CAPAC

Vi ved ikke, hvad der venter os, når vi om få timer træder ind i 2018. Hvad vil galningen i USA finde på? Eller vores egne nyliberalistiske politikere? Og hvad med klimaet? Den næste lurende økonomiske krise? Flygtningene fra Afrika? Og så videre. Man kan – alt efter temperament – vælge at være op- eller pessimist. Jeg foretrækker at være realist og holde fast i håbet. Som ABBA så smukt udtrykker det: Hvis vi ikke forsøger og håber, så kan vi lige så godt lægge os ned og dø.

Så Godt nytår kære læsere, lad os gøre en lille forskel i 2018.

No more champagne
And the fireworks are through
Here we are, me and you
Feeling lost and feeling blue
It’s the end of the party
And the morning seems so grey
So unlike yesterday
Now’s the time for us to say

Happy New Year
Happy New Year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbor is a friend
Happy New Year
Happy New Year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and I

Sometimes I see
How the brave new world arrives
And I see how it thrives
In the ashes of our lives
Oh yes, man is a fool
And he thinks he’ll be okay
Dragging on, feet of clay
Never knowing he’s astray
Keeps on going anyway

Happy New Year
Happy New Year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbor is a friend
Happy New Year
Happy New Year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and I

Seems to me now
That the dreams we had before
Are all dead, nothing more
Than confetti on the floor
It’s the end of a decade
In another ten years time
Who can say what we’ll find
What lies waiting down the line
In the end of eighty-nine

Happy New Year
Happy New Year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbor is a friend
Happy New Year
Happy New Year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and I

Som nævnt nåede Bob Dylan lige at udsende John Wesley Harding ved udløbet af 1967. Ellers var det ikke noget udpræget Dylan-år. Og dog – for i marts måned udsendtes den første Greatest-Hits-opsamling med manden med den sikre title Bob Dylan’s Greatest Hits med ti top-40-sange fra mesterens hånd. Og den gik hen og indkasserede hele fem platinplader og blev Dylans mest solgte album overhovedet i USA. En kendsgerning, der måske ikke er helt så  uforståelig, som nogle skribenter mener, når man tager i betragtning, at Dylans følgere gik og ventede på opfølgeren til Blonde on Blonde, og fordi opsamlingen virkelig indholder noget af det bedste fra his Bobness:

Ganske vist handlede udgivelsen først og fremmest om, at pladeselskabet ville malke deres guldkalv på et tidspunkt, hvor Dylan havde en slags pause på grund af sit famøse motorcykeluheld, en afsluttet koncertturnë og usikkerhed om, hvad han havde i ærmet af nye sange. Columbia Records havde brug for at – som det udtrykkes et sted – kapitalisere Bob Dylans kommercielle appel. – Og det er nok ikke svært, når man tager de valgte sange i betragtning, for det er sange fra den bedste skuffe i mandens repertoire. Sange, der med et par undtagelser, alle var udsendt på singleplade i løbet af tresserne. Sange, publikum kendte og elskede.

I mangel af andet og bedre kom jeg til at  se programmet “Musikåret 2017 i følge DR3” på tv-kanalen DR3. Og hvis jeg før havde tvivlet på min egen evne til at følge med i, hvad der sker i det nyere musikliv (læs: det, de unge  lytter til), så fik jeg godt og grundigt fjernet den tvivl. For der var stort set intet af det, der blev præsenteret, jeg havde hørt endsige hørt om. Men nu lytter jeg heller aldrig til radio DR3, så hvad der har huseret som “uundgåelige” musiknumre er ganske gået forbi mine ører. Og efter at have lyttet til det, jeg blev præsenteret for, må jeg nok også konkludere, at det nok er tvivlsomt, om det ville have fæstnet sig i min bevidsthed. Bortset fra Blondage, Katinka,  Mø, Scarlet Pleasure og den unge Helmig, var der ikke et eneste navn, der fik nogen klokke til at ringe.

Nu er der jo heller ikke nogen, der  kræver, at man skal følge med i ungdommens musik og musiksmag. Og jeg vedstår gerne, at “min” musik har mange år på bagen (lige som jeg selv, selvfølgelig), og at mit hjerte nok stadigvæk banker for den – selv om jeg er åben for nyt og nye talenter (som der er mange af, jf. mine anbefalinger gennem året). Men det undrer mig lidt, at man under overskriften musikåret 2017 kan forbi vigtige og væsentlige udgivelser fra de ældre generationer, fx fra Sebastian, Kim Larsen og Savage Rose. Og jeg tillader mig at tage det som udtryk for en særlig navlebeskuende tilgang i dette program. Som om P3s playlister afspejlede musikåret 2017 i dets helhed! Og med i omegnen af 5000 udgivelser på årsbasis, så er der meget, der slet ikke kom i betragtning af det program. Og så hjalp det ikke meget, at programmet blev præsenteret af to relativt voksne studieværter, der også havde ungdommen bag sig. Programmet var udtryk for, som der stod til sidst, DR UNG. En misvisende programtitel med andre ord.

