Jeg har været inde på det før: Amerikansk populærmusik producerer en strøm af kvindelige talenter fra countrymusikken. Et nyt eksempel er den unge Whitney Rose, der besynger kærlighedslivet med en stemmepragt, der bringer mindelser frem om mange af hendes store forgængere. Kom selv med eksempler. Rose er aktuel med EP’en “South Texas Suite”, der før eller siden må følges op af en rigtig LP.
Det er via Roskilde Festivals booker Stefan Gejsing, jeg er blevet opmærksom på Bristol-bandet Idles, der spiller post-PUNK med fremhævelse af punkarven. I videoen ovenfor gør de John Lennons gamle “Mother” stor ære, selv om mor får teksten læst. Efter sigende skulle bandet være en voldsom oplevelse på koncertscenen. Især på grund af forsangeren, der tydeligvis er en vild, ustyrlig krabat. Som rocken vil have det… Roskilde-besøgende får fornøjelsen til sommer.
Der hersker lidt usikkerhed om fødselsdagen faldt på denne dato, men sikkert er det at Michael Donald “Mike” Chapman fylder 70 her medio april. Han var en del af det varemærke, der blev kaldt Chinnichap – en sammentrækning af efternavnene på hhv. Mike Chap-man og partneren Nicky Chinn. En duo, der stod for nogle af de mest populære hits i halvfjerdserne. Hits med Sweet, Suzi Quatro, Smokie og Mud. Altså det man kender som glamrocken.
Og som den senere hitkonstellation Stock Aitken Waterman, der huserede i firserne, så stod Chinnichap for en distinkt lyd. Man var sjældent i tvivl om, at det var Chapman og Chinn, der stod bag, når man blev ramt af et af deres hitsange.
Men Chapmans meriter rækker videre. Han producerede fx Blondies debutalbum (og tre andre med gruppen). Og The Knacks. Og dertil en række albums med mindre kendte navne, fx Australian Crawl og Bow Wow Wow.
Vi bygger den nya staden
Vi bygger den sten för sten
Vi bygger den sida vid sida
Vi bygger den var och en
Vi bygger den nya staden
Vi bygger den stark och stolt
för jordens alla mänskor
för världens alla folk
En stad där vi alla hör hemma
En stad där vi alla hör till
där mänskan kan leva som mänska
det är den stad vi vill
Vi bygger den nya staden
Vi bygger den dag för dag
Vi bygger med gråten i halsen
Vi bygger mot våld och hat
Vi bygger den strålande vacker
på bergets högsta topp
Vi bygger på goda grunder
på kärlek och tro och hopp
En stad där vi alla hör hemma…
Den reser sej sakta men säkert
Den stiger ur spillror och grus
Den reser sej obevekligt
mot solen och himlens ljus
Vi bygger den nya staden
Vi bygger med vilja och mod
Vi bygger den mening för mening
Vi bygger den ord för ord
En stad där vi alla hör hemma …
Mikael Wiehe syntes, at der skulle en sang til som kommetar til attentatet i Stockholm for nylig. Og til forskel fra mediernes fokuseren på “terrorisme”, så besynger Wiehe fælleskabet og en verden, hvor der er plads til alle.
Saint Etienne er tilbage med et nyt album. Og gruppen, der var outsider i britpoppens glansperiode, svigter ikke. Den kølige synthlyd der følger Sahra Cracknells lige så kølige, let mørke kvindestemme giver mindelser om fortidens bedrifter, men sangen her skulle efter sigende ikke være repræsentativ for det nye album – Home Counties – der skulle være en udpræget bandplade. Vi får se – eller rettere: høre.
Og i dag ville Lowell George (ham med hatten på fotoet ovenfor) være blevet 72. Men hjertet ville ikke mere i 1979, da han kun 34 år gammel døde på et hotelværelse i Arlington, Washington. Døden blev hjulpet på vej af stoffer i blodet. Men i sit korte liv fik han sat et kraftigt aftryk på sit band Little Feats musik, nåede at lave et enkelt, anbefalelsesværdigt album og som sideman og producer fik han indflydelse på andre af tidens navne, fx Grateful Dead.
“En af mit livs store overraskelser indtraf i juni 1972 i Falkoner Teatret. Her var det gejle lille band support for de monstrøse Emerson, Lake & Palmer, og amerikanerne viste i en toptunet lille time englænderne forskellen på form og indhold.”
Sådan skrev Torben Bille her i bloggen, da jeg i 2009 genopfriskede vores erindring om powerhouserockerne J. Geils Band. Et band, der ikke revolutionerede rocken, men – som Torben antyder – vidste, hvordan man skruer rocksange sammen og afleverer dem fra en scene. Og den slags bands vil der altid være god plads til, så længe rocken har appel.
Nu er så grundlæggeren John Warren Geils Jr. død “af naturlige årsager” i en alder af kun 71 år.
Han dannede bandet i 1967 sammen med den navnkundige forsanger Peter Wolf og som support for store navne som Byrds og Allman Brothers nåede J. Geils Bands ud til rigtig mange og en lille håndfuld singler gjorde sig godt på datidens hitlister.
Los Angeles-punk-duoen Girlpool lader vente på sig med deres nye album Powerplant, men har sendt en lille video i forvejen igen. “It gets more blue” hedder sangen,og den er nok mere indierock end punk, hvis ret skal være ret.
Ja, så nåede vi årsdagen for Torben Billes bortgang – den 12. april 2013. Fotoet ovenfor, hvor Torben har selskab af dansktoppens ukronede kongepar, hr. og fru Heick, er lånt fra Torbens endnu aktive Facebookside – og det fortæller lidt om bredden i Torbens musikalske orientering, og jeg er sikker på, han ville bifalde valget af illustration.
Torben er savnet blandt musikskribenterne. Politiken er slet ikke den samme at læse, nu hvor han ikke længere sætter sine spor i avisen som freelancer. Heldigvis er bloggen der stadigvæk, lige som bøgerne. Så lad os andre rokke videre.
I think in song. That’s something that’s evolved over the years: I’ve got this soundtrack going around in my head and I’ll write a song for any kind of situation I’m in. Not a great song, but kind of background music to the world.
I går kom jeg ved en tilfældighed (trykkede forkert på fjernbetjeneren, så radioen satte i gang) til at lytte til en af DRs DAB-kanaler. Jeg tror, det var P5. Og her kom jeg til at lytte til noget fra et album, jeg ikke har lyttet ret meget til eller i lang tid. Nemlig Jefferson Airplanes eponyme genforeningsalbum fra 1989. Ja, 1989.
Efter en pause på 17 år fandt det fleste af den originale besætning sammen igen (dog uden Spencer Dryden), lavede et album og tog på turné. Meget vand var løbet ud i åen siden halvfjerdserne og kritikerne trak lidt på skuldrene af pladen, hvor det var svært at genkende det gamle samfundskritiske band i tekstuniverset. Grace Slick ville hellere synge om den udrydningstruede panda end om kapitalismens og imperialismens fortædeligheder. Pladen solgte ikke så godt, men den efterfølgende koncerttur gik efter sigende ganske godt.
Men ser vi bort fra tekstsiden, så er pladen ganske lytteværdig. Slick kunne stadigvæk synge og bandet spille, selv om det progressive var skiftet ud med mainstreamkommercialisme.
“I love vinyl so much […] The tactile nature, the ritual of it, looking at the sleeve … especially with the old albums and the liner notes – who played on them, the process of putting it on, the needle going on and the sound coming out. And it does sound better, I know it does. I’ve been around long enough to know, I’ve been in so many studios … It does sound better. So it’s just the wonder of having vinyl.” (Elton John til Rolling Stone)
Den årlige fejring af de forsvindende pladeforretninger – Record Store Day – er lige op over. Og en af dem, der bidrager med noget er Elton John, der genudgiver sin Greatest live-plade. Og i den forbindelse lovpriser John vinylpladen som medium.
Forleden deltog rullesten Keith Richard i en hyldestkoncert for Merle Haggard i Nashville. Og Keefer fik lov til at synge og spille titelsangen til begivenheden “Sing me back home”. Og hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at han ikke havde bestilt andet end at synge country à la Haggard.
Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig kom jeg til at tænke på Charles M. Schulz’ tegneserie Peanuts, der herhjemme fik navnet Radiserne og var en stor succes i tresserne og halvfjerserne. Og jeg havde ikke spor svært ved at identificere mig med Søren Brun (Charlie Brown), der var bærer af alle lidt mobbede skoledrenges lidt melankolske og mørke syn på livet og dets genvordigheder. Jeg græmmes var et af Søren Bruns fast udtryk, som jeg sagtens kunne gøre til mit i de år.
Og fra Søren Brun er der ikke langt til Nuser (Snoopy), den muntre hund, der må være Schulz’ alter ego. Nuser, der kom på hitlisten med The Royal Guardsmens hit “Snoopy vs. the Red Baron”. Det var i 1966. The Royla Guardsmen kom fra Florida og var et af de mange amerikanske bands, der lod sig forføre af Beatles og den britiske invasion i USA. Efter en mindre hit med “Baby let’s wait” røg de ind på Billboards Hot 100-listes andenplads med sangen om Nuser og hans heroiske kamp med den røde baron. Royal Guardsmen holdt sammen til 1969, men formåede ikke at følge op på Snoopy-sangens succes. Siden er bandet, som så mange andre, blevet gendannet med nye medlemmer – og flere af de gamle er døde og borte i dag.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger