Ole Sohn og opgøret med DKP-tiden

19. oktober 2010

Forleden skrev jeg i anledning af den fornyede interesse for SF-eren Ole Sohns fortid som medlem af og formand for Danmarks Kommunistiske Parti (1987-91): “Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn, formand for DKP i årene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet, som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den såkaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude.”

I mellemtiden har Ole Sohn valgt at gå til pressen og meddele, at hans medlemskab af DKP og DKPs politik var en fejltagelse. Sohn har med andre ord valgt at imødekomme de borgerlige kritikere, der har forlangt en “undskyldning”. Vi kan så diskutere, om det var et klogt træk, sådan at forkaste sin fortid!?

For det er ikke helt slut med “sagen” med Sohns beklagelse. Mindst et spørgsmål ulmer endnu. Vidste Sohn, at DKP et stykke af vejen var finansieret af Sovjets kommunistiske parti? Sohn har erklæret, at den sovjetiske finansiering gik op for ham, da han opdagede, at fakturaer til betaling af trykningen af Land og Folk blev overfaktureret. Men har han ikke inden da haft en fornemmelse? Dette spørgsmål rejste den danske forsker Morten Thing i gårsdagens P1 Orientering.

Man kan også vende den om og spørge, om ikke det er udtryk for forstillet naivitet, når Sohn således stiller sin oprindelige, påståede uvidenhed til skue? Pengestrømmen fra Sovjets kommunistiske parti til de europæiske søsterpartier har været kendt i mange, mange år. Og en historisk interesseret person som Sohn kan næppe have været uvidende om, at det foregik. Især ikke, når han sad som formand og medlem af centralkommiteen.

Når nu Sohn har sluppet katten ud af sækken, så kan han lige så godt være helt ærlig og sige det, som det var. Og så i øvrigt huske på ikke at smide barnet ud med badevandet. Sovjetkommunismens politiske afsporing har været et politisk lærestykke af dimensioner, men det betyder ikke at det socialistiske tankegods i almindelighed skal forvises til historiens losseplads. Det er nok værd at huske på i en tid, hvor SF bevæger sig mere og mere bort fra dette tankegods i retning af en midtersøgende borgerlighed. For det er måske det mest interessant ved Sohn-“sagen”: At Sohns bearbejdning og erkendelse af sin politiske fortids holdninger og fejltagelser jo skal omsættes i aktuel og fremtidig politik.

Apropos ovenstående, så har udviklingsminister Søren Pind, der er kendt for at være – lad os diplomatisk formulere det sådan – en impulsiv politisk kommentator, som nu og da taler lidt hurtigere end han tænker, valgt at trække nazikortet op af lommen.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

178 har læst indlægget
14,851