Jeg ved godt, at det er kættersk. Men jeg har faktisk aldrig været særlig vild med Bing Crosbys udgave af “White Christmas”. Det kan godt være, at den har solgt 50 millioner singleplader, men jeg synes Crosbys croon er for meget. Det lyder som om han har en klump i halsen, han ikke kan komme af med. Måske sentimentalitetsforstoppelse? Skal det endelig være croon, så foretrækker jeg til enhver tid Dean Martins italo-smør-udgave, hvor der altid er en splint af ironi gemt et eller andet sted, eller Jim Reeves’ uopstyltede, ligefremme sangforedrag.. Lad mig lige understrege, at det ikke er Irving Berlins fine melodi, jeg har et problem med. Det er kun Bing Crosbys stemme og frasering. Men heldigvis findes der mange udgaver af sangen. Otis Reddings udgave fx, som barberer sentimentaliteten ned til det, den kan bære. (Hvorfor er den i øvrigt ikke at finde på den cd med julehits, man nærmest får stoppet ned i halsen for tiden i de store supermarkeder?) For slet ikke at tale om Stiff Little Fingers respektløs punkudgave, der helt afliver sentimentaliteten. Eller The Drifters groovy udgave. Eller prøv Lisa Onos sambaficerede udgave. Der er i det hele taget nok at tage af – så man behøver ikke Crosbys…

Men egentlig vil jeg hellere høre John & Yoko og deres Happy Xmas (War us Over), som overhovedet ikke har mistet sin aktualitet – desværre.