Capac anbefaler: haiku – Vagabond

7. marts 2014

Vagabond kalder haiku sit nye og fjerde album. Og det omstrejdende og rejsende er et grundlæggende tema pÃ¥ haikus – alias Henrik Hytteballes – plade. Temaet anslÃ¥s helt ud pÃ¥ coverfotoets trævej, der fører gennem en rødlig flora ud mod en uvis horisont. Men tematikken stikker dybere end til blot den kendte vagabondmetafor. Der er snarere tale om en slags eksistentiel vagabonderen, der sker pÃ¥ baggrund af en tidstypisk, kulturel hÃ¥b- og perspektivløshed. Og ikke mindst toget er det middel, der bærer et hÃ¥b og en udvej. MÃ¥ske.

Det anslÃ¥s allerede i den første sang om “Sorgenfri Station”. Alene titlen antyder, at tingenes tilstand ikke helt er, som de burde være:

Der går et spøgelse igennem Europa

Et afsporet tog borer sig igennem nattens blå

Et sted i mørket der lurer en afgrund

en afgrundsgud trækker pinen ud

på Sorgenfri Station

uden at se på nogen

Det er sæson for afsked

det er sæson for brudte løfter

Kontinental melankoli….”

Sokomo, der stÃ¥r for teksterne og synger, er ikke i snæver forstand en politisk tekstmager, men teksterne lader pÃ¥ den anden side ikke nogen i tvivl om, at noget er helt galt. Vi befinder os pÃ¥ et kontinent i krise, et kontinent grebet af en dyb melankoli. En melankoli, der Ã¥bner for en nostalgi mod en fortid – som det hedder i sang nr. 2 “BÃ¥l og benzin” – “Engang for længe siden var himlen altid blÃ¥/ og solen den var rund og fin som en appelsin/ Da vandrede de pÃ¥ sletterne – afs sted pÃ¥ mÃ¥ og fÃ¥/ og guderne mÃ¥ vide hvad de sku nÃ¥“. Og byen, der bærer længslen er København. Men ogsÃ¥ denne længslernes hovedstad er ramt, for her sidder Jimmy Boy pÃ¥ en bænk og hænger “pÃ¥ gælden fra en lyserød sky/ I et anfald af uregerlig nostalgi/ har han solgt sin Maserati og købt sig fri/ fra bÃ¥l og Benzin“.

Toget er billedet pÃ¥ vejen bort og ud, pÃ¥ drømmen om noget bedre, pÃ¥ flugten bort fra tidsÃ¥ndens melankoli. Det bliver tydeligst i sangen “IC lykketog”, hvor manden sidder i toget og venter pÃ¥ en person – en kvinde – pÃ¥ perronen. Men hun nÃ¥r ikke toget.

Og det fremmedes attraktion og befrielse anslÃ¥s i sangen “Klynkernes bro”, hvor det hedder:

Stille nu, sover du?

som et eventyr

kommer hele verden rundt i nat

til de skønneste byer

under fremmede stjerner bliver det hele let igen

ligeså let som ingenting

SÃ¥ i søvnen, drømmen er det farvel til Sucker Street, til Tingeltangel Town eller Middeltown eller hvilke navne, der vælges til byen, der er ramt og plaget af den kontinentale melankoli, medens man venter pÃ¥ “dommens dag pÃ¥ Klynkernes bro”. Jovist, kulturpessimismen og forfaldsbevidsheden har et godt greb i sangskriveren. Og mÃ¥ske er sangskriveren i virkeligheden manden, der – i sangen “Stukket kold i natten” – har mistet sin forstand og stÃ¥r og “rÃ¥ber i byens megafon/ verden den gÃ¥r under nu til morgen/ men vi siger det ikke til nogen/ la vær at se til siden og la vær at se frem/ la vær at se tilbage og la vær at se pÃ¥ dem/ der vifter med en stor kanon“. Der er ikke meget hÃ¥b, ikke meget at læne sit hoved til i det dysforiske univers, som Sokomo maler. MÃ¥ske er det i virkeligheden kun i forholdet til den anden, der er et spinkelt hÃ¥b: “Jeg gider ikke mer – jeg tror ike pÃ¥ det mer/ Kun pÃ¥ dig og mig – og ingenting imellem/ og ingenting imellem“. Og mÃ¥ske i selve den tematiske vagabonderen?: “Og ligesom, alle de andre der hænger pÃ¥ en kant/ er det tid at se tilbage nu og kravle ind pÃ¥ land/Ryggen fri/ GÃ¥ gÃ¥ mÃ¥ne/ go go vagabond...” (“Vagabond”).

Sokomo fremfører sangene med en diktion og tilbageholdt sangstil, der et øjeblik ledte mine tanker hen pÃ¥ Peter H. Olesens. Sokomo dyrker ikke det patetiske, selv om det ligger lige til højrebenet med pladens desperation og fortabthed, men excellerer mere i et nøgternt og nøgent sangforedrag, der udmærker sig ved at gøre teksterne let dechiffrerbare – ogsÃ¥ selv om man ikke her heldig at sidde med tekstarket, der følger med pladen.

Hytteballe står selv for det meste af musikken, men får dog hjælp på trommer af Bijan Farsijani på fire af sangene. Og musikken er en iørefaldende, melodiøs omgang electronica, der forsigtigt læner sig op ad og lader sig befrugte af postpunkrock og moderne folk. Som teksterne er musikstykkerne især stemningsstykker, der kræver en lytter, der vil give sig tid til at lytte med. Vi befinder os ikke i de kommercielle popradioers segment.

Hermed anbefalet.

haiku. Vagabond. produceret af Lars Henrik Nisssen. Haiku Music. Pladen udkommer i dag.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

287 har læst indlægget
13,406