En anden kunstner, der elsker kopinumre, er Juliana Hatfield, der allerede har et coveralbum med Olivia Newton-John-numre på samvittigheden og nu barsler med et helt album med Police-sange. Det passer mig fint, for jeg synes Police er gledet lidt ud i glemslens halvmørke og fortjener at blive hentet ind igen. Da-do-do-do—
Også den gamle Talking Head David Byrne har en forkærlighed for covernumre. Og på sin hjemmeside har han lavet en liste over lytteværdige kopinumre, der rummer både kendte og mindre kendte kunstnere – men alle værd at give en lyttechance.
Jeg hørte noget af “Blowin in the wind” på tv (husker ikke i hvilken forbindelse), og kom til at tænke på, at netop fordi den er så kendt, så er det sjældent man hører den i dens fulde udstrækning og i den gamle akustiske udgave. Så her er den fra tv i 1963.
Med film om Bob Dylan, David Bowie, Woodstock Festivalen, Monterey Pop Festival og meget mere, var D. A. Pennebaker med til at skabe sig et ry, som en af dem, der dokumenterede det, man har kaldt, tressernes “kontrarevolution”.
Som bekendt har Melodigrandprix – European Song Contest – udviklet sig til et konkurrenceshow, hvor hovedvægten ligger på det udvendige – optræden, lys og effekter – i en grad, hvor musikken forsvinder som en flygtig luftart. Og et show, hvor konkurrencemomentet dyrkes intenst med alle tidens digitale muligheder. Og det gør det efterhånden til en ulidelig forestilling for sådan en som mig, der bare vil høre noget god pop.
Helt anderledes gik det til, at man i går aftes afviklede korenes pendant Eurovision Choir, hvor ti landes kor kappedes om at vinde og dermed få adgang til en endnu større konkurrence i Flandern om et par år. Ganske vist var der tale om konkurrence eller måske bedre: kappestrid, men det var anderledes nedtonet end ved MGP. Her var ikke digitale afstemninger med deltagelse af titusindvis af fjernseere, men tre kompetente dommere, der fremlagde deres kriterier og afsagde deres domme – efter på behørig vis at have rost og kritiseret de mange særdeles kompetente kor, der var med – uden at nå finalen.
Og selv om det var et meget flot show, så var udvendigheden fra MGP borte. Rammerne var på plads, men fokus var på korene – deres sang og deres optræden. Det var musikken, der var i højsædet hele vejen gennem konkurrencen. Og som sagt var det nogle særdeles velsyngende kor, der var med. Kor, der dækkede hele spektret fra traditionel folkelig korsang til helt moderne, hvor der er plads til både eksperimenter og inddragelse af jazz, pop og rock. De ti kor gav virkelig et fornemt indtryk af, hvad europæisk korkunst kan byde på anno 2019.
Og oplevelsen blev selvfølgelig ikke mindre af, at det var det danske – ja, århusianske – kor Vocal Line, der løb med sejren til sidst. Med deres kontemporære korsang, der bød på fortolkninger af Tine Dichow og Lisa Nilsson. Det var fuldt fortjent, at de løb med sejren.
Vocal LIne har udgivet otte CD’er siden starten – og deres musik kan købes fra deres hjemmeside www.vocalline.dk.
Guitarist, sanger og sangskriver Lee Mavers, forgrundsfigur i bandet The La’s, fylder 57 år i dag.
Et enkelt album blev det til for det mere end lovende band, der gik i opløsning i 1992.
Siden har The La’s været gendannet kortvarigt , og det har svirret med rygter om, at Mavers skulle have været i studiet i flere omgang og have indspillet noget. Noget af det er vist oven i købet kommet ud på en bootlegplade. Men ellers har han brilleret ved sit fravær på den britiske rockscene – og det er en skam, for han kan det der med at skrive fængende rocksange.
Hele tre album blev det til for Creedence Clearwater Revival i 1969: Bayou Country, Willie and the Poor Boys og Green River. I det hele taget var 1969 et år, hvor CCR for alvor slog igennem med deres rockabillyinspirerede rock, der var en populær modvægt til tiden flippede og syrede rock.
Green River indeholder to af gruppens største singlesuccesser. Dels titelsange og så “Bad Moon Rising”. CCR var en decideret singlegruppe og det var singlerne, der trak deres album op på hitlisterne.
