Indlæg om Musik

Paul Simon – 80

13. oktober 2021

Så blev det Paul Simons tur til at runde de firs år. Selv om han har skruet ned for sin turnéaktivitet, og har afviklet en mindre farvel-turné i hjemlandet, . så er han ikke stoppet. I 2018 udsendtes hans seneste album In the blue light med nyfortolkninger af nogle han hans mindre kendte sange. Og i 2019 optrådte han i San Franscisco. Senest har han solgt sit musikalske katalog til Sony koncernen.

Simon er en af de helt store sangskriverkanoner derovre. Et amerikansk modsvar på Paul McCartney – efter min mening. Mange forbinder han især med samarbejdet med Art Garfunkel, men så glemmer man, at størstedelen af hans værk ligger i solistårene. Og her er han med sin guitar – det bliver ikke meget bedre, hvis i spørger mig.

Aftenens biografoplevelse: No Time To Die

12. oktober 2021

Ja, tro det eller ej. Jeg har ikke været i biografen siden august 2017, hvor jeg så filmen Dunkirk. Det er så længe siden, at jeg lige måtte søge på min egen blog for at finde ud af det. Så jeg kan ikke klandre coronapandemien for min egen langmodighed. – Men i går lykkedes det så fruen at få mig overtalt til at tage ind til byen for at se en film – den nye James Bond-film No time to die. Og jeg indvilligede, da tiden var inde, og jeg allerede havde læst en hel del om det nye opus, der skulle være et punktum for Daniel Craigs tid som agent 007 og også indeholde andre overraskelser og fornyelser. Så min næse var sat op til at få en på opleveren.

Og det med at lave forandringer i James Bond-universet er ikke bare noget man gør uovervejet. Siden 1962, hvor første ombæring – Dr. No – blev udsendt, er der blevet skabt et univers med visse fasttømrede konventioner og uskrevne, men bestemmende regler. Fx involverer Bond-filmene et fjendebillede, der har dyb forankring i efterkrigstidens “kolde” krigmodsætning mellem de onde – i egenskab af Sovjetunionen og dets allierede – og de gode – englænderne og deres allierede. Det er en konvention, der mutatis mutandis er blevet fastholdt, selv om den røde fare for længst er blevet erstattet af nye, farligere globale spillere på verdens kriminelle scene. I den nye film er det skurken Blofeld, der fra sit fængsel i London ved hjælp af den mest moderne teknologi (herunder DNA-teknologi) driver sit slette spil med menneskeheden som potentielt offer, med hjælp af en anden skurk, Lyutsifer Safin (Rami Malek), der med virusprojektet Hercules har skabt det perfekte våben, der potentielt kan gøre en ende på menneskeheden.

En anden konvention er selve Bond-figuren, der også er et produkt af efterkrigstiden, med forlæg i forfatteren Ian Flemmings fjorten bøger (tolv romaner og to novellesamlinger). En slags moderne udgave af den gamle enspænder af en cowboy, der med rygende revolvere og geværer og en proper næve er garant for det gode og for genoprettelsen af en vis normalitet i samfundet. En mand med gammeldags dyder (i hvert fald set fra vor tid). En mand, for hvem kvinder mest er genstand for adspredelse og traditionel mageri og familiedannelse noget, der ligger helt uden for forståelseshorisonten. Og så videre.

Samtidig med konventionerne og regelsættet har serien hele tiden formået at tage farve af tidsånden, så filmene har haft et skær af et anakronistisk møde mellem nutid og fortid. Men indtil denne nye film har folkene bag Bond-serien ikke ønsket at pille afgørende ved konventionerne og reglerne. Det sker dog i No time to die. Og allerede i begyndelsen af filmen, hvor den pensionerede Bond opleves sammen med – skal det vise sig – en kvinde, Madeleine Swann (Léa Seydoux), der ikke blot er tidsfordriv, men mulig hustru og småbørnsmoder i en klassisk familiær konstellation. Og med inddragelsen af datteren Mathilde, der har samme blå øjne som James, brydes der for alvor med den konventionelle alphahan. Og ved filmens slutning er intet ved det gamle med hensyn til den konvention.

Men inden vi når slutningen skal Bond selvfølgelig sættes i spil som sædvanligt med masser af effektfuldt koreograferet action og udspekuleret dramatik. Skurken Blofeld, som Bond har fået fængslet, tvinger Bond til endnu engang at træde i karakter som agent 007. Ganske vist har en anden, mørkhudet kvindelig agent overtaget rollen som 007. Men selv om 007 “kun er et tal”, som det understreges igen og igen i filmen, så ender det dog med at James Bond får sit tal tilbage inden den slutning, der ikke skal afsløres her. Og vel vidende, at selveste MI6, Bonds gamle arbejdsgiver, er dybt involveret i det kriminelle plot (og komplot) i forbindelse med Hercules-våbnet, så kaster Bond sig ud i kampen mod det onde. Og med denne kamp sættes der midlertidigt en parantes om Bond som familiemenneske, også fordi det viser sig, at den elskede Madeleine ved mere end godt er. Og vi er i filmens centrale del tilbage i en langt hen genkendelig kamp mellem Bond og skurken. Og denne del svigter ikke forventninger. Jeg tror ikke, jeg har set bedre skabte actionscener, end dem instruktøren Cary Joji Fukunaga præsenterer publikum. Noget lignende kan man sige om det dramaturgiske forløb, der er intelligent udtænkt og virtuost udført.

No time to die skuffer ikke. Tværtimod indfrier filmen ens forventninger med hensyn til det genkendelige i universet samtidig med at den også indfrier forventninger om en vis modernisering af James Bond-figuren. Det sidste kommer, som antydet, i form af Bond ændrede forhold til det andet køn (selv om der dog er rester af den gamle machoattitude i forhold til nogle af de kvindelige bipersoner…). Bond som familiemenneske, ægtemand og far, er en dristig fornyelse og afbøjning i forhold til tidsånden, selv om forvandlingen ikke helt effektueres, men så at sige forbliver som en mulighed, der dog forpurres af filmens slutning.

Man skal dog passe på med at overbetone fornyelsen i denne film, sådan som det er blevet gjort af flere politisk korrekte kommentatorer, der helst har ville se en ny, nyfeministisk spisbar manderolle i Daniel Craigs sidste film som 007. Jeg blev opmærksom på denne foreliggende fare, da slutteksterne løb over lærredet og tonerne af Louis Armstrongs gamle Bond-sang “All the time in the World” lød, som en diskret påmindelse om, at i Bonds univers er intet så nyt, at alt ikke er ved det gamle. Godt nok træder Craig ud af rollen, men selve rollen består. Måske dør denne Bond, men selve figuren dør ikke, som filmtitlen måske fortæller os. Det er ikke tid til at dø, for der er al den tid i verden, vi ønsker. Vi kan roligt se frem til endnu en episode i den lange fortælling om agent 007, James Bond.

Pretty Things møder Gillan Welch

11. oktober 2021

Apropos covers, så her er gode gamle Pretty Things’ fortolkning af Gillian Welchs “The Devil had a hold on me” fra bandets sidste album Bare as bone, bright as blood, der udkom sidste år, fem måneder efter forsanger Phil Mays død. Også et coveralbum. Oven i købet et fornemt akustisk anlagt et, hvormed Pretty Things satte et smukt punktum for en næsten 60 år lang karriere i musikkens tjeneste.

Cat Powers – Covers

11. oktober 2021

Ja, så er hun tilbage, Cat Powers. Med en omgang kopiversioner af andres numre. Covers.

Covers Tracklist:
1. Bad Religion – Frank Ocean
2. Unhate – Cat Power
3. Pa Pa Power – Dead Man’s Bones
4. White Mustang – Lana Del Rey
5. A Pair of Brown Eyes – The Pogues
6. Against the Wind – Bob Seger
6. Endless Sea – Iggy Pop
8. These Days – Jackson Browne
9. It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels – Kitty Wells
10. I Had a Dream Joe – Nick Cave
11. Here Comes a Regular – The Replacements
12. I’ll Be Seeing You – Billie Holiday

Her kaster hun sig over The Pouges.

Giro 413 – 75 år

10. oktober 2021

Jeg har været omkring dette legendariske radioprogram mange gange, fordi det udgør en uafrystelig del af min musikalske dannelse. Jeg var nærmest tvangsindlagt til at lytte til programmet i min barndom, hvor rørradioen var stillet ind på dette program, når det blev sendt. Og det var det, man/jeg hørte ud af de åbne vinduer på stille sommersøndage.

Programmet fik først navnet Giro 413 i januar 1951 med undertitlen “Lytternes ønskekoncert på grammofon”. Inden da eksisterede programmet fra 1946 under navnet “Red Barnet” (men med samme undertitel). I 1949 blev det til “Ønskekoncert – på grammofon til fordel for Børnenes Kontor” og i januar 1950 “Ønskekoncert på grammofon”. I rigtig mange år var programmet et af flagskibene på Danmark Radios program 3, men nu er det endt på DAB-kanal 5. Men er der altså stadigvæk, 75 år efter sin opfindelse. Og det siger måske noget om, hvad radiomediet kan, at et program, der i al sin enkelhed består af lytterønsker – kombineret med donationer til udsatte mennesker i samfundet, kan eksistere i 75 år og stadigvæk bestå i en tid, hvor streaming har gjort musikønsker til et stort tag-selv-bord. Og spørgsmålet er da også, om Giro 413 vil overleve meget længere eller forsvinde med de generationer – inklusive min egen – der har haft programmet med i den kulturelle rygsæk?

