Sergent Pebersvends Ensomme Hjerters Klub Band- en minderune

5. januar 2007

Jeg sad i den bagerste del af den orange bus mod Hjerting (nr. 21 var det vist). Det var først pÃ¥ eftermiddagen, og pÃ¥ skødet havde jeg en af de orange papirsposer fra Jaspers Radio. Det var sommer – juni mÃ¥ned – og The Beatles’ nyeste opus Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band var samme dag kommet i butikkerne i Danmark. Danmarks Radio havde fortalt om det dagen før, hvor hele pladen var blevet præsenteret. Det kunne man gøre dengang. Og det var en begivenhed, at der kom en ny Beatles-plade. Større end Dronningens NytÃ¥rstale… Jeg var taget direkte fra skole hjem og hente lommepengene og sÃ¥ af sted mod byen for at fÃ¥ fat i et eksemplar.
Et par drenge i bussen spurgte nysgerrigt til, hvad jeg havde i den solide papirspose, og jeg oplyste dem præcist om indholdet. Længere blev den snak ikke. Jeg skulle hjem og lytte. Og studere pladecoveret.
Pladen var udkommet i England og USA nogen tid før, fjorten dage eller deromkring, og Radio Luxembourg havde slidt en pr-presning op ved at spille den i døgndrift. Selv havde jeg ligget i timevis på min gamle, grimme, grønne briks med hovedet inde i den lille Nordmende-radio og lyttet til skæringerne fra den nye udgivelse. Det var kuldegysningfremkaldende at høre de nye lyde og de nye toner, selv om radioen ikke var den bedste, og selv om signalforholdene heller ikke var det. Sådan havde Beatles ikke lydt før. Sådan havde ingen lydt før.
NÃ¥r jeg i dag hører nogen blasert og bagklogt affærdige pladen, sÃ¥ tænker jeg: De havde ikke ører dengang. De ved ikke, hvad de taler om. Eller ogsÃ¥ er de blevet ramt af voksenalderens arrogance og besserwissen. Som Klaus Lynggaard, Informations anmelder, da han for et par Ã¥r siden nedgjorde Sgt. Pepper…
DJ’en pÃ¥ Luxembourg-radioen havde sit hyr med at komme ind og ud af skæringerne, fordi numre umærkeligt gled over i hinanden. OgsÃ¥ uhørt dengang, hvor singlepladedominansen endnu var udbredt. Og sÃ¥ var det mystiske udløbsspor, som blev udsat for alskens fortolkningsforslag (og fortsat gør det…). Efter at have afspillet skiven adskillige gange kom jeg til at lave en lille skramme pÃ¥ pladen, sÃ¥ jeg siden hen har forventet, at der skulle komme en lille knæklyd i et bestemt nummer. Derfor tog det mig lidt tid at vænne mig til cd-versionen, da jeg købte den mange Ã¥r senere. Lyden var næsten for ren, og jeg savnede den lille mislyd som en gammel ven. Til gengæld fik jeg sÃ¥ “løsningen” pÃ¥ omslagets mange mysterier: Hvem er hvem i galleriet? De fleste af personerne havde jeg gættet mig til eller læst mig frem til, men der var et par stykker, jeg ikke kendte. Bloggens skytsÃ¥nd, Oscar Wilde, ser man lige over John Lennons højre skulder.
Sgt. Pepper’s lonely Hearts Club Band er stadigvæk en af de plader, jeg skal have med pÃ¥ min øde ø. Og nÃ¥r jeg lytter til den, sÃ¥ hører jeg stadigvæk den friskhed, musikalske opfindsom og spilleglæde, der væltede mig omkuld dengang i de sene tressere…
Mit favoritnummer dengang var Getting Better. PÃ¥ grund af teksten, som enhver skoletræt ungersvend og -mø let kunne identificere sig med: “The Teachers that taught me weren’t cool. You’re holding me down, turning me round. Filling me up with your rules”. Men især pÃ¥ grund af den hÃ¥rde, metalliske rytmeguitar, der bankede sangen og ordene – den utilpassede Lennons ord – ind i ørerne pÃ¥ mig.


Beatles gav jo ikke koncert dengang. Beatlemania havde gjort det for surt at være udøvende og i øvrig ville det – dengang – være nærmest umuligt at reproducere lyden fra Sgt. Pepper. Men musikken indgik bl.a. i den tegnefilm, der blev lavet om gruppen Yellow Submarine. Her er et klip med netop ovenomtalte musik:

It’s wonderful to be here
It’s certainly a thrill
You’re such a lovely audience
We’d like to take you home with us
We’d love to take you home
I don’t really want to stop the show
…”

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

3 kommentarer

  1. Carsten kommentarer:

    Købte mit første eksemplar af Sgt Pepper i en brugtpladebiks i London pÃ¥ en gymnasietur tilbage i start 90’erne. 1½ pund oder so. Omslaget var lidt slidt, men pladen fejlede ikke noget og kunne fint afspilles. Den er siden blevet suppleret med cd-udgaven – bl.a. for at kunne fÃ¥ sat navne pÃ¥ alle personerne pÃ¥ omslaget.

  2. klaus kommentarer:

    jeg deltog engang i en konkurrence hvor man skulle komme med alternative, danske titler… jeg vandt med denne her: svend kildevands nykristne combo…

  3. regitze kommentarer:

    Capacører.
    jeg bryster mig af at tro, at vi hører det samme.

Skriv en kommentar

1.647 har læst indlægget
14,678