Tidlig britisk rockabilly – og guitaristen var selveste Tony Sheridan (den eneste guitarist, der var noget værd dengang – i følge Led Zeppelins Jimmy Page).
På BBC Radio fortæller k. d. lang, at hun er “semi retired”, halvt pensioneret. Musen, musikkens muse, har forladt hende, og hun nyder bare at leve et almindeligt liv derhjemme med sin mor, sin partner, dennes søn og noget andet familiært. Og sådan kan det jo gå. Ingen siger, at en kunstner skal fortsætte med sin kunst til den bitre ende. Joni Mitchell er vel også sådan “semi retired”, maler lidt, men er ikke musikalsk aktiv.
Måske vender musen tilbage. Hvem ved. Jeg kunne godt bruge k d langs stemme i min musikverden. Den hører til de absolut mest lytteværdige i mine ører. Og jeg benytter lejligheden til at spille den sang, der startede min begejstring for lang, “Big big love”, fra dengang hun gjorde sig i countrymusikken med et overbevisende talent.
Det er snart meget længe siden, jeg har været i biografen. Alt for længe. Og derfor har jeg været og er henvist til at se film på tv eller dvd. Og i går fik jeg så lejlighed til at se Ken Loachs Guldpalmevindende I Daniel Blake fra 2016, som DRK sendte ud på aftenen.
Og det er sådan en film, der får en til at tænke, at mange af de film, der faktisk bliver lavet, er overfladisk underholdning, der godt kunne undværes. En film, der er alt det, Hollywood ikke formår at lave som hovedregel.
I I Daneil Blake holder den aldrende Ken Loach et spejl op for os, hvori vi kan se, hvordan det såkaldte “velfærdssamfund” fungerer i den nyliberalistiske konjunktur, der har hærget de vestlige lande efter årtusindskiftet. Vi følger den 59-årige Blake (fremragende fremstillet af Dave Johns), der har arbejdet som tømrer i mere end fyrre år, men på grund af problemer med hjertet må opgive at arbejde og derfor er henvist til at få hjælp af det engelske “velfærdssamfund”.
Det begynder med, at Blake får afslag på en ansøgning om sygedagpenge. Og derfra går det kun en vej: Ned i samfundspyramiden mod et liv i elendighed. Blake, der heller ikke besidder de digitale kompetencer, som systemet kræver som en selvfølge, løber hele tiden panden mod en mur af regelrytteri, bureaukratisk arrogance og iskold “politisk” kynisme. Og systemets brutalitet, der beskrives uden overdrivelse og med overbevisende realisme, virker blot desto mere brutalt, fordi Blake i sin udsathed stilfærdigt insisterer på at beholde sin værdighed og lader den komme til udtryk i nogle spagfærdige forsøg på at råbe systemets agenter op.
Undervejs ned i hierarkiet møder Blake en ung mor med to børn. Hun er blevet genhuset i Newcastle, hvor Blake bor, efter at have hutlet sig igennem på et herberg i London som hjemløs. Hun og børnene lander i Newcastle, en by, de ikke kender, og i et system, der er renset for menneskelighed og medfølelse. Og Blake bliver en ven af familien og en slags reservefar for børnene. Han hjælper moderen (Hayley Squires) med at få den tildelte lejlighed til at se nogenlunde ud. Men også for Katie, som den unge moder hedder, går det kun en vej – nedad. Det ender med, at hun – for at forsørge børnene – lader sig engagere i et escortbureau – til Blakes store fortrydelse.
Filmens store styrke er, at den på et hverdagsrealistisk plan, scene for scene, fremstiller, hvordan det engelske velfærdssystem langsomt, men sikkert, nedbryder de mennesker, der er henvist til systemets hjælp. Et system, der først og fremmest betragter borgerne som individer, der har en kontrakt med staten. En kontrakt, hvis betingelser, de ikke helt kender og slet ikke har været med til at formulere. Hvis man kender blot lidt til sådanne systemer (hvis man fx har været arbejdsløs, på kontanthjælp eller lignende), vil Loachs beskrivelse på ingen måde forekomme det mindste overdrevet. Snarere tværtimod.
Hvordan filmen ender skal man unde sig selv at se. Det er både gribende og stærkt bevægende at følge den stolte Blakes deroute og stilfærdige kamp for at blive respekteret som en værdig borger. Loach er nu over firs år gammel, og har flere gange meddelt sin pensionering. Men så længe han kan lave film som denne, så kan de unge instruktører roligt frygte konkurrencen fra hans side.
Opdatering: Filmen genudsendes lørdag d. 2. august kl. 23.45 på DRK.
Man kan næsten høre ekkoet fra Big Pink, hvor The Band og Dylan gjorde deres for at skabe americanaen. Og Calexico og Iron & Wine, der har slået kludene sammen for en stund, er nogle af dem, der tager tråden op fra det lyserøde hus.
Man skal vare sig for forudsigelser i politik. Og ovenstående overskrift skal også forstås som ikke en forudsigelse men snarere som en reel mulighed. Lige så usandsynligt, det var, at Trump skulle vinde over Hillary Clinton ved det seneste præsidentvalg, lige så sandsynligt er det, at han igen kan vinde ved valget i 2020. Hvorfor? Ganske enkelt, fordi der er mange amerikanere, der ønsker det. Og fordi der er store kapitalinteresser, der vil have ham til at sidde i embedet.
Ved sidste valg var jeg vist den eneste på min arbejdsplads, der var overbevist om, at Donald Trump ville vinde. Men jeg havde læst mig frem til og hørt i vandrørene, at Trump havde fået ‘det tavse flertal’ i tale med sin gadedrengs-skolegårds-retorik. For Trump taler ikke til den uddannede middelklasse, der ellers plejer at afgøre amerikanske valg. Det er ikke dem med flere års skolegang, hans Twitter-retorik henvender sig til. Det er til mennesker, for hvem følelserne kommer først i politik. Før sammenhængende argumenter med stort lixtal. For det er sådan en rigtig autoritær politiker taler. Det var derfor nationalsocialisterne havde held med at forføre befolkningen i Tyskland i trediverne, medens socialdemokrater og kommunister talte for døve øren.
Når Trump vinder igen, så er det, fordi han har kapitalen i ryggen (han har efter sigende allerede indsamlet flere valgmidler end nogen tidligere præsidentkandidat..). Og den er kun interesseret i en kandidat, der går dens ærinder. Og det gør han konsekvent. Og fordi en stor del af de amerikanske befolkning, som er træt af det politiske establishment, af pressen og den semi-intellektuelle politiske offentlighed, foretrækker en præsident, der taler til følelserne i korte, ledløse Twitter-sætninger og ikke lægger skjult på sine anti- og sympatier. Og det kan ikke være anderledes i et land, hvor man aldrig har haft et ideal om folkelig “almendannelse”, og hvor mange de facto er uvidende, udannede, uskolede osv.
I midten af halvfemserne havde jeg den fornøjelse at spise morgenmad på et hotel i København med en amerikansk universitetslærer. Eller rettere forhenværende universitetslærer. Jeg var i byen i embeds medfør og kom helt tilfældigt til at snakke med universitetslæreren. Og da jeg selv underviste var det naturligt at snakke om det også. Og han fortalte mig, at han havde undervist på et stort amerikansk universitet i litteratur. Blandt andet europæisk litteratur. Goethe, Shakespeare osv. Men på et tidspunkt måttet han give op, for de amerikanske studerende vidste stort set ingenting om Europa og europæisk historie. Så hver gang han tog et stykke litteratur op, måtte han bruge oceaner af tid på at fortælle dem om de historiske forudsætninger. Det var op ad bakke, og ingen af de studerende var rigtig interesserede i at høre på det alligevel. Så en dag tog han sit gode tøj, sagde sin stilling og har siden ernæret sig som jazzanmelder for en stor amerikansk avis, og han var i København for at høre dansk jazz.
Jeg bilder mig selv ind, at anekdoten fortæller noget om, hvilket land det er, der har frembragt et monster som Donald Trump. Et land, hvor man ikke har formået at (ud)danne den almene befolkning til et niveau, hvor de har kunne deltage i en demokratisk debat på et kvalificeret niveau, og hvor simple kapitalinteresser i samarbejde med populistiske og nationalistiske strømninger har haft meget let spil, når det galt valget af en præsident. Og derfor skal man ikke bliver overrasket, når Trump vinder valget.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger