De danske medier er fremme med omtaler af den gamle tv-kæmpe Otto Leisner, og denne blog vil da heller ikke forbigå institutionen uomtalt. For ganske vist har blogbestyreren, hvis sandheden skal for dagen, aldrig været fan af Leisner og har haft det lidt svært med dennes folkelige-joviale facon i rækken af underholdningsprogrammer gennem årene. Men, men, han har også sin plads blandt popmusikkens fortalere på linje med Jørgen (de) Mylius, som vi tidligere har hyldet bloggowise…
Leisners bedrift i så henseende ligger helt tilbage i perioden 1957-63, hvor han bestyrede datidens svar på Boogielisten “Pladeparade“, der bestod af Leisners piberygende hyggesnak over en rejsegrammofon og blandt grammofonplader i snore fra loftet – og så live optræden og filmoptagelser med datidens sangstjerner, fx Tommy Steele og Cliff Richard. Det vil jo også sige, at Pladeparade i år har 50 års jubilæum. Det var ikke grænseoveskridende eller provokerende, som Mylius senere godt kunne være i sin formidling af ungdommelig musik, men alligevel værd at nævne. Leisner gav sit beskedne, men betydningsfulde bidrag til at få popmusikken accepteret i det dengang meget seriøse Danmarks Radio og dermed det bornerte danske kulturliv… Til lykke med dagen.

Pladeparade var – hvis nogen skulle have glemt det – i sort-hvid, selv om erindringen husker det i farver. For at genopfriske, hvordan det kunne have set ud, så kommer her et klip fra et program med amerikanernes svar på Leisner, Ed Sullivan. Connie Francis synger sit store hit “Everybody’s Somebodys Fool”: