DR markerer 50-året for ABBAs internationale gennembrud med sangen “Waterloo” ved det internationale melodi grand prix ved at vise den britiske dokumentar ABBA imod alle odds. Og det er en på mange måder anbefalelsesværdig dokumentar, hvis man ellers er til ABBA. En helt igennem sober og kritisk fremstilling af gruppens storhedstid, hvor ikke alene successen beskrives, men også alle de mange problemer gruppen løb ind i. Modstanden i hjemlandet mod musikken, iscenesættelse og markedsføringen, hvor de fire musikere med deres pop stod i modstand til den venstreorienterede Musikrörelse og denens modsætning i svenskpoppen med alle dens dansband; de interne problemer med de to ægtepar, der måtte finde en svær balance mellem familieliv og jobbet som turnerende musikere; problemerne med at gøre sig i det store amerikanske marked; de musikalske problemer med hele tiden at skrive nye hits. Og meget mere. Og dokumentaren giver et sympatisk billede af de fire musikere, der allerede er hyperprofessionelle kunstnere, da de kommer ind i gruppen, og som sætter hele deres professionalisme og kreativitet ind på, at gøre kvartetten til en succes. En kunstnerisk succes, vel at mærke. Pengene var ikke det primære, som Agneta understreger undervejs.
Udsendelsen ligger på DRs arkivside og kan ses nogen tid endnu. Og det bør man gøre, hvis man interesserer sig for gruppen og/eller pophistorie i almindelighed. Og så får man selvfølgelig et genhør med mange af deres hits.
For mange år siden, da træet var ungt, har et ungt, forelsket (?) par stået her og med en lommekniv snittet budskabet “Ole Britt forever”. Siden er træet vokset til, har fået mange årringe og budskabet er også vokset i takt med barken vækst. Buskabet står der stadigvæk, men hvad der sket med det unge par herefter – da forelskelsen fordampede og ja, hvad!? – fortaber sig i det uvisse. Men skriften står der stadigvæk som en slags grafitti – måske træfitti – der stadigvæk kalder på læseren. Og er et billede på skriftens fungeren, på umuligheden (?) af at koble tilbage til dens indskrift og indskriftens agent. Og her står læseren så og er overladt til sin læsning og ikke mindst fortolkning. Hvad sket der mon med Ole og Britt, og var det i det hele taget dem, der førte kniven eller!? Nå, men hunden fik tisset grundigt på træet og snus endnu mere og livet gik videre.
Hvem kan rime på “New Order” og “sår’ dig”. Det kan Flemming Slagger Lund, der i dag er ude med singlen “Jukebox”, som er forløberen for album nummer to, der kommer på et senere tidspunkt på plademærket Melodika. Og sådan kom weekenden godt i gang…
Guitaristen Duane Eddy er død af kræft i en alder af 86 år. Han var et stort navn i sidste halvdel af halvtredserne og begyndelsen af tresserne, hvor han twang-guitar-spil skabte hits som “Rebel Rouser” og flere andre top 40-numre. Og så var han noget så udsædvanligt som instrumentalist. En amerikansk Jørgen Ingemann, der i øvrigt var en af hans “elever”. Og han inspirerede mange guitarister – lige fra The Ventures til George Harrison.
Det var Lee Hazlewood, der opdagede Eddy og sørgede for at han indspillede sine første numre og var med til at udvikle den særlige maskuline twang-lyd, som Hazlewood så senere kunne bruge på sit og Nancy Sinatras hit “These Boots are made for walking”.
Inden han trak sig tilbage fra showbiz i midt-firserne nåede Eddy at indspille intet mindre end halvtreds albums i eget navn.
Et af mine allerførste albumindkøb var Eddys opsamling $ 100.000.000 Worth of Twang Vol. II, som jeg nok købte (fik! af min mor), da jeg havde fået min grønne rejsegrammofon omkring 1962. Den blev købt – tror jeg nok – i Jaspers lille pladebutik i Strandbygade i Esbjerg.
Ordnet: symbolpolitiksubstantiv, fælleskøn: politik der i højere grad føres for at markere en ideologisk holdning over for offentligheden og give indtryk af handlekraft, end for at anvise konstruktive forslag til løsning af det pågældende problem.
Symbolpolitik er et ord, der nu og da dukker op i den offentlige debat i den betydning, som Ordnet tilskriver ordet. Men hvis ordet symbol i denne sammenhæng får en mærkelig luftig og ret så ligegyldig klang, så har det i andre sammenhænge en særdeles tung betydning. Således kan man hævde, at den siddende SVM-regerings fjernelse af Store Bededag har vist sig at være fjernelsen af en dag med stor symbolsk og reel betydning for mange mennesker. I en just offentliggjort meningsmåling styrtdykker regeringen i vælgertilslutnng og repræsenterer nu kun i omegnen af 30% af vælgerne og har dermed mistet det parlamentariske flertal, der gav regeringsmagten. Og noget tyder på, at netop den socialdemokratiske statsminister Mette Frederiksens ønske om at afskaffe Store Bededag har spillet en stor rolle i partiets og regeringens folkelige opbakning. Hvilket fortæller os noget om den symbolske betydning Store Bededag har ude i befolkningen. Ser vi bort fra den folkekirkelige betydning og historie, der ligger i Store Bededag, så handler det også om, at Store Bededag er symbol på den frie tid, på fritiden, på den ikke-arbejdsmæssigt-regulerede tid. Og når mange danskere er utilfredse med afskaffelsen, så er det udtryk for, at de ikke deler statsministerens ønske om, at vi alle skal arbejde mere (vi husker hvordan det startede med, at vi skulle arbejde 12 minutter mere om dagen og hvordan tankegangen smittede af på pensionsreformerne, Arne-pension osv.). Tværtimod tyder meget på, at danskerne ønsker at arbejde mindre (jf. de mange lokale forsøg med firedagsuger), så der er mere tid til familie og fritid. Så ordet “symbolpolitik” får en helt anden og radikal betydning, når det de facto handler om noget symbolsk, nemlig en helligdag, der er symbol på fritid, frihed, ikke-arbejde. Så det er måske heller ikke så underligt, at statsministeren her på den internationale første maj trækker kraftigt i land i forhold til snakken om at arbejde mere. Man skal nemlig passe på med at pille ved det symbolske; det koster.
Forfatteren Paul Auster er død, 77 år gammel, efter et kræftforløb. Han er mest kendt for sin New York Trilogy fra midtfirserne. Jeg har kun læst lidt af Auster, men har til gengældt set de to film, han har lavet sammen med Wayne Wang – Smoke og Blue in the Face – og som bygger på Austers tekster, indtil flere gange.
De to gamle partier – arbejderpartiet Socialdemokratiet og landmandspartiet Venstre – sidder i regering, men rasler ned i folkelig tilslutning. Statsministeren (og forsvarsministeren) har mere travlt med at køre i kampvogn i Sverige og besøge steder i Ukraine end at kæmpe den virkelige kamp – for miljøet og klimaet. Og den ene grimme sag efter den anden – fx Nordic Waste og Cheminova – afslører, at såvel lovgivning som politisk administration står i erhvervslivets tjeneste og ikke i den brede befolknings tjeneste. Og så videre. Jovist, der er al mulig grund til at fejre første maj, uanset om man går på gaden med de røde faner eller bare giver plads til eftertanken der, hvor man nu befinder sig på dagen. God første maj til alle.
#1 – tilbage på mit lydspor, tilbage i tiden – her fra albummet Hejira (1976), som er et af mine absolutte favoritter fra halvfjerdserne og siden hen….
Sidste halvdel af april 1974 bød på mange guldkorn. Underkendte Harry Nielsson udsendte sin Son of Dracula, Galmrockerne Sweet Sweet Fanny Adams, Richard & Linda Thompson deres hovedværk I want to see the bright light tonight, J. J. Cale Okie, Procol Harum Exotic Birds and fruit og kaptajn Bøfhjerte, Captain Beefheart & the Magic Band kom med Unconditionalley Guraranteed. Bare for at nævne nogle af dem, der blev del af mit lydtapet i de år. Selv om 1974 ikke kunne matche det gyldne år 1971, så var der alligevel masser af god musik for halvtreds år siden.
Man behøver ikke at gå over åen efter vand. Her i lokalområdet huserer plademærket Mastermind Rec., der i sin stald blandt andre har Smertegrænsens Toldere, der spiller en voldsom form for rock. At kalde det punkrock ville nok være en underdrivelse…
Ja, Thomas Koppel ville være fyldt 80 år i dag, hvis ikke han havde sluppet denne verden allerede i 2006, 61 år gammel. Koppels død får man en fin (ja!) beskrivelse af
i DRs nye portrætdokumentar om Koppels viv Annisette. Men det er ikke det vigtige her; det er at erindre ham, hans musik og det aftryk, han satte sammen med Annisette på
I 2012 kom jeg snublende i gang med at se den engelske krimi-serie Vera, fordi jeg – også dengang – var på en frivillig tv-fravænning. Dengang var vi i gang med anden sæson med den fortinlige Brenda Blethyn i hovedrollen som kriminalinspektør Vera Stanhope. Og det lykkedes med at se de resterende sæsonner, til og med den 12. Og nu er så trettende sæson dukket op på DRs hjemmeside (og den dukker sikkert snart op som flow). Og vi nærmer os enden på den serie, for bagmændene og -kvinderne har meddelt at serien slutter med to afsnit i sæson 14, der pt. produceres. Alting har en ende.
Men altså, så har jeg set sæson trettens tre afsnit de seneste tre dage og er derved sluppet for at forholde mig til Bededags-frustrationer, krigsgale statsministre osv.
Og siden sidst er DC Jac (Ibinabo Jack) og DS Aiden Healy (Kenny Doughty), Veras højre hånd trådt ud af serien. Til gengæld er David Leon – DS Joe Ashworth og nu DI – vendt tilbage efter ni sæsoner. Og ind er trådt _Rhiannon Clements som DC Steph(anie Duncan). Ellers er alt ved det gamle, heldigvis.
Ashworth vender tilbage som udsendt kontrollør, der skal vurdere indsatsen på Veras team, men det står snart klart, at han helst vil tilbage til sit gamle job som detektiv hos Vera. Hans far er syg af demens og familien savner de hjemlige omgivelser. Så inden længe er Joe tilbage i det særlige mor-søn-forhold til Vera og i gang med at opklare forbrydelser, der igen byder på mangefacetterede plots, hvor det ikke er som overfladen lader forstå.
I det første afsnit /13/52) handler det tilsyneladende om en flugtbilist, der dærber en ung mand. men efterforskningen sender Vera og Co. ind i et miljø med markedshandel, hvor penge, familieforhold og meget andet gør opklaringen intrikat. I afsnit 2 (13/53) findes en ung pige død ved en afsides jernbaneafskæring og en historie om indviklede familieforhold hvirvles op som sand i Sahara. Endelig er der i tredje afsnit (13/54) tale om en medejer af en fish-and-chips-restaurant som findes død i restaurantens dybfryser. Og igen sendes Vera, Joe og holdet ind i et spindelvæv af løgne, tilsløringer og hemmeligheder i den afdødes familie og nærmeste bekendtskabskreds. Og jeg får lyst til at gentage, hvad jeg skrev dengang for tolv år siden:
Hovedrollen i serien spilles af den fremragende, britiske skuespillerinde Brenda Blethyn, der bl.a. er kendt for sin rolle i Mike Leighs Secrets & Lies (1996). I serien spiller hun kriminalinspektør Vera Stanhope. Altså en kvindelig strisser, men en lidt atypisk en af slagsen. Vera er en midaldrende kvinde, der bor alene på bøhlandet i sin afdøde fars hus, hvor hun tumler med sine eget kaotiske følelsesliv og alle de indre dæmoner, der forfølger hende, når hun ikke lige er fordybet i sit arbejde. Og det er hun for de meste.
For Vera er workaholic og investerer sig selv med hud og hår i de sager, der lander på hendes skrivebord. Ved sin side har hun den unge familiefar Joe Ashworth (spillet af David Leon), der er hendes modstykke langt hen ad vejen, men også hendes ligeledes arbejdsopslugte supplement, der er med til at drive efterforskningen frem mod en løsning. Men Joe skubber også til Veras dæmoner og sørger for, at de kommer op til overfladen. De to er, som man siger, et umage par, men de holdes sammen af lige dele professionel optagethed og en særlig øm solidaritet.
Set i fugleperspektiv er det en klassisk britisk krimi-serie, der har to modsætninger som motor (det har vi set igen og igen fra Sherlock Holme & Watson over Morse & Lewis og Daziel & Pascoe og videre). Serien bygger på den britiske forfatterinde Ann Cleves’ romaner (hvoraf flere er oversat til dansk). Men selv om meget er genkendeligt set ud fra krimi-serie-skabelonernes og -klichérnes vinkel, så rager serien om Vera op over krimibolledejen i kraft af dels nogle fortræffeligt sammenskruede, virkelighedstro plots og dels – og ikke mindst – i kraft af Brenda Blethyns fremstilling af den jævne, forvirrede, forfjumrede, midaldrende kvindelige politikommisær med den skarpsindige, intuitive fornemmelse for forbrydelsers kompleksitet. Hertil skal lægges David Leons sympatiske gestaltning af den arbejdsomme, ophængte familiefar med arbejdsløs kone og to unger på slæb og en række fornemme birollepræstationer.
Og det hele udfolder sig i et autentisk miljø i Northumbria, der også lægger en smuk og betagende natur og geografi til. Det er en af den slags serier, det er rart at have stående på DVD-/Blue Ray-hylden, fordi den i kraft af skuespilleriet og sin fortættede stemningsfuldhed kan gøre hvilken som helst kedelig efterårsaften til noget særligt.
Sæson 13 lever helt op til de foregående sæsonners høje kvalitetsniveau og i det omfang, man kan tale om forandring, så er det mest i form af en opkvalificering af holdets rutine og erfaring. Som et godt band spiller de medvirkende deres roller til perfektion og gør afsnittene mere end blot underholdende – intelligent, dybsindig fortællekunst, som man kun have respekt for. Og nu bliver det spændende at se, hvordan de får slået en sløjfe på serien i de næste to afsnit. I hvert fald kommer jeg til at savne Vera og hendes hold, når det om føje tid er slut.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger