Af en tidligere groupies erindringer

14. januar 2010

For mange Ã¥r siden havde jeg en studiekammerat, der spillede guitar. Og han lagde ikke skjul pÃ¥, at en af grundene til spilleriet var, at det gjorde det med pigerne meget nemmere. De blev tiltrukket af guitaren som møl af flammen. Han havde fundet en nøgle til det, der i den alder er det nærmeste, man kommer paradis. Eller i hvert fald et trick, der kunne fÃ¥ bukserne af pigerne…

Jeg kom i tanke om denne lille personlige anekdote, da jeg læste anmeldelsen af Chris O’Dells erindringsbog “Miss O’Dell: My Hard Days and Long Nights with the Beatles, the Stones, Bob Dylan, Eric Clapton, and the Women They Loved” i The Telegraph. Chris O’Dell var groupie eller rettere: supergroupie. En af de piger, der trofast følger rockens stjerner – store som smÃ¥ – og gÃ¥r i seng med dem m.m. Selv definerer O’Dell begrebet groupie som (kvindelige?) fans, der udvidede deres fornøjelse ved musikken til ogsÃ¥ at omfatte sex med idolerne. Og man forstÃ¥r, at sex var en vej til stjernernes indercirkel, som ellers var forbeholdt nogle fÃ¥ udvalgte.

O’Dells vej til stjernerne og sengene gik via et job i Applehovedkvarteret i London i slutningen af tresserne. Og hun var med i de sagnomspundne Ã¥r i tresserne og halvfjerdserne. Bogen er angiveligt fuld af mere eller mindre saftige anekdoter om Beatles, Stones, Dylan, Clapton m.fl. Og ikke alle kændisserne slipper uden pÃ¥tale. Clapton beskrives som konstant pÃ¥virket og som en, der skulle omgÃ¥s som et rÃ¥ddent æg. Heller ikke Stones’ Mick Jagger, Bob Dylan (som ville have hende til at sy knapper i) eller Beatles-drengene gÃ¥r ram forbi. De havde alle samme deres “grimme sider”. Men – pÃ¥ den anden side – hvem har ikke det?

Ud over sladderhistorierne, som nok skal sælge bogen, sÃ¥ forstÃ¥r man, at den ogsÃ¥ er et tidsbillede af tresserne og halvfjerdserne som en periode, hvor frihedsidealer og drømme strømmede gennem musikken og medierne, men hvor det i virkeligheden kneb med den “frie kærlighed” og de smukke lighedsidealer for mænd og kvinder.

Sprut og stoffer var selvfølgelig ogsÃ¥ en del af spillet, hvilket vel ikke kan komme bag pÃ¥ nogen, der har blot lidt kendskab til den tid. Efter at have læst anmeldelsen spørger man sÃ¥ sig selv, om det er en bog, man bør læse. MÃ¥ske. Ser man bort fra Se-og-Hør-fascinationsværdien af “afslørende” anekdoter om vores idoler, sÃ¥ er argumentet mÃ¥ske, at vi ikke kommer uden om groupiefænomenet i musikken. Og det er godt at fÃ¥ belyst den side ved musiklivet. Hvis man sÃ¥ oven i købet fÃ¥r et signalement af de to Ã¥rtier som kan nuancere billedet, sÃ¥ er det vel ikke sÃ¥ galt?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

298 har læst indlægget
15,059