11. oktober 2017 arkiv

30: Bruce Springsteen – Tunnel of Love

11. oktober 2017

Bruce Springsteens Tunnel of Love kom d. 6. oktober 1987 – og runder dermed de 30 år. Men det er nu ikke derfor, jeg vil hive den frem af erindringens dis. Men, fordi albummet – mandens ottende – sammen med det fem år ældre album Nebraska for alvor var med til at åbne Springsteens musikalske verden for mig. Jo, The River havde taget mig med storm og de fire første album, der grundlagde hans succes, var overbevisende. Men med de to nævnte plader kom jeg først for alvor på bølgelængde med Springsteen.

Det er sikkert noget at gøre med, at Springsteen på de to plader kommer ud over den første ungdom. Hans første ægteskab gik i stykker, han opløste sit E-Street-Band for en tid og blev en anelse mere indadvendt og alvorlig – og det afspejlede sig ikke alene i teksterne, men også i musikken, der fik en ny udefinerbar (?) moden resonansbund.

Don Covay – den rigtige Mick Jagger?

11. oktober 2017

The Rolling Stones’ afhængighed af de gamle bluesgiganter er velkendt, men nogle blueskunstnere betød mere end andre. Fx kan man rundt omkring på nettet læse, at Don Covay, der døde i 2015, var “den rigtige Mick Jagger”. Og man kan finde citater af Jaggers kritiker Keith Richard, der hævder, at Covays og Jaggers stemmer ville lyde helt ens, hvis de blev sat på en graf.

Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde Covay en Jagger, men givet er det, at inspirationen fra netop Covay præger Jaggers sang og sangstil i hørbar, eminent grad. Lyt fx til albummet Mercy! – så kan man slet ikke være i tvivl. På nogle af sangene er der endda tale om kuldegysende lighed. Prøv selv at lytte.

Som jeg tidligere har været inde på, så står de kunstnerne – og ikke mindst de store – på skuldrene af deres forgængere. Det er en del af det at skabe kunst, at man står i gæld til forgængerne. Man gentager og fornyr det, man har modtaget fra fortiden. At Jagger læner sig op ad Covay er ikke udtryk for andet end god smag og sikker kunstnerisk dømmekraft. Jagger læner sig op ad de bedste blueskunstnere – heriblandt Covay.