Kim Larsen Moonshine

Det ligner næsten en tanke: DR2 har en temaaften om Kim Larsen i dag d. 30. december. Men der er nok bare tale om en tilfældighed.

Mere end et halvt århundrede efter at have modtaget MBE-ordnen, er Ringo Starr nu (sammen med flere andre, bl.a. Bee Gees’ Barry Gibb) blevet adlet af det britiske kongehus og kan kalde sig Sir Ringo Starr i en alder af 77 år. Og hvis man kender han godt nok vil han modtage titlen med lige dele ærefrygt og slet skjult ironisk distance. Det skal være den gamle beatle vel undt, men for mig er der mere hæder i, at han stadigvæk med succes og kvalitet opererer som orkesterleder for sit All Star Band.

Nu hvor det borgerlige sammenrend, man kalder en regering, lægger an til et nyt stormløb mod Danmarks Radio i forbindelse med de kommende forhandlinger om et medieforlig og ønsker en beskæring af den gamle medieorganisation til fordel for en spredning af den debatterede “public service”-forpligtigelse til andre, private udbydere – så er det værd at nævne at Danmarks Radio – mere præcist kanal DRK – hen over julen har varetaget sin public-service-forpligtelse ganske godt, når det gælder den musik, vi lytter til.

En lang række udsendelser har budt på gensyn og -hør med danske navne som Kim Larsen, Sebastian og TV-2 og udenlandske navne som Rolling Stones, magasinet Rolling Stone, Janis Joplin, Bee Gees og meget mere. Det eneste man kunne have ønsket sig, var, at de havde reklameret lidt mere for det på hovedkanalen (og gerne i stedet for de hjernedøde repetitioner af reklamer for meget ungdommelige programmer om kæresteri og lignende). Hep for DRK i denne jul.

https://www.youtube.com/watch?v=YtgK7kTWUu4

Oven på julen skulle man tro, at man har hørt alt den musik, der hører julen til. Men min fagkollega og tv-vært Søren Ryge fandt et stykke spansk julemusik, jeg aldrig havde hørt. Og det sendte mig ned at sporet efter overhørt og/eller glemt julemusik. Og her fandt jeg denne perle med The Christmas Spirit fra – ja! – 1967. Bag The Christmas Spirit gemmer sig Chip Douglas (fra The Turtles og producer for The Monkees), Linda Ronstadt, Gram Parsons, Gene Parson, Howard Kaylan m. fl. Den har jeg vist aldrig hørt før – men den fortjener bestemt et genhør.

Og i samme boldgade finder vi The Monkees og deres julesange. Dem har jeg hørt før, men det er snart længe siden…

Som tidligere omtalt er Peter Belli på afskedsturné med De Rejsende. Og i morgen – den 28. december – slutter turnéen og dermed også Peter Bellis koncertvirksomhed med et koncert i Amager Bio. Så det er med at kende sig besøgelsestid, hvis man vil opleve en af vores største rocksangere en sidste gang. Jeg var som bekendt heldig at opleve ham i den Gamle By, da han var forbi, og det var en mindeværdig oplevelse.

Peter Belli har sådan nogenlunde været med mig hele mit musikalske liv. Hans og Les Rivals’ single “You better move on” var en af de første pigtrådsplader, jeg kom i nærheden af – og fik indlemmet i samlingen (hvor den er endnu). Og siden har jeg fra sidelinjen fulgt Bellis op- og nedture. Han har aldrig været bange for kompromisser og været både bankovært og dansktopsanger, men altid uden at gå på akkord med sin egen folkelighed og krav om professionalisme. Og nu skal han så hjem til fru June og nyde et velfortjent otium. Og et Frank Sinatrask comeback ville passe meget dårligt til Bellis integritet, så det tror jeg ikke et sekund på sker. Tak for sangen Peter – lev vel.’

DR markerer afslutningen med et kort interview med fine billeder fra den sidste tur i øveren.

Og årets sidste anbefaling bliver Stephan Grabowskis LP Gå ikke blidt ind i natten. Og det er meget passende. For albummet er en plade, der både rummer noget genkendeligt, men samtidig skiller sig ud fra den store mængde af udgivelser ved en – i ordets bedste forstand – ejendommelig åbenhed og inkluderende tilgang til musikken.

