Capac anbefaler: Hyld – The Disobedient Victim

3. maj 2015

hyld

Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen ved at mene, at denne plade har en air af 1970’erne over sig. Jeg skulle ikke lytte ret længe til pladen før denne tanke materialiserede sig i bevidstheden. Og det var ikke kun på grund af den emancipatoriske titel og titelsangens besyngelse af menneskelig frihedstrang: “I’m going to a place where people care/ for one and another/ Free voices fill the air/ Nobody live in despair/ Don’t try to tell me that I’m wrong/ cause deep inside I’m so strong/ Now you’ll have to accept/ I’m gonna sing my song”. Nej, det er også musikken, der henledte mig bevidsthed på det årti. Sangerinde Dorte Hyldstrup og pianist Otto Sidenius har en fortid i det fine halvfjerdserband Caracas (1976-), der opererede i spændingsfeltet mellem jazz, rock, latin, funk, soul m.m. Og der går en tydelige inspiratorisk forbindelse fra Hyld og tilbage til netop halvfjerdsernes forsøg på at fusionere rock med jazz, funk, soul osv.

Men at pladen musikalsk og ideologisk (!) står i gæld til halvfjerdsertidsånden (ja, også tresserne nogle steder – fx i kærlighedsapoteosen “Love leads”) betyder på ingen måde, at det er en umoderne plade. For selvfølgelig er de forgange årtier ikke gået hen over hovedet på Hyld. Det illustreres ganske godt af titelsangen, hvor rapperen AK får lov til at føre sangen up to date med en moderne omgang rap. Men det afsløres også overordnet af, hvad jeg vil beskrive som en modenhed i udtrykket, som nok kun kan tilskrives den erfaring og afklarethed, som alderen giver. Der musiceres let og ubesværet. Det swinger forførende og æggende, og der er noget både for hovedtelefonlytteren og dem, der gerne vil bruge danseskoene. Og Dorthe Hyldstrup, der har skrevet flertallet af sangene og giver navn til bandet, synger med en stemme, der har en dejlig naturlig varme og næsten mærkbar sanselighed, der bæres frem af et lydhørt band og nogle backingsangere, der skaber en smuk, velfungerende, organisk sammenhæng.

For at vende tilbage til udgangspunktet, så er det helt befriende at få en plade i hænderne, som formår at føre ånd og lyd fra en halvfjerdserstrømning op til nutiden og demonstrerer, at der stadigvæk er noget at hente i interferenszonen mellem pop, rock, jazz, latin og andre genrer. Det er en plade, der fortjener mange lyttere – ikke kun blandt dem, der kan huske halvfjerdserne og var med dengang… Hermed anbefalet på det varmeste.

Hyld. The Disobedient Victim. Gateway Music. Udkommer i morgen

 

Skriv en kommentar

251 har læst indlægget