Indlæg om Musik

Spion ved en tilfældighed – spansk tv-serie

22. juli 2021

Under den lidt misvisende titel Spion ved et tilfælde viser DR for tiden den spanske tv-serie Dime quién soy (Fortæl mig, hvem jeg er). En filmatisering af Julia Navarros roman af samme titel. Når den danske titel er lidt misvisende, så hænger det sammen  med, at det bestemt ikke er en tilfældighed, at hovedpersonen Amelia (spillet af Irene Escolar) bliver en “blind” spion. Tværtimod er der tale om en ganske bevidst, ja kynisk, handling, som Amelia bliver genstand for.

I en (sommer)tid, hvor DR – og TV2 for den sags skyld – skraber bunden, når det gælder nogenlunde intelligent underholdning for seerne og gerne griber til genudsendelser af tidligere programmer, er det nærmest overraskende, at DR byder på en ny serie, og ikke bare en ny serie, men noget så eksotisk som en spansk serie. Det er sgu ikke hverdagskost på den gamle tv-station.

Når så der oven i købet er tale om en særdeles seværdig serie, så er det lige før man klapper i hænderne.

Serien handler om overklassepigen Amelia, der sympatiserer med den af kommunister, anarkister og socialister bestående folkefront, der er dannet i 1930’erne som modstykke til den fascistiske general Franco, der sidder på magten. Amelia engagerer sig i frontens arbejde i sin egenskab af uddannet skolelærer og møder derigennem franskmanden Pierre, der også har forladt sin velhavende baggrund for at arbejde for kommunismens sag. Og Amelia forlader sin familie og sit nyfødte barn for at følge Pierre til Buenos Aires for at arbejde for etableringen af et lokalt kommunistpart – uvidende om, at Pierre og hans kontakter i Europa vil bruge hende som spion i sagens tjeneste.

Serien – i hvert fald de to første afsnit, som jeg har set – tegner et billede af det klima af mistillid, kontrol og dogmatik, der prægede den kommunistiske del af folkefronten – og som siden hen var en væsentlig del af forklaringen på, at folkefronten havde mere end svært ved at finde fælles fodtrin og siden tabte forsmædeligt til Franco-styret. Det taler for serien, at den formår at skildre konflikterne, intrigerne og hele det urene spil, der foregår ganske overbevisende. Og det gør den til meget mere end en spændingsserie, sådan som den danske titel antyder. Nemlig til en serie der er et psykologisk studie i en særlig historisk sammenhæng. Hvis man ikke har andet at bruge sin sommer på, kan den kun varmt anbefales.

Historien om Den Syngende Nonne

21. juli 2021

Craig Brown fortæller den nedslående historie om den “syngende nonne”. Historien om den 25-årige Jeanne-Paule Marie Deckers, der i 1959 indtræder i nonneordenen De dominikanske søstre under navnet søster Luc-Gabrielle.

Hun kan spille guitar og synge og får lov til at underholde sine medsøstre, og de ledende søstre er så betaget af hendes sang, at de foreslår, at hun indspiller en plade, som så kan sælges til besøgende. I 1961 indspiller hun så for Phillips en plade under kunstnernavnet Soeur Sourire (Søster Smil) og pladeselskabet overtaler hende til at udsende sangen “Dominique” som single.

Singlen bliver et hit i Europa og også i USA. Den første fransksprogede single med en nonne som kunstner. Og søster Luc-Gabrielle var da heller ikke den arketypiske popstjerne. Hun gav alle indtægterne til nonneordenen. For sådan er det med nonner. De må ikke være bundet af det materielle.

Mordet på præsident John F. Kennedy var med til at stimulere interessen for søsterens musik, og albummet Her Joys, Her Songs blev så populær, at den udmanøvrerede The Kingsmen og deres Louie Louie fra førstepladsen, hvor den blev liggende i knap to måneder, indtil Beatles og deres With the Beatles satte en stopper for søsterens topplacering. Men albummet solgte to millioner eksemplarer og singlen vandt en  Grammy som den bedste religiøse sang. Og historien om den syngende nonne resulterede i en film – The Singing Nun – med Debbie Reynolds i hovedrollen.

Alt dette kan man formode er kendt for alle, der fulgte med dengang. Men hvad der skete derefter er knap så velkendt. Søster Luc-Gabrielle brød sig ikke om filmen, som hun syntes var “idiotisk”. Og efter succesen forlod hun nonneordenen og genoptog sit gamle navn Jeannine Deckers og forsøgte at forfølge en sangkarriere. Hun udsendte en række singleplader, der slet ikke faldt i publikums smag. Blandt andet, fordi hun sang om  kontroversielle emner, fx en protestsang mod den katolske kirkes holdning til prævention (ja faktisk en hyldest til P-pillen…) og en sang om Soeur Sourire, “Søster Smil er død”.

