Når Wikien lækker – Wikileaks.

2. december 2010

Forleden blev stifteren af Wikileaks, Julian Assange, efterlyst globalt, fordi han i Sverige er under anklage for voldtægt. Hvor mange mon bliver efterlyst globalt, fordi de har fået en voldtægtsanklage på halsen? Efterlysningen kaster selvfølgelig et skarpt lys på fænomenet Wikileaks’ projekt: at offentliggør normalt ikke-tilgængelige dokumenter fra anonyme kilder og “internetlæk” med mere. Anmeldelsen siger noget om Wikileaks betydning i den globale politiske virkelighed. Der er ingen tvivl om, at nogle magtfulde personer, institutioner osv. gerne så Assange bag tremmer i håb om, at det ville kunne dæmpe den åreladning af information, som Wikileaks fortløbende bevirker.
Noget af det interessante ved Wikileaksafsløringerne omkring Irak-krigen og de seneste omkring diplomatiets virke er, at afsløringerne giver os almindelige, dødelige borgere i de vestlige, såkaldte demokratier indblik i det dobbeltspil, som foregår. Vi får en fornemmelse af den afgrund, der mellem den officielle politiske virkelighed og det, der foregår bag lukkede døre og (som udgangspunkt) off the record. Selvfølgelig ved vi godt, at det forholder sig sådan. Det har pressen i årevis forsøgt at fortælle os. Det har været den kritiske journalistiks fornemste opgave i demokratiet at gøre. Men med Wikileaks er afsløringerne af dobbeltspillet blevet endnu mere omfattende og uforudsigelig.
Et eksempel er de endnu ikke frigivne dokumenter af den forhenværende, amerikanske ambassadør James Cains e-mail-korrespondance til den tidl. amerikanske præsident George W. Bush. Til Berlingske Tidende afslører Cain, at han i de pågældende e-mails forhold sig stærkt kritisk til den danske politiske opposition med Helle Thorning Schmidt i spidsen: »Jeg skrev til præsident Bush, at der var grund til bekymring, hvis der kom et regeringsskifte – fordi jeg vidste, at en socialdemokratisk regering ville være afhængig af Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, og at der derved var udsigt til en kursændring/…/Jeg kendte selvfølgelig til Helle Thorning-Schmidts holdning – og ja, jeg var bekymret for, at hun som ny statsminister i en koalition med SF og De Radikale ville føre en politik, som ikke var den, som USA ønskede«. Vi får se, om de faktiske afsløringer har andre artigheder at byde på; men den citerede afsløring viser måske, at den såkaldte spionagesag – hvor den amr. ambassade var under anklage for at udspionere almindelige danskere i København – nok ikke var en tilfældighed. Og jeg synes også, at afsløringen sætter et stort spørgsmålstegn ved den siddende regerings ukritiske, vandtætte og blinde loyalitet over for USA som allieret. Hvis ikke amerikanerne kan acceptere en dansk politik formuleret og realiseret af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og de Radikale, hvordan kan vi så ukritisk være deres allierede? James Cain har selv kaldt sine afsløringer “bagateller”, så man må formode, at der er andre saftigere sager på spil, hvilket også understreges af, at han på tv i går kaldte Wikileaks-afsløringerne for “højforædderi”…
Er Wikileaks et gode? Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Wikileaks vil forstærke magthavernes anstrengelser for at begrænse offentlighedens indsigt i, hvad der foregår i magtcentrene. Altså forstærke den tendens, vi har set – også herhjemme – specielt efter 9/11. Ud fra et demokratisk synspunkt må vi bifalde Wikileaks arbejde. For kun gennem voksende indsigt i magtens arbejde vil vi kunne styrke det demokrati, der altid er truet af magten.

Skriv en kommentar

194 har læst indlægget