februar 2009 arkiv

« Nyere februar 2009 indlæg

Lux Interior – sanger i The Cramps – er død, 60

5. februar 2009

Forsangeren i det amerikanske band The Cramps, Erik “Lux Interior” Purkisher, er død, kun 60 gammel. Som dødsårsag angives en hjertefejl.
The Cramps, der spiller en heftig blanding af garagerock, punk, surfer-rock, psycho-rockabilly m.m., blev dannet i musikbyen Arkon, Ohio, af Lux og Kristy „Poison Ivy“ Wallace tilbage i 1975, hvorefter bandet flyttede til The Big Apple, hvor de blev en del af GBGBs tidlige punkscene. Blandt andet var de opvarmningsband for Suicide i 1976 og Clash i 79. Selv om The Cramps indspillede numre fra starten, var det først i 1977, de fik udsendt to singleplader, produceret af den navnkundige Alex Chilton (Box Tops, Big Star) og udsendt på Cramps eget plademærke, Vengeance Records. Efter en tid som kultband med en lille skare af trofaste tilhængere fik de i 1979 kontrakt med I.R.S, og det resulterede først i udspillet Gravest Hits, der var en slags opsamling af gammelt og nyt fra bandet. Senere samme år kom så det første rigtige album – Songs The Lord Taught Us – produceret af Alex Chilton, og i 81 kom toeren Psychedelic Jungle. Herefter kom de uoverens med pladeselskab, og det første til en længere pause på to år, inden de igen fik kontakt med et pladeselskab. Denne gang et Independent-label. Efterfølgende har de udsendt seks album på forskellige uafhængige plademærker. Det seneste er (vist nok) Friends of Dope Island fra 2003. Så vidt vides spiller de endnu i en eller anden konstellation. Men altså uden Lux, der har forladt denne verden alt for tidligt. Hvil i fred.

THE CRAMPS

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Pale blue eyes

5. februar 2009

Sometimes I feel so happy,
Sometimes I feel so sad.
Sometimes I feel so happy,
But mostly you just make me mad.
Baby, you just make me mad.
Linger on, your pale blue eyes.
Linger on, your pale blue eyes.

Thought of you as my mountain top,
Thought of you as my peak.
Thought of you as everything,
I’ve had but couldn’t keep.
I’ve had but couldn’t keep.
Linger on, your pale blue eyes.
Linger on, your pale blue eyes.

If I could make the world as pure and strange as what I see,
I’d put you in the mirror,
I put in front of me.
I put in front of me.
Linger on, your pale blue eyes.
Linger on, your pale blue eyes.

Skip a life completely.
Stuff it in a cup.
She said, Money is like us in time,
It lies, but can’t stand up.
Down for you is up.”
Linger on, your pale blue eyes.
Linger on, your pale blue eyes.

It was good what we did yesterday.
And I’d do it once again.
The fact that you are married,
Only proves, you’re my best friend.
But it’s truly, truly a sin.
Linger on, your pale blue eyes.
Linger on, your pale blue eyes.

Jeg har stort set ikke sovet i nat. En pludselig søvnløshed ramte mig som en hammer. Og nu sidder jeg her med kaffens metalagtige smag i munden og en underlig følelse af træthed og opstemthed blandet op med vemod og let melankoli. Lou syng for mig.

Skrevet i Musik Tagged | 2 kommentarer »

Apropos AC/DC…

4. februar 2009

Jeg har noteret mig, at det er kommet bag på anmelderne og bladnegerne, at AC/DCs seneste udspil “Black Ice” har solgt rigtig godt – og at koncertbilletterne til deres kommende koncerter er blevet revet væk. Hva’ba?! Halvgamle mænd i korte bukser, der spiller gammeldags rock’n roll, som vor moder lavede den i tresserne og halvfjerdserne? Hvad er meningen? Intet NYT! Publikum må jo være gale, Thunderstruck! Ja, måske… Jeg synes, bladsmørerne skulle tage med Rock’n Roll toget.

Besøg de slemme drenges egen YouTube-side… her.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Radiobloggen igen – nu med Vampyrpingvin

4. februar 2009

Glem ikke blogosfærens audio-versionering på DRs P1. Seneste med Regitzes meldinger fra den Hede Hule og  perkele-associationer… Download her.

Skrevet i Musik Tagged , , | 4 kommentarer »

Frankie Boy – en bog om Frank Arnesen, fodbold, samfund og meget andet

4. februar 2009

 

Almindeligvis læser jeg ikke sportslitteratur, men jeg fik  Jens Andersens biografi om Frank Andersen i julegave. Frankie Boy hedder den, er kommet på Peoples Press og er på hele 400 sider. Jeg havde selv foreslået den som julegaveidé. Ikke så meget på grund af hovedpersonen som det forhold, at bogen er skrevet af en litterat – dvs. en med nogenlunde samme faglige baggrund som capac selv – Jens Andersen, der tidligere har skrevet bøger om Thit Jensen, Tom Kristensen, H. C. Andersen og Tove Ditlevsen.

 

Jeg tænkte, at det ikke kunne blive en biografi af den nemme slags, men snarere et stykke kulturhistorie, spundet omkring en persons liv og levned. Og heri har jeg ret. Bogens giver et vue over dansk fodbolds udvikling fra glad amatørisme til kapitaltung professionalisme, fra fodbold som legestue til fodbold som taktisk og strategisk “videnskab”. Samtidig er der spæde (lidt for spæde) sideblik til den øvrige samfund- og kulturudvikling fra de liberalt-socialistiske halvfjerdsere til de mere og mere konformt-borgerlige år sidst i årtusindet. Man får også små rammende portrætter af andre figurer på dansk og international fodbolds scene. Træneren Kurt Nielsen, der ellers har fået en lidt ramponeret rénommé, hædres og rehabiliteres for de kvaliteter han havde (uden at begrænsningerne nedtones), Sepp Piontek  – tyskeren, der førte det danske landshold ind i verdenseliten – får, hvad der tilkommer ham af ære, men også ansvaret for, at man snublede, da det galt i Mexico blandt andet. Fodboldtvillingen Søren Lerby, uden hvem Frank Arnesens talenter ville have haft sværere ved at komme frem, er en tilbagevendende karakter. Og så videre.

 


Bogen er velskrevet, letlæst, uden at være stilistisk imponerende. Jens Andersen kan blandt andet ikke se sig helt fri for sportsjournalistikkens hang til superlativer og andet sprogligt over-kill. Jeg kunne også godt have tænkt mig, at Jens Andersen havde skærpet kritikken over for hovedpersonen. Selv om kritikken er der, godt dækket ind af loyal hengivenhed til forbilledet.

 


Men alt i alt er det forståeligt, at bogen er blevet fremhævet som noget særligt inden for sportslitteraturen. Som en bog, der sætter en ny standard for, hvordan man skriver biografier om store sportsfolk. Anbefales.

Skrevet i Musik Tagged , | 3 kommentarer »

Sneflokke kommer vrimlende… musikalsk erindring

4. februar 2009

Sneflokke kommer vrimlende,
henover diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.

Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer en om ørene
fra portene og dørene,
bag hvilke de små Sørene’
har rustet sig til leg.

Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!

Ja, morgenturen med hunden hensatte capac til skolebænken og de obligatoriske sange. I dette tilfælde Jeppe Aakjær “Sneflokke kommer vrimlende”, der slutter med ordene “nu kom Kjørmes-knud”. Det vil sige: Kyndelmisse, den helligdag (den 2. februar helt præcist), hvor man tidligere fejrede, at den halve vinter var gået. I den katolske kirke en lysfest. For mig var det bare en sang, jeg godt kunne lide og som satte sig fast i mine hjerneceller, hvorfra den lyder, så snart sneflokkene kommer vrimlende ned fra himlene….


Skrevet i Musik Tagged , | 2 kommentarer »

FAC – Featured Artists’ Coalition

4. februar 2009

I England har en række musikere fra blandt andet Blur, Radiohead, Coldplay m.fl. dannet en interesseorganisation – FAC – der skal varetage kunstnernes interesser i den digitale revolutions tidsalder. Det handler selvfølgelig om at forsvare kunstnernes rettigheder. Det interessante er, at kunstnerne ikke træder i musikindustriens fodspor. Til forskel for visse af musikbranchens traditionalister opfatter FAC ikke den digitale tidsalder som et “dødsstød” for musikken, men som en “udfordring”. “Nok er pladeselskaberne svækket, men det bør kun styrke musikerne”, som det udtrykkes. Underforstået: Pladeselskaberne har ikke altid været musikernes “venner” og allierede – tværtimod. FAC er et vigtigt talerør i en turbulent tid, hvor copyright-lovene er under forvandling.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Genhør: Grace Slick & Paul Kantner – Sunfighter

4. februar 2009

For nogle dage siden bestilte jeg Grace Slicks selvbiografi  – Somebody to Love? A Rock and Roll Biography – på nettet. Jeg er fascineret af Grace Slick og har været det lige siden, jeg første gang hørte Jefferson Airplane og så bandets kønne frontfigur.
Bestillingen fik mig til at tænke på Grace Slicks og kæresten Paul Kantners duoprojekt fra 1971, “Sunfighter”. Det burde have været i min musiksamling, for jeg bestilte det hos Dr. Jazz i København engang i starten af halvfjerdserne. Men butikken lukkede vist midt i processen, og det blev ikke til noget med den handel. Siden lånte jeg albummet og lyttede en del til det.
På albumcoveret, der kan minde lidt om Nirvanas Nevermind (inspiration?), ser man Slicks og Kantners lille datter China løftet op foran den stigende sol – i moders hænder. Symbolik så det basker.
På den eksperiementerende plade får duoen hjælp af en række venner fra San Francisco Bay Area: Graham Nash, David Crosby, Jorma Kaukonen (Hot Tuna), Jerry Garcia, Papa John Creach, Craig Chaquiro (Jefferson Starship), Edwin Hawkins Singers m.fl.
Albummets titelsang er en hyldest til Jefferson Airplane-kollegaen og -stifteren Marty Balin og markerer på sæt og vis Jefferson Airplanes begyndende opløsning. Samme år som pladen udkom forlod Balin bandet, og Slicks parforhold til Kantner var med til at skabe polarisering i gruppen  i forhold til Jorma Kaukonen og Jack Casady. Slick var også ude for en alvorlig bilulykke, der gjorde hende uarbejdsdygtig i lang tid.
Det blev dog til endnu to albums fra Jefferson Airplane: Bark (1971) og Long John Silver fra 1972. Begge plader bærer opløsningstendenserne i sig.

Sunfighter er en fin dokumentation af Grace Slicks og Paul Kantners musikalske betydning for Jefferson Airplane. Gode insisterende sange med markante tekster, som man har været vant til fra Jefferson Airplane-kataloget. Og så er der Slicks uforlignelige stemme, der stråler over det hele…


Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Universets idioter – apropos skattereformer og bankdirektørers mådehold

4. februar 2009


Néné har gjort mig opmærksom på en artikel i Washington Post, der med stor tydelighed fortæller om den grådighed, der er et ikke uvæsentligt forklaringsmoment i den aktuelle finansielle og økonomiske krise – og drivkraft bag den økonomi, vi alle må leve med under kapitalismen. Artiklen handler om de bonusser, som folkene på Wall Street modtager. Beløbet er – hold nu fast: 18 billioner dollars. En billion er tusinde millioner.  Altså 1000.000.000. Dollars.  Hvis vi sætter dollarkursen til 5,8 kr., så udgør bonusserne cirka 104.000.000.000 kroner. Den slags tal kan være svære at forestille sig. Men blot for at give en idé om størrelsen, så kan jeg nævne, at overskuddet på Danmarks betalingsbalance til udlandet i de første 11 måneder af 2008 var 31,7 milliarder… Til historien hører også, at Wall Street-idioterne sørgede for at udbetale bonusserne i december måned, inden de amerikanske skatteborgere satte ind med den meget omtalte bailout (en trillion dollars).
Ingen yderligere kommentarer.

Opdatering: Præsident Obama har i dag lagt et loft over bankdirektørers og finanslederes lønninger. Et skridt i den rigtige retning.

Skrevet i Musik Tagged , , | 7 kommentarer »

Beskæftigelsesministeren og realitetsprincippet

3. februar 2009

Dagens nyhed for de ledige er, at beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen omsider har droppet kravet om, at ledige skal skrive fire ansøgninger om ugen. Massiv kritik fra a-kasser og arbejdsgivere – og en stigende arbejdsløshed – har fået ministeren til at resignere. I stedet skal a-kasserne hjælpe de ledige med at søge jobs – sådan som de også tidligere har gjort. Man kan ikke ligefrem kalde det et fremskridt, men der er en absurditet mindre i det Frederiksenske aktiveringscirkus…

Skrevet i Musik Tagged , , , | 4 kommentarer »

De sidste poeter… endnu en erindringsstump er faldet på plads

3. februar 2009

Jeg mente, at de hed The Black Poets eller måske The Dark Poets. Men nej, navnet er The Last Poets. Og tak til hhs for at have hjulpet erindringen på plads. I hvert fald hørte jeg dem i Danmarks Radio engang i tresserne. Hos Jan Ewens og andetsteds. Det var rap og hip-hop længe før rap og hip-hop blev betegnelser for genrer og stilarter. De var pionerer med rødder i tressernes sorte politiske bevægelser og poesien. Godfathers of Hip-Hop.
Gruppen blev dannet i 1968 på Malcolm X’s fødselsdag og bestod oprindeligt af Felipe Luciano, David Nelson og Gylan Kain. Og i løbet af 1969 kom flere til: Jalal Mansur Nuriddin, Umar Bin Hassan og Abiodun Oyewole. Debutalbummet kom  1970 med Alan Douglas (Jimi Hendrix) som producer. Pladen blev en succes og kom på top 10-album-listen, og den blev fulgt op af endnu et album “This Is Madness“, hvor de gav flere smagsprøver på deres politiske poesi. Teksterne var åbenbart krasse sager for The Establishment (Nixon-administrationen), og gruppen blev opfattet som politisk suversive og farlige. Med forskellige besætninger har The Last Poets eksisteret frem til dette årti. Sidste år optråde Last Poets ved Stockholms kulturfestival.