Grabowski, der har en fortid hos Lars H.U.G. og i Love Shop, går som solist sine egne veje, og det gælder ikke mindst på denne plade, hvor Grabowski har søgt et samarbejde med musikere fra så eksotiske steder som Ethiopien og Indien. Men også på en anden led viser egensindigheden sig, nemlig i teksterne, der ikke er bange for at blive “politiske”, men på en særlig indlevende og fortællende facon, der slet ikke ligner den dogmatiske tradition inden for politisk musik. Inspirationen er nok snarere at finde i folktraditionens hang til at ville fortælle historier med mening.

Alle teksterne kunne gælde som eksemplum, men lad os bare tage den første, “Kun vinden bærer os nu”:

Der er torden oppe på bjerget, alle råber om Gud/ men ingen her kan høre hende og sandheden den er blæst ud/ Der er Kain og Abel på TV. de skændes om hvem der er ren/ og hvem af dem der hurtigst kan forvandle hinanden til sten/ åhh. og stormene de flår i tornebusken/

Og kun vinden bærer os nu, alt er kaos og itu. / sorte vinger suser over os/ og kvinderne de kysser murenen på kirkerne. moskeerne og templerne. for lidt håb/

Det er en verden af politik og alle de vil have mest/ vi er kun aber med våben. så det gælder blot om at have felst./ floder af blod der sejler. de strømmer ind i FN/ de står i blod til halsen, men diskuterer det lige igen/ ḧh.  og stormene de flår i tornebusken /

Og kun vinden bærer os nu. alt er kaos og itu./ som vinger suser over os/ og kvinderne de kysser murene. moske’erne og templerne/ for lidt håb.

Det politiske temperament er ikke til at tage fejl af, men det er fri for nemme løsninger og paroler og er måske især båret af en håbefuld resignation, der gennemsyrer de sanselige observationer, der i denne sang er mættet af allusioner til det religiøse univers . Grabowskis tekster er ikke kun “politiske”, men menneskeligt vedkommende som autentiske, sanselige beretninger fra vores fælles virkelighed. Jo, Grabowski har noget på hjerte.

Og det har han også musikalsk set. Musikken er som allerede nævnt et møde med andre kulturers musik, men er ikke af den grund at forstå som world music. Ganske vist spiller de indiske musikere med på de fleste af numrene og Gizachew Teshome synger på amharic i sangen “Lad regnen falde snart”. Men – som jeg hører det – der er stadigvæk tale om en moderne folkudgave af indierock med Stephane Grabowski i den vokale forgrund og sange, der i kraft af melodiøsitet og rockmedriv kunne indgå i mangen et indiebands repertoire. Pladen er godt nok indspillet både i Bombay og Addis Abeba, men er dog tydeligvis forankret i København (hvor den også er optaget).

Samlet set har Stephane Grabowski med denne plade skabt et værk, der med sin originalitet skiller sig ud fra det meste af den musik, vi er blevet præsenteret for i 2017. Et politisk farvet indierockalbum, der har klare overtoner af world music, men først og fremmest er global i kraft af sin lokale forankring og sin åbnen sig ud mod vores fælles kaotiske verden og virkelighed. Gå ikke blidt ind i natten er uden tvivl noget af det mest interessante, jeg har lyttet til i det snart forgangne år. Hermed varmt anbefalet.

Stephane Grabowski. Gå ikke blidt ind i natten. Produceret af Stephan Grabowski. Gateway Music. 2017. Er udkommet.

Samme dag som Dylans Harding-plade blev udsendt, kom den kanadiske poet Leonard Cohens debutskive Songs of Leonard Cohen.

Tilblivelsen var lettere turbulent. Produceren blev skiftet ud. Ind i stedet for John Hammond kom John Simon. Og Cohen kunne ikke blive enig med sin producer om pladens udtryk. Cohen ønskede et enkelt, akustisk udtryk, medens Simon tænkte i strygere og stort orkester. Der var også en del ballade omkring valget af gæstemusikere på pladen. Men færdig blev den da og den blev en kultplade på begge sider af Atlanten – en plade, der grundlagde Cohens særlige stil og sangskat (med flere af hans største sange).

Det var ikke kun i kærlighedssommeren 1967, at der udkom masser af musik. Også i vinteren skete der ting og sager. På denne dag i ’67 udkom således Bob Dylans John Wesley Harding, troubadourens ottende album. Og en plade, der repræsenterede endnu en af de volter, som Dylans karriere har været så rig på. Efter at have overrasket, ja chokeret, mangen en fan med elektrificeringen af sin musik, vendte Dylan her tilbage til det akustiske som om intet var hændt. Selv om pladen ikke fik nogen nævneværdig promotion, så blev den en succes, både salgsmæssigt og i kritikken.

