Fra sommerlandet: Dave Matthews – Some Devil

18. juli 2010

For en gang skyld var denne bloggers tur til sommerhuset ved vestkysten ikke en asketisk øvelse i afholdenhed – eller langsom, simple living, som trenden lyder i det forjagede samfund, vi lever i – med hensyn til internettet, tv og den slags elektroniske fornøjelser. Trådløsheden har nemlig indtaget tilflugtsstedet uden for lands lov og ret, hvor kragerne vender og afløses af vindblæste måger. Derfor har bloggen heller ikke holdt sig i ro.

Men den lagrede musik blev hjemme i bunkerne. Ejeren af huset havde dog efterladt en lille bunke cd’er – brugte, indkøbt på et lokalt biblioteks udsalg. Og disse skiver blev min underholdning, når familien lagde beslag på tv’et ud på aftenen.

Øverst i den lille bunke lå sydafrikaneren Dave Matthews enlige soloalbum Some Devil fra 2003. Mathews er især kendt for sit virke i Dave Matthews Band, der siden dannelsen i 1991 har udsendt en lang række album. Solopladen – kan man læse på nettet – har solgt til platin, og en af sangene “Golddigger” inkasserede en Grammy for “Best Male Rock Vocal Performance” i 2004. Den 43-årige Matthews har da også en rigtig god, udryksfuld stemme, der passer godt til hans nøgterne, realistiske, ja, desillusionerede tekster. Matthews mistede sin far til kræften i 1977, og hans ene søster blev myrdet af sin mand i 1994. Og disse to begivenheder har sat sig spor i mandens tekster, der ofte har et anstrøg af melankoli over sig, der kommer af, at anskue verden i bevidstheden om al tings endelighed.

Musikken på pladen består af melodiøse, varierede sange i smagfulde, komplekse rockarrangementer. Det er et adult rock’n roll album, der vil fortælle historier fra den grå hverdag, vi alle skal lære at elske. På coveret ser man meget passende en uglamourøst portrætteret Matthews, der i blå-grå nuancer kigger sig over skulderen på en bro et eller andet sted. Måske i Charlottesville, hvor han har levet en stor del af sit voksne liv.

Anbefales varmt.

DodoSo Damn Happy Some Devil

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

249 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62