25. november 2019 arkiv

Da John Lennon takkede nej til dronningen

25. november 2019

Det er også 50 år siden, John Lennon returnerede sin MBE-medalje. Ovenfor ser man hans følgeskrivelse, der på vanlig Lennonsk humoristisk vis bruger “Cold Turkey”-sangens manglende hitlistesucces som et af argumenterne for returneringen.

I øvrigt forblev Lennon MBE, for den status kan man ikke slippe for.

Og så har vi en god grund til et genhør med netop “Cold Turkey”.

Capac anbefaler: Ole Berthelsen – Snakker med giraffer

25. november 2019

Med 40 kunstnerår og nu 23 album på bagen fortsætter Ole Berthelsen med at udsende sange fra sin lokation i det nordjyske. Og jeg har været så heldig og priviligeret at være med siden den sidste plade, Hvalvær, som jeg anbefalede i september 2018.

På den nye plade, Snakker med giraffer, er udsynet det samme som på Hvalvær. Begge ben er solidt plantet i den nordjyske jord, hvorfra Ole Berthelsens verden går. Og den går også ud over den nordjyske lokalitet. Sidst var polarcirklen det yderpunkt, hvorfra verden blev betragtet og oplevet. På Snakker med giraffer er det, som titlen antyder, Afrika, der får det globale perspektiv ind på pladen.

Men ankeret, tyngdepunktet, forbliver det hjemlige. Det understreges allerede i den første sang “Sommervind”, hvor den påtrængende ydre verden, i form af “breaking news” (der viser sig at være vor moderne verdens svar på sladder) og dyrkelsen af kændisser og “notabiliteter” bliver for meget. Så meget at “hjernen går i spind”. Men så kommer en sommervind og blæser det hele ud af hovedet og kroppen, som kun en sommervind ved vestkysten kan gøre det:

Så er du lige her

Hvor du ka li at vær

båret  frem

Af en sommervind

Det hjemlige, det nære, det lokale, det kendte er det, der forankrer sangskriveren i virkeligheden. Hvad enten det er oplevelsen af – igen – som farfar at være med til at bringe en ny verdensborger ind i den virkelighed som i sangen “Baby kommer til verden” eller mødet med den emblematiske landevejsridder, der kommer forbi med sin barnevogn og markerer årstidernes gang og et fast indslag i livet i det lokale.

Det globale, ja afrikanske perspektiv på verden kommer frem i tre sange. Både som et eksotisk indslag om oplevelsen af en ganske anderledes natur og fauna i sangen “Limpopo måne”, men også som – i bredeste og generelle forstand – politiske kommentarer til en afrikansk virkelighed, der ligger langt fra den dansk-europæiske – både geografisk og mentalt – som i sangen “Går Limpopo over sine bredder”, hvor et systemskifte rejser spørgsmål om demokrati og fattigdom eller i titelsangen, hvor de kritiske blik gælder storvildtjagten og dens modsætning:

Ja der er dem der snakker med giraffer

fløjter med fuglen i et træ

andre der går og plaffer

for at sikre sig et trofæ

Men udsynet på pladen går ikke kun fra det nære til det fjerne og tilbage igen, men også fra nutid til fortid. Som i sangen “En krones peng'”, hvor sangskriveren tænker tilbage på dengang, hvor en krone var den kærkomne adgangsbillet til det lille paradis, der udgjordes af slikmutters butik. Et stykke nostalgi med pinocchiokugler, Piratos, tyggegummi-“tatoveringer” og meget mere, som fyldte posen “da farfar var dreng”. Nostalgien får en lille samtidskritisk dimension i sangen “De troede jeg var en 68’er”, hvor krabasken rammer dem, der alt for hurtigt og som en rygmarvsrefleks  dømmer alle 68’ere ude, bare fordi de bar den tids modeluner:

Men jo jeg var der da i 68

men ikke i det ungdomsoprør

jeg gik og passed’ min læreplads

hos en gammel blikkensla’r

 

Men om lørdagen skifted’ jeg outfit

pandebånd og hæklet vest

med tidens tone jeg gjorde mig et

som Wanna Be luftguitarist

Jo, Ole var og er 68’er og fornægter ikke, hvad den tid havde med sig af godt, hvad enten det var Mohammed Alis protest mod Vietnamkrigen eller John Lennons tro på, at vi skulle give freden en chance.

Og sådan er det på denne plade. Ole Berthelsen kigger indad og udad, frem og tilbage i de ialt tolv sange, der er med. Og måske er han den “Mr. Vakkelvorn”, der godt ved, at det muliges kunst er at “stå fast” og ikke give efter for den vakkelvornhed, som alderen og tidsånden påfører os.

Sammen med sit lille orkester – bestående af Ole Albrechtsen (guitarer og kor), Jesper Bylling (el-bas), Steen Lindgaard (tangenter og harmonika) og Klaus Thräne (trommer og slagtøj) – afleverer Ole (sang, kor og mundharpe) de tolv sanges tekster ligefremt og ubesværet med sin gode, erfarne stemme. Og musikken er igen en afart af det, vi kalder rock, der – som tiden det vil – har taget farve fra mange musikalske udtryk. Og som helhed er der igen tale om en plade, der uden problemer vil kunne glide ind i pladesamlingen hos enhver, der holder af rock og sanger-sangskrivning. Hermed varmt anbefalet.

Ole Berthelsen. Snakker med giraffer. Produceret af Ole Albrechtsen. Gurre Records. Er udkommet.