Senere i halvfjerdserne udgav hun et album. der også floppede. Hun brød sit cølibatløfte ved at leve sammen med en anden kvinde og kastede sig over arbejdet som underviser af handicappede børn. I starten af 1980’erne kom det belgiske skattevæsen efter hende, fordi der ikke var betalt nok skat af pladeindtægterne. Da hun havde givet nonneordenen pengene, forsøgte hun at skrabe penge sammen ved at genindspille “Dominique” i en diskoudgave – uden held. I april 1985 begik hun og samleversken Annie Berchet selvmord sammen i deres lejlighed i Bruxelles og efterlod en besked om, at kun gud kunne hjælpe dem ud af de finansielle problemer.

Sådan kan det også gå – også for en musikalsk “døgnflue”. En trist historie.

Gensyn: The Beatles – Eight Days a Week – The Touring Years

21. juli 2021

En sober film, der på godt og ondt viser gruppen som turnerende sådan i de succesfulde starttressere. Omkostningerne ved Beatlemania, hvor det, der betød mest for gruppen – musikken – til sidst fik en sekundær rolle, og de måtte opgive at give koncert – for at redde musikken. Absolut en seværdig film, også for ikke-fans.

The Beatttle-ettes – Only Seventeen

20. juli 2021

I tidligere omtale udsendelse om Wall of Sound nævnes det obskure band The Beattle-ettes, der er et eksempel på amerikansk udnyttelse (Exploitation) af Beatlemania. Da Beatles slog igennem i USA blev de genstand for en ekstrem kommerciel udnyttelse (hvilket måske er forudsigeligt i kapitalismens egen højborg). Faktisk var det en siden af Beatlemania, som Beatles og deres manager Brian Epstein slet ikke fik nok ud af sådan rent økonomisk. Og der kom også mange eksempler på musikalsk udnyttelse. Fx den til formålet dannede pigegruppe The Beattle-ettes, der både trak på de amerikanske pigegrupper (fx Shangrilas), Spectors lydmur og så selvfølgelig på Beatles. Sangen “Only Seventeen”, der udkom i 1964, er en slags svarsang til Beatles’ “I Wanna Hold Your Hand” og “She loves you”. Og som The Guardian skrev i en omtale af sangen, så er den udtryk for exploitation og kitsch, men samtidig også to minutters næsten perfekt teenageglæde. Singlen kan fås til en overkommelig pris på brugtmarkedes, hvis man skulle være interesseret.

Wall of Sound – og The Courettes

20. juli 2021

Forleden løb musik talkshowet Live & Vinyl over skærmen, og denne gang med temaet “Wall of Sound” (Phil Spector). Og gæsterne var duoen The Courettes, som jeg tidligere har nævnt. Courettes spiller og fortæller om deres forhold til lydmuren, der er blevet en del af duoens lyd, som man kan høre på deres plader og deres koncerter. Afsnittet kan ses på DRs hjemmeside.

Surfin’ Bird

19. juli 2021
A-well-a everybody’s heard about the bird
B-b-b-bird, b-birdd’s the word
A-well, a bird, bird, bird, bird is the word
A-well, a bird, bird, bird, well-a bird is the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, well-a bird is the word
A-well, a bird, bird, b-bird is the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, well-a bird is the word
A-well, a bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a don’t you know about the bird?
Well, everybody knows that the bird is the word
A-well-a-bird, bird, b-bird’s the word, a-well-a
A-well-a everybody’s heard about the bird
Bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a don’t you know about the bird?
Well, everybody’s talking about the bird!
A-well-a bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a bird, surfing bird, brr, brr, ah, ah
Ah, bap-a-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pap
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-ma-ma, ma-ma-mow
Ma-ma-ma-ma, ma-ma-mow
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow
A-well-a don’t you know about the bird?
Well, everybody knows that the bird is the word
A-well, a bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a mow, mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, ma-ma, mow, pa-pa

I sammenligning med The Trashmens “Surfin Bird”, der oven i købet er opstået som en kombination af The Rivingtons to sange “Papa Oom Mow Mow” og “The Bird’s the Word”, så er Chuck Berrys sangtekster nærmest noveller og små romaner. Men den sammenligning holder ikke så langt, for teksten hos Trashmen har minimal betydning. Ja, deres betydningsløshed er netop pointen, fordi det er den underliggende støjende rock, der giver mening. Lige som Little Richards Tutti frutti eller Sam the Shams wooly bully. 

I øvrigt sagsøgte The Rivingtons The Trashmen for plagiat – og vandt.

Hvad har jeg i posen?

19. juli 2021

Hvor finder man inspiration til at høre ny (evt. ny gammel) musik? Selvfølglig kan man læse anmeldeser, fx i Gaffa og andre musikblade, lytte til radioen (selv om det primært er mainstream) eller surfe rundt på nettet på må og få. For mig har andre musikelskeres udgravninger altid spillet en rolle. Et godt eksempel er den serie, som Hollywoods Amoeba-pladebutik (og meget andet) kører på Youtube under title What’s in your bag? Ideen er, at en gæst får lov til at vælge nogle plader (i butikken), som vedkommende godt kan lide. Og det kan være meget forskelligt afhængigt af, hvem det er – fx Stella McCartney eller Metallicas Lars Ulrich. Her er det Huey Lewis, der giver sit bud på lytteværdig musik. Så fik jeg ørerne op for Johnny Taylor igen…

Eric Bogle: Leaving Nancy

18. juli 2021
In comes the train, and the whole platform shakes,
it stops with a shudder, and a screaming of brakes,
my leaving has come and my weary soul aches,
i’m leaving my nancy o.
You stand there beside me determinedly gay,
we talk of the weather and events of the day,
but your eyes tell me all that your lips would’nt say,
goodbye my nancy o.
cho.
So come a little closer,
put your head upon my shoulder,
and let me hold you one more time,
goodbye my nancy o.
My suitcase is lifted and stoad on the train,
a thousand regrets whirl around in my
brain,
the ache in my heart is a black sea of pain,
i’m leaving my nancy o.
You stand there before me so lovely to see,
the grip of your hand is an unspoken plea,
you’re not fooling yourself, and your’re not fooling me,
goodbye my nancy o.
cho.
Our time has run out and the whistle has blown,
and here i must leave you standing alone,
we had so little time and now the times gone,
i’m leaving my nancy o.
And as the train starts gently to roll,
and as i lean out for to wave and to call,
i see the first tears trickling forth,
goodbye my nancy o.
cho.

Da den tidligere skifflemusiker, skotten Eric Bogle vendte sig mod folkemusikken og besluttede sig for at rejse til Australien, skrev han sangen “Leaving Nancy” om sin mor, som han så sidste gang, da han rejste “down under”. Her i en fin udgave med vores egen Signe Svendsen…

Lou Reed – Set the Twilight reeling

18. juli 2021

Blandt dette års Record Store Day-godbidder finder man også en genudgivelse af Lou Reeds lidt oversete album fra 1995 Set the Twilight Reeling. Dengang blev det udsendt i en lidt forsømt vinyludgave, der manglede det informative indlæg, som man kunne finde på cd-udgivelsen. Det var CD’ens højtid. Men nu kan man få pladen som dobbeltvinyl med indlæg og det hele.

Byron Berline – bluegrass violin – er død, 77 år

18. juli 2021

The Rolling Stones, Bob Dylan, Elton John, The Byrds, Janis Ian, Earl Scruggs, Dillard & Clark, Willie Nelson, Guthrie Thomas, Bill Monroe, The Flying Burrito Brothers, Doc Watson, John Denver, Gene Clark, Rod Stewart, The Eagles, The Band, Vince Gill, Gram Parsons, Emmylou Harris, Tammy Wynette, Alabama, Don Francisco, Mary Chapin Carpenter, The Dillards, Mason Williams, Stephen Stills, Bill Wyman, Manhattan Transfer, Joe Diffie, The Doobie Brothers, Lucinda Williams, François Vola, Mickey Gilley, Deke Leonard, og Andy Statman. Der er blot nogle af de kunstnere, der har haft fornøjelsen af at spille sammen med violinisten og bluegrassmusikere Byron Berline, der netop er død i en alder af 77 år som følge af komplikationer i forbindelse med et slagstilfælde.

Han lærte at spille violin allerede som femårig og talentet førte ham til et samarbejde med den legendariske Bill Monroe. Senere blev det til samarbejde med Dillard and Clarke og Flying Burito Brothers. Og derfra lå vejen åben for samarbejde med alle de andre store navne i tresserne  og halvfjerdserne. Har du plader fra dengang og fra USA, så vil du med stor sandsynlighed finde hans navn blandt de medvirkende.