Genhør med Det ganske lille, store band – C. V. Jørgensen

14. januar 2012

 

Da albummet Storbyens smÃ¥ oaser ramte pladebutikkerne i 1977 vidste jeg godt, hvem Carsten Valentin Jørgensen var. Hans to foregÃ¥ende plader havde gjort indtryk allerede, da de blev spillet i Danmarks Radio (hos Hans Otto Bisgaard). Og alene titlerne var inciterende for en litteraturstuderende som mig. En stynet strejfer hed det første udspil, der var udkommet i 1974 pÃ¥ det lille plademærke Hookfarm, og ud over at fÃ¥ en til at tænke pÃ¥ salig Nis Petersen (Stynede popler) gav pladen løfter om, at hr. Jørgensen ville blive en af de store danske sangskrivere, der kunne løfte arven fra hr. Zimmerman i en særlig dansk tone. Og det blev bekræftet med opfølgeren Ã¥ret efter, T-shirts, terylenebukser og gummisko (Medley), der gjorde mig til fan. Alene den billedskabende og originale titel pÃ¥ albummet sikrede den en plads i dansk rockhistorie og flere af sangene pÃ¥ albummet – fx ‘Louis’ Band’ og ‘PÃ¥ en fortorvscafe’ – afslørede en stor, Lyngby-dansksproget sangskriver i svøb.

Og med Storbyens smÃ¥ oaser – endnu en af disse sanselige, associative titler, der understreger, at titelmageri i dansk rock (og udenlandsk for de sags skyld) er en undervurderet kunst – faldt tingene for første gang rigtig i hak for Carsten Valentin Jørgensen og hans musikalske venner i ‘Det ganske lille band’. Med sin sangskrivning ramte Jørgensen loftet med en række klassiske sange som fx i den bÃ¥de ironiske og selvudleverende titelsang om at være en lille band pÃ¥ tur, ‘Entertaineren’, ‘Tobaksvejen’, ‘Fra en telefonboks’ og sommeroden om ‘Bellevue’. Teksterne pÃ¥ pladen giver i det hele taget et signalement af sangskriveren C. V. Jørgensen, som siden er blevet mandens image eller brand: Den sprogbevidste leg, hvor metaforer masseres, sÃ¥ de fÃ¥r ny betydning, vendinger vendes med hverdagspoetisk sans, talemÃ¥der tages pÃ¥ ordet og rim og rytmer trakteres med næsten gammeldags smagfuldhed. Dertil skal lægges Jørgensens til tider vemodige ironiseren og skarpe sarkasme, hvor der stilles skarpt pÃ¥ tidens kulturelle og politiske tern uden at det pÃ¥ noget tidspunkt kammer over i politiske udsagn eller det, der ligner.

C. V. Jørgensen synger for pÃ¥ sin egen sprogligt lydhøre facon, hvor han med en tilbagelænet stemmeføring og en særlig Valby-accent fraserer teksterne, sÃ¥ den poetiske rytme banker frit og de sproglige finurligheder stÃ¥r klart for lytteren. Det er stor formidlingskunst i rocken, hvor det ofte er svært at høre eller i øvrigt opfatte, hvad der synges om…

Storbyens små oaser var den første af den trilogi, der kom til at udgøre Det ganske lille bands eftermæle. Året efter kom Vild i varmen og den blev fulgt op af Solgt til stanglakrids i 1979.

Det ganske lille band bestod af Carsten Valentin Jørgensen, guitaristen Ivan Sonne Horn, trommeslageren René Wullf og bassisten Erik Falch. Og de blev fuldgyldigt suppleret af afdøde Thomas Grue (på Vild i varmen) og Lotte Rømer (på Solgt til stangladrids). Dertil skal lægges en række studiemusikere, bl.a. Per Wium og Niels Harrit, der alle var med til at definere den endelige lyd på pladerne.

Gruppens værk er nu genudgivet i en af tidens bokssæt, hvor de tre plader suppleres med en cd med – som de hedder pÃ¥ pladeselskabsdansk – “Rariteter & Live Tracks” fra Ã¥rene 1978-79. Helt i tidens Ã¥nd er pladerne blevet udsat for lydmæssig opdatering og ny redigering. Det har haft den effekt, at lyden stÃ¥r meget klarere og skarpere end pÃ¥ de oprindelige plader. De enkelte instrumenter fremstÃ¥r mere distinkt og klart aftegnet i det samlede lydbillede. René Wullfs spændstige trommespil fremtræder endnu mere stramt og velsmurt, end man husker det. Og det siger ikke sÃ¥ lidt. For Erich Falck bÃ¥de medrivende og melodiske basspil er den nye lyd en klar fordel, fordi det ofte blev overhørt pÃ¥ de gamle plader. Og Ivan Horn eminente guitarbroderier stÃ¥r sÃ¥ klart, at man næsten opfatter ham som lead-guitaristen, selv om han i allerhøjeste grad var en holdspiller og arbejdede for det samlede udsagn, sangen.

