At komme til års
17. april 2010I sit bidrag til serien “Mands minde” på DR P1 beskæfter musikeren, fysikeren, hard core ateisten m.m. Peter Bastian sig med det singulære liv som en lille del af den store proces og bevægelse, der startede (vist nok) med urknaldet, The Big Bang. Og han peger blandt andet på den erfaringsmæssige vigtige tildragelse, det er at blive forælder for første gang. Det er i denne oplevelse, man rives ud af ungdommens vildfarelse (den latente forestilling om, at man lever evigt) og pludselig ser sig selv om led i en generationskæde. Nu er man pludselig far (el. mor), ens forældre er bedsteforældre (og man bevæger sig selv i den retning). Tableau.
Begivenheden overgår enhver fødselsdagsoplevelse. Man bliver 20, 30, 40 osv., og uret tikker, men tallene er ikke så skelsættende som den første barnefødsel. En måske lige så skelsættende oplevelse er det, når en egne forældre dør….
I dag er det atten år siden mit yngste barn, Frøkenen, kom til verden. Og jeg bliver – i hvert fald formelt – barnløs igen. Og bevæger mig mod bedsteforældrestatus. Det vil ske peu à peu. Som så ofte med følelser og fornemmelser, så er der tale om en blanding. Sorrig og glæde de vandrer til hobe, som psalmedigteren skrev…
Skru op.
og så lidt op i tempo:
17. april 2010 kl. 16:03
Hjertelig tillykke til jer begge:-)
17. april 2010 kl. 21:16
Af egne erfaringer, og ved at holde godt øje med andres, er jeg kommet frem til : at børn er børn, til de selv får børn.
Der er ingen garanti for, at de bliver voksne, fornuftige og ansvarlige; men der sker noget med de fleste. Selv de værste humbugsmagere af de hundreder af elever, jeg lærte at kende i min tid som lærer, forandrede sig kolossalt med opnåelsen af forældre-værdigheden. De blev aldrig de samme igen.
Og bare roligt: sålænge du er far, er frøkenen dit barn; måske vil du endda opleve, at dit barnebarn bliver voksen før dit eget barn, har du tænkt på det?
17. april 2010 kl. 23:29
@AagePK: Ja, og sÃ¥ er det jo heller ikke sikkert, at det altid er attraktivt at blive “voksen”. Det afhænger i hvert fald af, hvad man lægger i ordet. Siger drengerøven.
18. april 2010 kl. 10:55
Sjovt nok oplever jeg det, at mine unger nu er meget sig selv og af skælsår og alder (16 og 19 om en måned), som absolut frisættende. Jeg har gjort et godt stykke arbejde, de er selvstændige og selvbevidste og skal ikke have mig til at løse alt for dem i tide og utide. Så er der pludselig meget mere plads, til mig, mine tanker og deres far.
18. april 2010 kl. 13:22
@susling: Jo, da, jeg kan godt genkende glæden ved ungernes selvstændighed og ens egen genvundne frihed.