Pladen var opfølger til Blonde on Blonde og blev til parallelt med Dylans famøse Basement-indspilninger med the Band. Og så kom pladen også efter Dylans dengang meget omtalte og mytologiserede motorcykeluheld. Måske var disse omstændigheder en del af forklaringen på den pæne modtagelse John Wesley Harding fik.

De tre singler, Beatles udsendte i 1967, var alle med relation til Magical Mystery Tour. Det drejer sig om: Penny Lane /Strawberry Fields Forever; All you need is love / Baby you’re a rich man; Hello, Goodbye / I’m the Walrus. Ganske vist var de ikke på den oprindelige dobbelt-EP, men på filmsoundtrackalbummet.

https://www.youtube.com/watch?v=IqbZjr5PY1w

Det skulle være nogenlunde sikkert, at det var på denne dag for 50 år siden, at Beatles psykedeliske fortælling om den magiske mystiktur blev vist på BBC1. På den dag enlænderne kalder Boxing Day. Jeg har vist tidligere påstået, at det var i 1965, men pyt med det.

Den første visning var – til Paul McCartneys store fortrydelse – i datidens dominerende sort-hvid, hvilket jo harmonerede dårligt med filmens dyrkelse af det farverige og spraglede. Og filmen blev da også genudsendt den 2. januar 1968 på BBC2. Men skaden var sket og publikum og pressen var ikke begejstrede for det, de så, og McCartney måtte ud og beklage over hændelsen og filmens eksperimentale karakter.

Her kommenterer Paul McCarney, hvad der gik galt med filmen:

https://youtu.be/b5JNRPBH1I8

I dag er værket vist blevet accepteret bredt som Beatles’ legesyge eksperimenteren med såvel 67-psykedeliaen og filmmediet.

Og følger du linket her, kan du se en dokumentar om filmens tilblivelse og historie.

Apropos gamle kendinge, så faldt jeg over sangeren James Blakes version af Don McLeans klassiker “Vincent”. Og Blake – som jeg kun kender ‘von hören sagen’ leverer en overraskende god fortolkning af en gammel favorit. Don McLean er enig og skriver på sin Twitterkonto:

Just listened to @jamesblake version of my song ‘Vincent’ and I’m struck but what an extraordinarily good musician he is. His singing and piano playing are superb.. Thank you James for recording my song so beautifully.

Og af Youtubes spilleliste kan jeg se, at Blake også har fremført sangen på aarhusianske North Side. Så tæt på og dog så langt fra.

Og for en ordens skyld, så er her originalen

Jeg har i år forsøgt at holde den obligatoriske julemusik lidt på afstand. Det har været lidt svært, idet fruen i huset har insisteret på at lade julepopmusikopsamlingen køre på stuens anlæg. Men jeg har efterhånden hørt den så mange gange, at det var lige før, jeg kunne lade den gå ind ad det ene øre og ud af det andet.

Og så fandt jeg en strategi til at snige mig lidt udenom. Nemlig at fokusere på den musik i julen, der ikke direkte har noget med sagen at gøre – altså med julen. Fx så jeg endnu engang den ærkebritiske, ærkeromantiske film Love actually, hvor det glade kærlighedsbudskab i den grad masseres. Filmen har nærmest fået status af, at være vor tids rigige julefilm. Og jeg lukkede øjnene halvt i og lyttede til soundtracket.

Og fokuserede på de sange, der ikke er julede. Og heldigvis – for filmen er ikke en decideret julefilm – var der en del at lytte til. Lige fra Joni Mitchell over Paul Anka, Texas og Pointer Sisters til The Beach Boys. Og med sange som “River”, “Both Sides Now” (oven i købet i  den sene udgave fra albummet af samme titel fra 2000) og “God only knows”, ja så kan jeg tilgive meget og sluge en del ris à la mande med kirsebærsauce…

https://www.youtube.com/watch?v=nAK9Pj5-QXY

https://www.youtube.com/watch?v=EkPy18xW1j8

https://youtu.be/LMOFSbOqvx0

Man strides om Lee Dorseys fødselsdag. Men mange mener at vide, at det i hvert fald var den 24. december. Måske 1924, måske 1926. Men helt sikkert er det ikke. Og det er ikke noget nyt, når der er tale om kunstnere fra de første årtier af 1900-tallet. Men – så meget er sikkert – Lee Dorsey er værd at huske på på grund af mandens indiskutable talent, der mere eller mindre indirekte har inspireret mange efterfølgere.