Jeg kan godt have sine forbehold over for den nye remaster-trend. OgsÃ¥ i dette tilfælde. Men der skal ikke herske tvivl om, at der en velkommen genudgivelse af en trilogi, der i høj grad fremtræder som sÃ¥dan. En klassisk samling indspilninger med et band, der leverede noget af det bedste, danskrocken kunne komme op med i sidste halvdel af halvfjerdserne. Vild i varmen og Solgt til stanglakrids forfinede og perfektionerede – produktionsmæssigt, tekstligt og musikalsk – det billede, som Storbyens smÃ¥ oaser havde tegnet. Men det var sidstnævnte plade, der med sit nuvundne, friske udtryk for alvor vandt mit rockhjerte. Og derfor vil det altid have en særlig plads, selv om de to efterfølgere mere end lever op til de forventninger, som etteren afsatte i ens bevidsthed. Og samlet set skrev de tre plader et afrundet kapitel i fortællingen om C. V. Jørgensen. Et hovedværk. Næste skridt var Jørgensens eget hovedværk, Tidens Tern, hvor successen – pÃ¥ godt og ondt – nÃ¥ede sit klimaks. Men det er en anden historie.

En lidt længere version af dette indlæg kan læses på Geiger, hvor mine forbehold udfoldes:

Da albummet Storbyens smÃ¥ oaser ramte pladebutikkerne i 1977, vidste jeg godt, hvem Carsten Valentin Jørgensen var. Hans to foregÃ¥ende plader havde gjort indtryk allerede, da de blev spillet i Danmarks Radio (hos Hans Otto Bisgaard). Og alene titlerne var inciterende for en litteraturstuderende som mig. En stynet strejfer hed det første udspil, der var udkommet i 1974 pÃ¥ det lille plademærke Hookfarm, og ud over at fÃ¥ en til at tænke pÃ¥ salig Nis Petersen (Stynede popler) gav pladen løfter om, at hr. Jørgensen ville blive en af de store danske sangskrivere, der kunne løfte arven fra hr. Zimmerman i en særlig dansk tone. Og det blev bekræftet med opfølgeren Ã¥ret efter, T-shirts, terylenebukser og gummisko (Medley), der gjorde mig til fan. Alene den billedskabende og originale titel pÃ¥ albummet sikrede den en plads i dansk rockhistorie, og flere af sangene pÃ¥ albummet – fx “Louis’ Band” og “PÃ¥ en fortorvscafe” – afslørede en stor, Lyngby-dansksproget sangskriver i svøb.

Og med Storbyens smÃ¥ oaser – endnu en af disse sanselige, associative titler, der understreger, at titelmageri i dansk rock (og udenlandsk for de sags skyld) er en undervurderet kunst – faldt tingene for første gang rigtig i hak for Carsten Valentin Jørgensen og hans musikalske venner i Det ganske lille band. Med sin sangskrivning ramte Jørgensen loftet med en række klassiske sange som fx i den bÃ¥de ironiske og selvudleverende titelsang om at være en lille band pÃ¥ tur, “Entertaineren”, “Tobaksvejen”, “Fra en telefonboks” og sommeroden om “Bellevue”. Teksterne pÃ¥ pladen giver i det hele taget et signalement af sangskriveren C. V. Jørgensen, som siden er blevet mandens image eller brand: Den sprogbevidste leg, hvor metaforer masseres, sÃ¥ de fÃ¥r ny betydning, vendinger vendes med hverdagspoetisk sans, talemÃ¥der tages pÃ¥ ordet og rim og rytmer trakteres med næsten gammeldags smagfuldhed. Dertil skal lægges Jørgensens til tider vemodige ironiseren og skarpe sarkasme, hvor der stilles skarpt pÃ¥ tidens kulturelle og politiske tern uden at det pÃ¥ noget tidspunkt kammer over i politiske udsagn eller det, der ligner.

C. V. Jørgensen synger for pÃ¥ sin egen sprogligt lydhøre facon, hvor han med en tilbagelænet stemmeføring og en særlig Valby-accent fraserer teksterne, sÃ¥ den poetiske rytme banker frit og de sproglige finurligheder stÃ¥r klart for lytteren. Det er stor formidlingskunst i rocken, hvor det ofte er svært at høre eller i øvrigt opfatte, hvad der synges om…

Storbyens små oaser var den første af den trilogi, der kom til at udgøre Det ganske lille bands eftermæle. Året efter kom Vild i varmen, og den blev fulgt op af Solgt til stangladrids i 1979.

Det ganske lille band bestod af Carsten Valentin Jørgensen, guitaristen Ivan Sonne Horn, trommeslageren René Wullf og bassisten Erik Falch. Og de blev fuldgyldigt suppleret af afdøde Thomas Grue (på “Vild i varmen”) og Lotte Rømer (på “Solgt til stangladrids”). Dertil skal lægges en række studiemusikere, bl.a. Per Wium og Niels Harrit, der alle var med til at definere den endelige lyd på pladerne.

Gruppens værk er nu genudgivet i en af tidens bokssæt, hvor de tre plader suppleres med en cd med – som de hedder pÃ¥ pladeselskabsdansk – “Ratiteter & Live Tracks” fra Ã¥rene 1978-79. Helt i tidens Ã¥nd er pladerne blevet udsat for lydmæssig opdatering og ny redigering. Det har haft den effekt, at lyden stÃ¥r meget klarere og skarpere end pÃ¥ de oprindelige plader. De enkelte instrumenter fremstÃ¥r mere distinkt og klart aftegnet i det samlede lydbillede. René Wullfs spændstige trommespil fremtræder endnu mere stramt og velsmurt, end man husker det. Og det siger ikke sÃ¥ lidt. For Erich Falck bÃ¥de medrivende og melodiske basspil er den nye lyd en klar fordel, fordi det ofte blev overhørt pÃ¥ de gamle plader. Og Ivan Horn eminente guitarbroderier stÃ¥r sÃ¥ klart at man næsten opfatter ham som lead-guitaristen, selv om han i allerhøjeste grad var en holdspiller og arbejdede for det samlede udsagn, sangen.

Og den sidste bemærkning peger mÃ¥ske pÃ¥ et lille forbehold, jeg kan have over for den nye udgave. For mig stod Det ganske lille band dengang for et usædvanligt tæt sammenspil, som man skulle helt over pÃ¥ den amerikanske vestkyst for at finde paralleller til – hos de bands, som C. V. Jørgensen tydeligvis havde hentet inspiration fra. Little Feat, The Band osv. Den nye skarpe lyd har kostet pÃ¥ den konto, der hedder helhedsindtrykket. Og pÃ¥ genkendeligheden. Nogle af sangene kunne jeg – som ellers har slidt vinylpladerne tynde – næsten ikke genkende igen. Og det tog ogsÃ¥ en del gennemlytninger, før jeg kunne rekonstruere det lille bands tæthed i mine høretelefoner.

Dette ideosynkratiske forbehold over for tidens remastertrend skal dog ikke skjule, at der er tale om en velkommen genudgivelse af en trilogi, der i høj grad fremtræder som sÃ¥dan. En klassisk samling indspilninger med et band, der leverede noget af det bedste, danskrocken kunne komme op med i sidste halvdel af halvfjerdserne. Vild i varmen og Solgt til stanglakrids forfinede og perfektionerede – produktionsmæssigt, tekstligt og musikalsk – det billede, som Storbyens smÃ¥ oaser havde tegnet. Men det var sidstnævnte plade, der med sit nuvundne, friske udtryk for alvor vandt mit rockhjerte. Og derfor vil det altid have en særlig plads, selv om de to efterfølgere mere end lever op til de forventninger, som etteren afsatte i ens bevidsthed. Og samlet set skrev de tre plader et afrundet kapitel i fortællingen om C. V. Jørgensen. Et hovedværk. Næste skridt var Jørgensens eget hovedværk, Tidens Tern, hvor successen – pÃ¥ godt og ondt – nÃ¥ede sit klimaks. Men det er en anden historie.

Læs ogsÃ¥ Torbens personlige omtale af boksen – her.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

5 kommentarer

  1. Klaus kommentarer:

    Boksen er købt (pÃ¥ tilbud til en halvtredser) og jeg mÃ¥ give dig ret: de enkelte instrumenter stÃ¥r alene i lydbilledet. Det har vel aldrig været tanken at de albums skal lyde som om bassisten er solisten? De gamle lp’er er heldigvis forholdsvis lette at finde.

  2. capac kommentarer:

    @Klaus: Problemet med remastering er bl.a., at man som lytter har et bestemt helhedsindtryk med fra tidligere. NÃ¥r man som jeg er vokset op med mono og har været vejen hen over de første skizofrene stereooplevelser og videre, sÃ¥ opleves det ikke altid som et musikalsk fremskridt at de gamle miksninger brydes op og renses. Jeg mener stadigvæk at musik er en helhedsoplevelse – og det burde remastering-entusiasterne holde sig for øje. Musik bliver jo ikke nødvendigvis en bedre oplevelse, fordi lyden tages under behandling med den moderne teknologi. Heldigvis lykkes det nogle gange – fx med Beatles, men i andre tilfælde foretrækker jeg AAD overspilningerne pÃ¥ CD…

  3. Klaus kommentarer:

    Der findes jo eksempler pÃ¥ cd remasteringer som lyder fantastisk, sÃ¥ problemet er ikke moderne teknologi, men hvordan man vælger at bruge den. Og det er desværre ikke altid til det bedre…

  4. capac kommentarer:

    @Klaus: Ja, det er ikke gjort med at skrue op for lydniveauet og hugge helheden op i enkeldele. Paul McCartney har fx gjort opmærksom pÃ¥, at Beatles indspillede i mono. UnderforstÃ¥et: Det er det lydbillede, man skal respektere, nÃ¥r man griber til teknologiske ‘forbedringer’.

Skriv en kommentar

830 har læst indlægget
11,980