Lo-fi-minimalist-rockern Girlpool er aktuelle med en video om tiden før verden blev stor. Det er titelsangen fra bandet debutalbum “Before the World Was Big”. Og de er stadigvæk ganske charmerende i deres nøjsomme og ærlige tilgang til rock.
Vaccines – bandet, der i 2011 blev udskreget til at være britisk rocks nye håb – er tilbage med deres tredje langspiller English Graffiti. Der er stadigvæk masser af energi og attitude i bandets udgave af rock og rul. Vaccines er stadigvæk lovende og deres nye plader peger frem mod flere energiperler. Lyt med her.
Torben Bille anmeldte Vaccines debut under rubrikken The Vaccines – langtidsvirkende? – her.
En bekendt mindedes en koncert med Rory Gallagher engang tilbage i 1980, og det fik min erindringskugle til at rulle endnu længere tilbage til dengang, hvor Gallagher og irske Taste huserede. Blandt andet på de danske hitlister. I 1969 debuterede de med debutalbummet Taste, der fik en enkelt uge på LP Top 10, i 1970 viste Taste sig med “What’s going on” på Top 10 og samme år var det med i tre uger med albummet “On the boards”. Lidt men godt. En energisk lille combo med Rory Gallagher i den naturlige forgrund. I første omgang var Taste på banen i årene 1966-1970, og det blev til tre studioalbum. Siden 2000 har bandet været gendannet – dog uden Gallagher. Og det er ikke det samme…
Det fine retro-pladeforlag Ace harnu indlemmet Beach Boy-Brian Wilson i deres serie med antologier over store sangskrivere. Here Today” The Songs of Brian Wilson hedder pladen, der rummer en række fortolkninger af Wilsons gode sange. Velkommen.
Â
Â
Og originalen…
Og originalen…
Â
Nej, protestsangenes tid er – heldigvis – ikke forbi. Følg dette link og hør, hvordan Neil Young giver kaffefirmaet Starbucks kritik af deres genmodificerede kaffe. Sangen indgår på Young kommende samfundskritiske plade The Monsanto Years.
Nej. For nylig udsendte Prince en sang, “Baltimore”, der er en protest mod nedskydningen af en ung sort mand. Og den amerikanske public service-radio NPR har ladet sig inspirere og ladet deres R&B- og soulkanal spille protestmusik i 100 timer – som for at understrege, at den musik stadigvæk har noget at sige os. Du kan lytte med lige her.
Der er gået 46 år, men de er stadig sammen…
Ad veje, der kan være svære at rekonstruere (men det begyndte i går aftes, hvor jeg lyttede til nogle tidlige Eric Clapton-sessions), er jeg endt med at sidde og genhøre en opsamlingsplade med det amerikanske blues-rock-band Canned Heat, der blev dannet tilbage i 1965 og – mig bekendt – stadigvæk eksisterer, selv om ophavsmændenen Alan Wilson og Bob Hite for længst har takket af. Canned Heat er et af de bands fra dengang, der vokser lidt hver gang, jeg lytter til dem. De var bestemt ikke nyskabende i deres bluesorienterede spil, men det er netop deres loyalitet over for the blues og deres dedikerede tilgang til den, der får bandet til at vokse i mine ører og min bevidsthed.
PS. Fotoet af parret fra Woodstock 69 er lånt fra 107.3 The Wawes Facebookside
Hvem andre end Jonathan Richman kan skrive en enkel popsang om at danse på en lesbisk bar? Det er snart længe siden, vi har hørt noget til Richman (2010), og han må gerne snart lade høre fra sig…
Â
I’m dancing on the White House lawn
Sipping tea by the Taj Mahal at dawn
Hanging round the gardens of Babylon
Minnie Mouse has got it all sewn up
She gets more fan mail than the Pope
She takes the mickey out of all my phobias
Like signing cheques to ward off double pneumonia
Life is a minestrone
Served up with parmesan cheese
Death is a cold Lasagne
Suspended in deep freeze
I’m leaning on the Tower of Pisa
Had an eyeful of the tower in France
I’m hanging round the gardens of Madison
And the seat of learning
And the flush of success
Relieves a constipated mind
I’m like a gourmet in a skid row diner
A fitting menu for a dilettante
Life is a minestrone
Served up with parmesan cheese
Death is a cold Lasagne
Suspended in deep freeze
Love is a fire of flaming brandy
Upon a crepe suzette
Let’s get this romance cooking, honey
But let us not forget
Life is a minestrone
Served up with parmesan cheese
Death is a cold Lasagne
Suspended in deep freeze
Som opvarmning til deres forestående turné i United Bluff of America – The Zip Code Tour – gav Stones en minikoncert på Los Angeles’ lille teater Fonda Theater, hvor de – som rygtet har villet vide – spillede hele Sticky Fingers-albummet i dets helhed. Wow – bare man havde været der..
“I’ll never step out of Jerry’s shadow nor he out of mine. People don’t really understand the dynamic we worked in, and perhaps when I get a chance to write a book, I can elucidate on that a bit. We worked together. We worked at mending our efforts.”
Bob Weir til Rolling Stone
Of for os, der fulgte Grateful Dead gennem mange år, er der da heller ikke nogen tvivl om, at Grateful Dead, der planlægger nogle afskedskoncerter for tiden, aldrig vil blive det samme uden Jerry Garcia, og at Garcia og Weir udgjorde bandets svar på Rolling Stones’ Glimmer Twins – to musikalske brødre i ånden.
