Bob Dylan top 3

2. april 2007

Ovre hos Tante Berlinger skriver man i anledning af his Bobness’ koncert om, hvilke plader, der tilhører mandens top 5. Og som listoman, vil capac da ikke stå tilbage. Så her er blogbestyrerens top 3 (vi vil nemlig ikke kaldes en tøsedreng). Kriterierne er ikke nødvendigvis, at pladerne er de mest vellykkede, sådan rent kunstnerisk. Der er snarere tale om plader, som af nostalgiske og andre dybt personlige grunde har snurret meget på grammofonen eller under laserstrålen:

1. Blood on the Tracks (1975). Ud over at have nogle stærke tekster og melodier, så er det stemningen på pladen, der trækker i den rigtige retning. En slags Zimmermann-blues, hvis man ellers kan forestille sig det. Den var selvskrevet.
2. Blonde on Blonde fra 1966.Allerede ved nr. 2 begynder tvivlen at melde sig. Men Blonde on Blonde fra 1966. Alene Just Like A Woman og I Want You vejer så tungt i vægtskålen, at den kommer med.
3. Selfportrait (1970), hvor Dylan blandt andet fortolker Paul Simons The Boxer, så jeg for første gang fangede teksten 100% og indså, at Simon var en af de helt store sangskrivere ovre i Amerika.

På en anden dag ville listen nok se anderledes ud, selv om nr. 1 fortsat vil være med…

Skriv en kommentar

551 har læst indlægget