Janis Joplin henslængt på en divan i lårkort kjole og med en flaske Southern Comfort i hånden. Jimi Hendrix, der sprøjter væske på en brændende guitar. Bob Dylan, der løber efter et bilhjul på en gade i New York. Rockens og poppens mytologier og ikoner har fra starten af fået næring fra en række gode fotografer. En af dem var Jim Marshall, der natten mellem tirsdag og onsdag sov ind i døden på et hotel i New York. Med sit uundværlige Leica kamera var en af dem, der var med til at fange mindeværdige koncertøjeblikke med populærmusikkens store stjerner, men han havde også et godt øje for de stunder bag scenen, hvor stjernerne trådte ud af deres roller. Marshall var en af de fotografer, der vandt “ofrenes” tillid i kraft af sin kunnen og sin frembusende, engagerede personlighed. Kunstnere kan altid genkende en anden kunstner. Han var således den eneste fotograf, der fik adgang til The Beatles bag scenen i 1966, da gruppen gav sin afskedskoncert i San Francisco.

Måske var det også til Marshalls fordel, at han havde et ydmygt forhold til sin kunst. Han opfattede sit arbejde og sine primært sort-hvide optagelser som dokumentation, fotojournalistik. Ikke som Kunst med stort K. Og derfor blev nogle af hans foto måske netop kunst…

Hans karriere begyndte i starten af tresserne, hvor han fotograferede jazzens ikoner – Coltrane, Miles Davis, Thelonius Monk m.fl. – men det var tressernes og halvfjerdsernes rockstjerner, der gav ham berømmelsen. Men udgangspunkt i San Francisco blev han en efterspurgt fotograf for de store magasiner med Rolling Stone i spidsen og leverede også masser af billeder til albumcovers. En del af Marshalls fotografier kan man studere i bogen Not Fade Away: Rock and Roll Photography of Jim Marshall fra 1997. Billedet viser, men nu tager Jim Marshall ikke flere.