I nogle af mine seneste pladeomtaler har jeg kredset om jazzen, der altid har været lidt perifer her i bloggen. Ikke, fordi jeg ikke holder af jazz, for det gør jeg bestemt, hvilket mine pladereoler også bærer præg af. Og med Snorre Kirks nye og andet album er der ikke mere kredsen rundt omkring jazzen som katten om den varme grød. For albummet Europa er moderne jazz uden tilsætningsstoffer fra andre genrer.
Snorre Kirk er en ung, men allerede velrenommeret og rost jazz-trommespiller. Og Europa er den “svære” toer for Snorre Kirk. Men at dømme efter pladens musik, så har det været alt andet end svært at lave den. For det lyder legende let og helt ubesværet, når Snorre Kirk folder sig ud sammen med sine bandmedlemmer: Jan Harbeck (tenorsaxofon), Tobias Wirklund (cornet), Oilly Wallace (altsaxofon), Magnus Hjorth (piano) og Lasse Mørch (bas). Snorre Kirk er komponisten og orkesterlederen, men som trommeslager falder han helt naturligt ind i bandsammenhængen, selv om produktionene og miksningen heldigvis lader trommespillet stå markant og tydeligt i det samlede musikalske billede.
Og musikken er meget melodiøs og meget swingende jazz med klare forbindelser tilbage til de bedste og største jazznavne fra Miles Davis til Duke Ellington. Og de tre blæsere spiller med en meget varm og ren tone, der bærer Kirk meget iørefaldende melodier frem med en næsten naturlig lethed. Og de støttes på smukkeste vis af Kirks eget opfindsomme og nuancerede trommespil, Mørcks diskrete og dog markante bas og Hjorths lydhøre, akkompagnerende piano, der nu og da folder sig improviserende ud i små soli.
Europa er en helt igennem professionel plade, der overbeviser om, at Snorre Kirk og hans orkester har meget at byde på og er et argument for, at jazzen stadigvæk lever og har det godt i Danmark, selv om skeptikere mener noget andet. Byd Snorre Kirk og hans fine toer velkommen, hvis du er til jazz – eller måske bare har lyst til at lytte til noget andet… Hermed anbefalet.
Snorre Kirk. Europa. Calibrated Music. Produktion: Snorre Kirk. Udkom den 8. maj
Der er noget gammeldags over denne plade. I i betydningen støvet og forældet, men i den forstand, at pladen dyrker gamle dyder. I en tid, hvor albummet som et særligt medie for kunstnerisk udfoldelse er under pres fra de digitale medier, ikke mindst streamingtjenesternes dyrkelse af det løsrevne pophit, så er det velgørende, at nogen – i dette tifælde guitaristen Jan Lippert og producer og bassist Henrik West – åbenlyst bekender sig til albummet som en sammenhængende værkform, man skal tage alvorlig.
Og det gør de to musikere. Nocturene er et vaskeægte concept-album, der rendyrker conceptets muligheder. Konceptet er, som titlen angiver, nocturnen, altså et musikstykke, der siden Chopins brug af begrebet har stået for musik, der fortaber sig i de stemninger, som natten byder på. Mørke, drømme osv. Nocturen i en moderne udgave, hvor vi musikalsk set befinder os i et felt, hvor jazz møder pop, der møder lidt rock og ikke mindst en masse electronica.
Pladen er ikke alene et conceptalbum. Det er også bygget om efter en særlig logik, der falder i tre dele, hvor første del “Noir” så at sige anslår de temaer, der skal gennemspilles. I anden del “Next” tages temaerne op igen og varieres for til sidst – i tredje del “Fall” – at udsættes for endnu mere variation og uddybning. Undervejs får LIppert og West hjælp af Anna Lidell (sang og electronica), Frank Hasselstrøm (trombone og elektronica) og Rumpistol (electronica).
Det giver for lytten en oplevelse, der kan minde om klassisk musik, men også fx om nogle af halvfjerdsernes mere eksperimenterende, progressive rockplader, hvor der var tid og rum til at arbejde med temaer og improvisation. Og også fra jazzen kan man genkende denne tilgang til musikken. Det er musik, der går mod tidens tendens til fragmentation og konformisme. Musik, der insisterer på musikkens egen tidslighed og logik, så at sige. Og i den forstand er det gammeldags musik, ja anakronistisk. Og det er en lise for sjælen.
Nocturne lader sig som antydet ikke sådan sætte på formel eller kategorisere. Den befinder sig i et krydsfelt mellem genrer med sin egenart og egensindighed og inviterer lytteren til intens lytten – måske ud på natten, hvor roen falder på og den hektiske verden udenfor falder lidt ned. Det er en plade, der inviterer til fordybelse og nærmest meditativ hengivelse.
Lippert/West. Nocturne. Produceret af Lippert og West. Calibrated Music/DME. Udkom den 15. maj
PS. Jeg kan desværre ikke bringe et musikeksempel, men lægger et op, når jeg falder over det.
.jpg)
Rygterne har svirret længe om den kommende dokumentarfilm om afdøde Amy Winehouse. Som læsere af denne blog vil vide, så betragter jeg Amy Winehouse som et af de store britiske sangerinder i nullerne. Og selv om hun døde som 27 årig, så nåede hun dog at sætte et markant aftryk på britisk populærmusik med sine koncerter og plader. Derfor giver det måske også mening at fortælle om hendes korte liv på film – i hvert fald hvis man fokuserer på det, hun havde at byde ind med: musikken. Vi får se, hvad filmen er værd, når den får premiere. Men nu er der da kommet en trailer.
