På radaren: The Normals
16. januar 2024Ikke at forveksle med den kristne gruppe med samme navn- det her er renlivet rock eller, om man vil, punk fra New Orleans, Louisianna. Man skal søge længe på nettet for at finde dem på
plade.
Ikke at forveksle med den kristne gruppe med samme navn- det her er renlivet rock eller, om man vil, punk fra New Orleans, Louisianna. Man skal søge længe på nettet for at finde dem på
plade.
Ja, brunetten, der gjorde mine eftermiddage til noget særligt musikalsk tilbage i tresserne og halvfjerserne – på tysk tv – Ushi Nerke fyldte firs år i går. Og det er lidt ufatteligt, for inde i mit hoved ser hun ud og lyder som dengang, hvor hun ganske uimponeret og ganske ikke-selv-promoverende (i modsætning til dagens paralleller) præsenterede det bedste fra engelsk og amerikansk pop og rock.
Der er masser af fine klip med Uschi på tuben – ellers henviser jeg til, hvad jeg tidligere har skrevet om den tyske skønhed.
Iskiasnerven minder mig om min egen forgængelighed – av-av – på en dag, hvor jeg som erklæret tilhænger af den snart forældede teknologi, der hedder flow-tv, er henvist til at dyrke andre sysler end netop at se tv. Medens jeg glæder mig over, at Esbjergs kvindehold i håndbold har vundet deres ottende kamp i Champions League og er snublende nær en kvartfinale og over at det danske herrelandshold sikkert vandt over et overraskende godt opkomlingehold fra Grækenland, så ligger de hjemlige sondagssysler hinsides tv-apparatets tjeneste. For som læseren sikkert ved, så er de to store danske kanaler forsvundet og sunket helt ned i en slags genopfindelse af det royale hysteri, der i årtier har hjemsøgt offentligheden og dens fidele presse. Og som erklæret anti-royalist og på generel tv-afvænning (på grund af flow-tv-mediets svimlende kvalitetsfald) er man henvist til andre bedagede teknologier som fx bøger og musik i fast form. Og lad gå med, at man angiveligt tilhører en måske forsvindende minoritet, der mener, at folkestyret i bund og grund er uforeneligt med privilegeringen af nogle mennesker på grund af deres genetiske oprindelse og at denne urimelighed ikke kan bortviskes af nok så mange bestilte og betalte opinionsmålinger og statistiske undersøgelser (noget dagens journalistik ikke kan uden), for det er blot i bund og grund endnu et eksempel på, hvordan vi alle sammen i dette lille land til stadighed udsættes for en slags ideologisk mental massage, der skal sikre, at vi følger med den efter hånde noget bastante udgave af den politiske tidsånd, der hersker i disse år. Nuvel, flow-tv er ikke nogen nødvendighed længere, men kun en anakronisme i en gammel mands tilgang til tidens teknologiske muligheder og heldigvis er der da endnu ældre teknologier – og kaffe – der kan få dagen til at hænge fornuftigt sammen.