Myspace – Diskografi

Just Because

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Endnu en psykedelisk sjældenhed: Tintern Abbey

3. februar 2009

Tintern Abbey – der bestod af sangskriveren David MacTavish, guitaristen Paul Brett, Terry Goldberg (orgel), Stuart McKay (bas), John Dalton (trommer) og Dan Smith på guitar – nåede kun at indspille et  par singleplade, inden de gik fra hinanden. “Beeside”/ “Vacuum Cleaner” udkom i december måned i 1967 på plademærket Deram og blev fulgt op af “How Do I feel today”/ “Do what you must”. Selv om singlerne ikke solgte mange meter, blev de samlerobjekter og betragtes af mange som noget af det fremmeste inden for engelsk psychedelia. Det var vist planen, at bandet skulle indspille et album, men det nåede de altså aldrig. Nogle af numrene kan genfindes på de mange samlinger med psychedelisk musik fra perioden. I 2006 udkom en EP med nogle demo-indspilninger. Her er nogle acetat-optagelser fra dengang. En skam, det ikke blev til mere…

Beeside

How do I feel today

Naked song

It’s Just that the People can’t see

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Graham Nash – indfanget i en boks

3. februar 2009


Graham Nash – The Hollies, Crosby, Stills, Nash (and Young) – er aktuel med en retrospektiv boks, hvor man på tre cd’er kan følge manden fra de muntre popdage med til Hollies over C, S, N & Y-perioden, solopladerne og pladerne med makkeren David Crosby. Ialt 64 skæringer. Samtidig forlyder det, at han er gået i studiet med David Crosby og Steven Stills for at indspille et nyt album under ledelse af Rick Rubin. Det er 15 år siden, gruppen sidst udsendte en ny plade, og denne gang er der tale om en cover-plade, hvor de synger andres sange. Deres favoritter. Det forlyder også, at Steven Stills snart bokser – og, måske mere interessant, udgiver en plade med gamle optagelser, hvor han spiller sammen med selveste Jimi Hendrix. Spændende. Jo, de gamle drenge rører på sig.

Crosby Stills & Nash – Teach Your Children

Skrevet i Musik Tagged | 2 kommentarer »

Psykedelisk nugget: The Accent – Red Sky at Night

2. februar 2009

Det blev vist ikke til mere for The Accent end den ene singleplade med A-siden “Red Sky at Night” og B-siden “Wind of Change”. Gruppen bestod af John Hebron på guitar og vokal, Rick Birkett (g.), Alan Davies (bas) og Pete Beetham og stammede fra Yorkshire. I 1967 indspillede de plade for Decca og derefter hørte man ikke til dem.

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Økonomisk mådehold

2. februar 2009

I den forgangne uge var en af nyhederne, at bankdirektører i dette land ville “sende et signal” til kunderne om finanskrisens alvor. Derfor ville de give afkald på lønforhøjelser og diverse bonusser de næste fire måneder. På fotos så man så direktørerne for de store banker træde frem i rampelyset iført deres skræddersyede habitter, store silkeslips og alvorsfulde miner. – Dette mediestunt skal ses i lyset af, at bankerne i de foregående år har ført en udlånspolitik, der har været udtryk for alt andet en mådehold eller almindelig jordbunden fornuft. Sig navnet: Stein Bagger. Spørgsmålet er vel, om d’herrer direktørers mediestunt ikke snarere afslører en slet skjult grådighed og arrogance over for alle de kunder, der kun redder skindet på næsen, fordi staten er gået ind og har ydet garantier. Det er vel ingen sag at demonstrere mådehold, hvis man i forvejen har sit på det tørre med milliongager og stakkevis af aktieoptioner? Hvis almindelige lønmodtagere havde udvist en tilsvarende letsindighed i udførelsen af deres arbejde som bankledelserne, så ville der ikke vanke mere i lønningsposen – snarere en fyreseddel… Hvis direktørerne ville vise troværdig ansvarlighed i forhold til den finanskrise, de har et stort medansvar i, burde de vel – i det mindste – gå drastisk ned i løn og give afkald på enhver form for bonus?!

Skrevet i Musik Tagged , , | 6 kommentarer »

Ældre februar 2009 indlæg »