Mit eget liv med 413 var primært i tresserne, så John Mogensen var ikke en af dem, jeg hørte dengang. Men den har været et af programmets hits og fortjener bestemt et genhør.

De “politiske” Rolling Stones…

10. oktober 2021

“If the Stones were ‘political’ at all, it was only in the internecine sense of the word” (Christoffer Sandford, The Rolling Stones Fifty Years, s. 144). Sådan skriver Sandford efter at have beskrevet bandets juridiske opgør med det bestående som følge af gruppens brug af stoffer og dets udsvævende liv. Stones delte vandene. De var både elsket og hadet. Og de levede op til det image, de fik som modstykke til de pæne drenge fra Liverpool. Men ‘politisk’?! Ikke i følge Sandford.

Men Sandford glemmer måske, at tresserne var et årti, hvor begrebet om politik blev forandret og omdefineret. Fra at være et begreb, der var begrænset til den offentliges sfære, hvor professionelle politikere agerede, til et begreb, der bredte sig til andre sfærer af hverdagslivet. Under slogan som ‘det private er politisk’ gjorde bl.a. kvindebevægelsen det intime liv omkring kernefamilien til en politisk agenda. Man kan endda hævde, at det politiske diffunderede til alle dele af samfundet. Og sporene fra dengang, hvor ungdommen satte en ny dagsorden for det politiske, ser vi stadigvæk i dag, hvor feminisme, seksualpolitik, familie osv. er politiske emner på dagens nyhedsoversigter.

Og Rolling Stones var – som andre af datidens beatgrupper, inkl. The Beatles – politiske i denne bløde, brede og mere engagerende forstand, hvor politik ikke længere er forbeholdt et specialiseret lag inden for det offentlige.

For who can hear and feel himself forgotten?

9. oktober 2021

Tak til Bo Green Jensen for den…

En Dylan med Rawnboy (Ron Sexsmith)

9. oktober 2021

50: Herfra hvor vi står – Skousen & Ingemann

9. oktober 2021

Apropos Blast Furnace, så var året 1971 også året, hvor Skousen & Ingemanns klenodie Herfra hvor vi står udkom. Og den var årets plade i følge årsLPhitlisten. Og den er ikke blevet glemt. I forbindelse med 40 året for pladen, blev den genudgivet på foranledning af Torben Bille, der sammen med Niels Skousen gravede ekstramateriale frem, som kunne komme med som bonusnumre. Og Torben skrev også teksten til den booklet, der fulgte med jubilæumsudgaven. Og måske ville Torben have fået den genudgivet her i 50-året!?

Om pladens betydning slutter Torben af med at skrive følgende:

Siden udgivelsen er pladens betydning ikke dalet. I DR’s bog, Husker du – dansk rock gennem 50 år, opsummerer beathistorikeren og forfatteren Peder Bundgaard: »Vi har at gøre med en af de absolut skelsættende plader for den tid, fordi den om nogen betegner et gearskifte, eller et paradigmeskifte, fra hippiedrømmen med blomster i håret og en poetisk drøm om den bedre fremtid. Men lige så hurtigt gik den drøm hen og blev et mareridt, så der startede en modreaktion nede i miljøet, hvor man pludselig stoppede op og sagde: ’Jamen, vi må revurdere de drømme, for det fører ikke til noget og det går bare op i hashtåger det hele, vi må forholde os til den virkelighed, vi lever, vi må tage fat herfra hvor vi står.«

I dag kan Niels Skousen sagtens høre, at sangene bærer præg af at være skrevet i det, han kalder solnedgangstider, men, siger han, »jeg hører også en sund, stærk og troskyldig optimisme bag dem og en musikalsk enkelhed, som ikke ekskluderer nogen. Det er måske den stemning, der har løsrevet sangene fra deres tid og som stadig får dem til at leve…«

Pladens betydning understreges af, at Niels Skousen for ganske nylig har fået lavet et særtryk af covermaleriet, der er blevet solgt til inkarnerede fans af pladen.

Jeg skrev også en småselvbiografisk tekst i forbindelse med 40-året. Den kan du genlæse her.

50: Blast Furnace

8. oktober 2021

Dengang et lidt overset album, men paradoksalt nok et af de bedste og mest velspillede det år. Men musikere fra Culpeper’s Orchard og Pan. Det er vist på tide med en genudgivelse på vinyl og CD.