Geoff Emerick – om samarbejdet med The Beatles
11. juli 2010
Det kendte amerikanske poprockband Cheap Trick har fået den idé at opføre Beatles’ Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band live. Et sjovt projekt, fordi det lige netop ikke var muligt (eller ønskeligt) for The Beatles at opføre dette album dengang, det blev til. Beatles havde som bekendt trukket sig tilbage fra koncerterne nogle år forinden og lagde nu al den kreative energi i pladestudiet. Og de vidste godt, at det ikke teknisk var muligt at genskabe Sgt. Pepper – dengang. Siden er der jo sket meget med teknikken – på godt og ondt.
I forbindelse med Cheap Tricks projekt har Blender interviewet teknikeren og produceren Geoff Emerick, som var med til at skabe Beatles-pladen i en alder af kun 20 år, og som også har været med til at realisere Cheap Tricks genoplivning. I interviewet kommer Emerick bl.a. ind på den teknologiske udvikling og det tab, det også er. I dag hedder teknikken Pro Tools, hvor næsten alt er muligt. I Beatles’ æra var firsporsbåndet state of the art. De fire gutter og deres hjælpere have fire spor at gøre godt med og måttet selv spille instrumenterne, håndtere båndene og få hjælp af udefra kommende musikere, når det var påkrævet. Emerick svarer på spørgsmålet, om den tids analoge teknologi er gået i glemmebogen:
"Well I believe the White Stripes have done it! I did a thing for the BBC few years ago whereby we re-recorded Sgt. Pepper using fourteen of today’s bands who, of course, are used to ProTools. For each band we had a day to record to four-track using one of the original mixing consoles, which Mark Knopfler happens to have at his studio in London.
After that experience, in which there were no ProTools engineers creating a rhythm track for them, and in which they were forced to play everything themselves, I believe at least three of the bands went on to their next albums on analog. They didn’t realize what they were missing!
An example was the Kaiser Chiefs—they’d nearly thrown in the towel. It took nearly twenty takes to get the rhythm track right, but they enjoyed doing it."
Et andet fænomen, Emerick berører, var datidens konflikt mellem klassisk musik og pop- og beatmusik. Beatmusikken blev ringeagtet af mange klassiske musikere. Jeg husker endnu tydeligt, hvordan visse musiklærere udviste tolerance over for beatmusikken, men alligevel ikke kunne nære sig for at omtale musikken i ironisk-nedsættende vendinger. Det er nok svært at forstå for nutidens unge. Kulturkamp var det. Om Beatles brug af klassiske musikere siger Emerick:
"It was, and it was a fight. The classical musicians looked down on pop musicians as not being in the same realm as musicians as they were. Dave Mason, who’d played piccolo trumpet on "Penny Lane," and Alan Civil, who’d played the French horn on "For No One," both of whom were in the orchestra that night, helped break down the barriers, and helped form a camaraderie between the classical musicians and the pop musicians.
Of course, the classical musicians had been told to play twenty-four bars [during the song’s signature crescendo], and NOT listen to the musician next to them, which they’d never done… which they didn’t know how to do. But ultimately George Martin took control of the orchestra, after Paul McCartney had explained to the orchestra what is was that we wanted to do."
13. juli 2010 kl. 12:51
Hvor er det godt at du tager det perspektiv op. Det kan ikke siges often nok at der var problemer med forskellige musik-kulturer og at det kunne være særdeles svært for en musiker at finde sine ben.
Ed, som havde været amerikansk jægerpilot og nu støbte HC-Andersen smykker og souvenirs i sølv og andre metaller, sagde at den dag The Beatles indspillede musik med strygere ville de være færdige. Han ramte noget, som vi alle kendte uden rigtigt at vide det: De store populære kunstnere var alle pÃ¥ et eller andet tidspunkt blevet “overproduceret”, og nogen af de store “underholdningsorkestre” havde faktisk en rigtig god lyd nÃ¥r de ikke blev “over-broderede”.
Men se, hvad skete? Paul McCartney fandt en strygere til en kvartet, som kunne ramme det, som strygere ogsÃ¥ kan, Yesterday og Eleanor Rigby, og som han mÃ¥ske havde fornemmet ud fra den fantastiske kammer-indspilning af Vivaldis “Fire Ã…rstider” fra halvtredserne. Den gamle indspilning har helt sin egen historie og fortæller tydeligere end nogen anden plade, hvad klassikerne gÃ¥r glip af, nÃ¥r de bliver spillet af fascistiske dirigenter (blandt dem var Karajan).
Nu jeg tænker over det har det også betydet noget at Martin var rede til at folde ørerne ud og lytte på, hvad McCartney havde i tankerne med kvartetten. Der er noget med mikrofonplaceringen som er atypisk for datidens optagelser, det er vistnok mere nøgent, men musikerne klarer det fint.
13. juli 2010 kl. 13:50
@Donald: Tak for komplimentet. Ja, jeg tror ogsÃ¥, at Beatles var med til at nedbryde muren mellem de forskellige musikkulturer, ikke mindst mellem beatmusikken og den klassiske. Og George Martins lydhørhed og Lennon og Mccartneys fordomsfrihed i forhold til andre musikgenrer har uden tvivl været katalysatorer for den proces. Jeg kan selv huske, at mine forældre (og deres venner) ALTID nævnte “Yesterday”, nÃ¥r de skulle vise forstÃ¥else over min ungdommelige Beatlemani.
13. juli 2010 kl. 22:29
:-)