“I bagklogskabens lys var det, der gjorde Fleetwood Mac til en massiv succes i de sene halvfjerdsere […] gruppens helt igennem individualistiske natur. I Fleetwood Mac var det ikke nødvendigt for Stevie Nicks luftige romantiske visioner at blive afbalanceret med Lindsey Buckingams mere defætistiske visioner, for de fandt deres sanselighed forbundet af Christine McVies realistiske optimisme og af den eksplosive britisk-skabte, blues-skolede rytmegruppe. Buckinghams Californien-fokuserede greb om studioteknik og popglans gav næring til alles sange. Tre distinktive sangere sørgede for ikke kun forskellighed men de fineste harmonier i den tid, da kvaliteten af popsangharmonier begyndte en tyve år lang nedtur.” [Dave March]
Den kønneste kærlighedssang i hele den Britiske Invasion, sunget af den mest undervurderede sanger. Nej, ikke [Manfred] Mann (tangentspilleren) men Paul Jones, der kort tid efter forlod musikken for at blive skuespiller (og optrådte i Privilege, som i rockmusikken er, hvad Rosens Navn er for de historiske romaner). Ikke, at Manfred og bandet ikke spillede en nøglerolle – guitarenklangen der trækker Jones’ vokal ud af ham er det bedste bevis på, hvor godt de britiske Dylan-efterlignerede havde lært deres lektie. [Dave Marsh]
Også 1974 bød på megen god musik, og selvfølgelig vil jeg forsøge at fremhæve noget af det bedste fra det år for halvtreds år siden. I begyndelsen af januar udsendtes Graham Nash’ andet soloalbum Wild Tales. Carly Simon fik sin fjerde langspiller Hotcakes ud; og så solodebuterede Jefferson Airplanes forsangerinde Grace Slick med albummet Manhole, efter at have udgivet to plader sammen med Paul Kantner fra gruppen.
Karen Marks er fra Melbourne i Australien. Og singlen her, der klassificeres som “punk, minimal wave, post-punk, synth pop” og lignende stammer fra 1981; men først nu har den slået hul ind til den internationale musikscene. På Bandcamp antydes det, at forklaringen på den forsinkede succes skyldes, at musikscenen dengang var (for) mandsdomineret. Og Karen Marks måtte derfor tage til takke med andre jobs som fx rockjournalist og bandmanager. På Bandcamp finder man også en slags opsamlingsplade med hendes ganske få indspilninger (inkl. “Cold Café”).
Jo, samme fødselsdagsdato. Elvis ville være blevet 89 og Bowie 77. Slet ikke til at forestille sig.
Ups, jeg var lige ved at glemme det. Daimi, som jeg ofte har omtalt her i bloggen, rundede de firs år den 1. januar. Og hendes kommer jeg ikke sådan uden om, af årsager, der fremgår af følgende lille citat fra en wiki om Daimi Gentle, som hendes borgerlige navn retteligen er: “I 1949 flyttede hun med sine forældre til Esbjerg. Som ung skolepige på 17 år optrådte Daimi i en TV talentkonkurrence i Centralmagasinet, (senere Magasin ANVA) i Esbjerg, hvor hun sad i et telt og sang “Travelling Light”. Denne optræden gjorde hende øjeblikkelig til et kendt navn. Hun indspillede en række Brenda Lee og Helen Shapiro-inspirerede singler for TONO, men hendes udtryk drev hende hurtigt over i det mere – efter datidens forhold – modne repertoire…”. Og det betød blandt meget andet optræden som Lommer-pige, aktivt kunstnerliv hos Jytte Abildstrøm og ikke mindst et langt liv som jazz-sangerinde. Senest har jeg set hende i rollen som “fru Møghe” i en teateropsætning af tv-serien “Matador”.
Her Majesty is a pretty nice girl But she doesn’t have a lot to say Her Majesty is a pretty nice girl But she changes from day to dayI wanna tell her that I love her a lotBut I gotta get a belly full of wine Her Majesty is a pretty nice girl Someday I’m gonna make her mine, oh yeah Someday I’m gonna make her mine
Jeg bliver stadigvæk forbavset over, hvor megen musik fra tresserne og halvfjerdserne jeg har overhørt (i betydningen hørt, men ikke rigtig hørt og lyttet til) eller slet ikke er stødt på. Musik, der enten er blevet kult for længst eller bare – uvist af hvilken grund – aldrig har fanget mine ører ind. Det gælder fx den fremragende sangerinde Mary Couglan, der er et kæmpestort navn i hjemlandet og blandt elskere af hendes musikalske genrer. Det er både lidt forstemmende og inspirerende og dejligt på ssmme tid.
