Never mind the bollocks – here’s the Sex Pistols

29. oktober 2017

Blev udsendt 28. oktober 1977, men det føles som var det i går, når man sætter skiven på afspilleren. En komprimeret energiudladning, der på enhver måde var kontroversiel, da den kom på gaden.

Var pladen og bandet blot endnu en markedsføringsgenistreg fra Malcolm McLaren eller var det renlivet punk, der trådte ind i musikverden? Spekulationerne omkring pladen er så omfattende, at der kan skrives lange artikler og bøger om emnet – hvilket også er sket – men tilbage står kendsgerningen: At Never mind… fremstår som det nok mest indflydelsesrige punkalbum til alle tider. Det var et spark i røven eller ansigtet på musikbranchen på et tidspunkt, hvor det hele var blevet lidt for forudsigeligt og kommercielt.Den tekstlige og musikalske attitude er ren punk: ren ungdommelig energi og ingen respekt for noget som helst. Rockens inderste nerve blotlagt med en skalpel.