Black Feathers er Lews – dvs. sangerinden og guitaristen Sara Lewis’ debutalbum. Og det er et album, der passer vældig godt til det nøgne sort-hvide coverfoto, hvorfra Sara kigger ud på lytteren. For musikken på pladen er også nøgen, i den forstand, at produktionen har skåret ind til en lyd, der er meget tæt på en autentisk, analog lyd, som dem man møder ude på virkelighedens scener. Og det betyder samtidig, at Lews sange kommer til at minde om en lang række kvindelige kunstnere, der har dyrket et folkinspireret udtryk med stemme og guitar i centrum. Fra PJ Harvey og tilbage i tiden til dem, der i tresserne og halvfjerdserne valgte lignende udtryk.

Musikken er meget melodiøs og lettere mørk, og mørket stammer sikkert fra det tekstunivers, som man finder på pladen, hvor sangskriveren Sara Lewis i et billedrigt sprog kredser om kærlighedens og hverdagslivets skyggede sider. Lewis bakkes fint op af Anders Wallin (bas og tangenter), Jakob Høyer (trommer) og Nils Grøndahl (violin og pedal noise). Men det samlede udtryk er præget af, at Saras smukke, mørkt farvede stemme står centralt i lydbilledet, medens de andre musikere skaber en bund af tid tider dissonant og støjende dybde.

Samlet set er Black Feathers et fint bud på et moderne, melankolsk og lidt mørkt folk-indie-rock-album. Hermed anbefalet.

Lew. Black Feathers. Produceret af Sara Lewis og Anders Wallin. DME. Udkom d. 21. april 2016