Nogle gange er skæbnen bare for hård. Næppe havde Portland-Oregon-power-pop-bandet Exploding Hearts udsendt deres debutalbum Guitar Romantic før tre fjerdedele af bandet blev udryddet i en bilulykke den 20. juli 2003. Så alle de løfter deres eneste album gav, kan vi kun gætte os til, medens vi nyder den punkede energi, der lægges i sangene. Man kan dog også finde en opsamlingsplade med gruppen med dens singler og ikke-offentliggjorte indspilninger Shattered. Debutpladen er – selvfølgelig fristes man til at skrive – genudsendt.
Jeg husker ikke, hvor mange gange jeg har hørt og sunget med på Jens Rosendals “Du kom med alt det, der var dig”. Den har fået en særlig status i det pædagogiske miljø. Og det er da også sådan en sang, der med sin hyldest til livet og kærligheden er selvskreven til netop uddannelsessektoren. Dertil kommer, at den har en mundret tekst og en god melodi, der gør, at den også fortjener en plads i Højskolesangbogen.
Og jeg har altid haft en forkærlighed for strofen: “Jeg stormed ud og købte øl, ja, vint’rens gamle, stive føl for ud på grønne enge. Og du blev varm og lys og fuld og håret var det pure guld som solen – skjult for længe”, der rummer en kødelig- og sanselighed, der ikke er helt almindelig i den danske sangskat.
Nu er Jens Rosendal – tekstforfatteren – død i en fremskreden alder af 91 år.
That’s why I hate New Year’s. I want every morning to be a new year’s for me. Every day I want to reckon with myself, and every day I want to renew myself. No day set aside for rest. I choose my pauses myself, when I feel drunk with the intensity of life and I want to plunge into animality to draw from it new vigour.
No spiritual time-serving. I would like every hour of my life to be new, though connected to the ones that have passed. No day of celebration with its mandatory collective rhythms, to share with all the strangers I don’t care about. Because our grandfathers’ grandfathers, and so on, celebrated, we too should feel the urge to celebrate. That is nauseating.
I await socialism for this reason too. Because it will hurl into the trash all of these dates which have no resonance in our spirit and, if it creates others, they will at least be our own, and not the ones we have to accept without reservations from our silly ancestors. [Antonio Gramsci, 1916]
Min nytårsaften gik ikke helt efter forventningerne. Min ven hunden havde det ikke godt med fyrværkeriet, selv om jeg havde forsøgt at dulme hans nerver med specialindkøbte, ikke-medicinske, angst- og nervøsitetdæmpende godbidder til en mindre formue. Og det hjalp heller ikke meget at have ham liggende på skøddet. Så enden på det hele blev, at jeg gik i seng før klokken slog 12. Heller ikke det hjalp ret meget, for han forblev urolig lige til skyderiet tog af efter klokken 1.
Men uanset, hvordan nytårsaften gik, så er det hverdagen, der melder sig den 1. januar (også selv om det er en mærkedag), og hunden insisterer på, at rutinerne tages op igen med samme urokkelige fasthed. Så op af sengen, på med kludene og ud at snifle osv. Og så kan man jo få et overblik over resterne af gårsdagens fyrværkeri-berserkergang. Men heldigvis var der ikke rigtig noget at komme efter, og vi mødte kun en anden hundelufter og en enkelt morgenfrisk nabo.
Da jeg var en lille dreng syntes jeg, at fyrværkeri var meget spændende – og lidt farligt. Det var dengang knaldfyrværkeri var tilladt. Vi kunne købe kinesere, vist helt ned til 1 øre pr. kineser. Det dyrere krudt blev overladt til de voksne. Siden er min interesse for fyrværkeri kun gået nedad. I årevis har jeg ikke købt eller været i nærheden af nogen form for fyrværkeri og hælder i dag til den holdning, at jeg synes fænomenet skal begrænset til det absolut minimale. F. eks. at nytårsfyrværkeri kun må sælges og forbruget nytårsaftensdag. Og i den dur. Mange vil selvfølgelig være uening med mig, og det er helt fint. Men jeg vil helst helt af med det krudt.