“Løftebrud” – eller journalisterne som ideologiske medløbere
12. oktober 2011Siden folketingsvalgets afgørelse er et bestemt begreb dukket op i pressen med en hyppighed, der tankevækkende. Det begreb, jeg tænker på, er “løftebrud”. Igen og igen skrives der nyheder og kommentarer, hvor den nye regering kritiseres for at begå løftebrud. Og der begås sikkert løftebrud af den nye regering. Løfter givet i valgkampens hede brydes, fordi man ikke kan opfylde løfter, når man ikke har et absolut flertal – eller fordi økonomien sætter grænser for, hvad man kan her og nu. Problemet er ikke selve det forhold, at der brydes løfter, men derimod, at der er så ringe forståelse for de parlamentariske betingelser, som de nuværende regering skal arbejde under – i pressen.
At oppositionspolitikere harcellerer over “løftebrud” er forudsigeligt, men at journaliststanden i almindelighed – for selvfølgelig kan man finde lysende udtagelser – gør det er udtryk for noget andet. Derfor var det lidt sjovt at læse journalisten (!) Jakob Elkjærs indlæg Er journalister hjernedøde? i Politiken i går.
Den tidligere chefredaktør for journaliststandens fagblad Journalisten stikker sin meget polemiske kniv ind lige der, hvor det gør ondt. Når journalisterne ukritisk overtager oppositionens retorik (“løftebrud”), så hænger det sammen med, at journalisterne generelt er uvidende om andet end det journalistiske håndværk, de har lært i journalistuddannelsen, suppleret med et mere eller mindre grundigt kendskab til det politiske spil, der foregår på Christiansborg.
Med hensyn til historie, økonomi, arbejdsmarkedsforhold, kultur osv. er de temmelig blanke. De bevæger sig inde i den lukkede politiske sfære og ved mere om politisk spin end om fx den globale, økonomiske årsager og historiske forudsætninger. Og derfor er de lette ofre for det spin, der hele tiden foregår. Elkjær noterer: “Derfor blev medierne benovede, da Anders Fogh Rasmussen importerede kontraktpolitikken fra Tony Blair i Storbritannien og udstedte nogle få konkrete valgløfter, som så stort set blev overholdt. Se, det var professionel politisk kommunikation, som kunne vinde valg – wow!
Til gengæld forstod kun få, at økonomien sejlede.”
Fanget i det politisk-retoriske spin er journalisterne ude af stand til at træde et skridt tilbage og kritisk forstå begreber som “kontraktpolitik” (som kun giver mening, når man har et absolut flertal – og i øvrigt udøver rendyrket magtpolitik, der lader hånt om de demokratiske mindretal) og “løftebrud” (der netop er udtryk for kontraktpolitisk-ideologisk tankegang!).
Elkjær pointerer, at vælgerne godt kan forstå, at den nuværende regering ikke slet og ret kan gennemføre alle givne løfter – og har forståelse for de parlamentariske realiteter. Og hans pointe er ikke, at journalisterne IKKE skal være efter S og SF, når de har travlt med at rende fra givne løfter og slippe grebet om de politike ideer, de havde før valget. “Men når reportere og kommentatorer automatisk kalder det løftebrud, at man giver og tager i et flerpartisystem, så skader vi primært vores egen troværdighed.” Den store problem er, at journalisterne generelt set er for dårligt skolede til at varetage den kritiske rolle, de burde udfylde i det parlamentariske demokrati. Idealet om at være demokratiets kritiske vagthund er blevet reduceret til en logrende skødehund i de borgerlige magthaveres varetægt. Og prisen er, at journalistikken legitimerende troværdighed gÇ»r fløjten. Det er ikke kun samfundet og økonomien, der er i krise, det er også journalistikken.
Indlægget illustrerer også et andet forhold. Nemlig, at den politiske kamp også handler om at få det symbolske eller retoriske overtag. Vil det lykkes den nuværende regering at vinde kampen om det symbolske? Og få pressen til at acceptere en ny diskurs? Kampen er begyndt. Et eksempel er, at man i den nye regering ikke taler om “ghettoer”, men om “udsatte boligområder”. Om det vil lykkes, kan kun tiden vise. Men kampen ville foregå på et helt andet grundlag, hvis journalisterne kendte deres ideale rolle.
Ovenstående illustreres med al ønskelig tydelighed i artiklen Kommentatorer: Regeringen er ved at skabe en tillidskløft i dagens udgave af Politiken (!), hvor “politisk kommentator” (og tidl. rådgiver for Anders Fogh Rasmussen) Mikael Kritiansen – som, apropos den manglende journalistiske dannelse, også er kendt for at ubeføjet at have pralet af en akademisk uddannelse – og “kommunikationskonsulent” Per Rystrøm, der kommenterer “fortællingen om løftebruddene”, men er temmeligt ufølsomme over for den kendsgerning, at de selv er fortællerne…
12. oktober 2011 kl. 22:13
Jeg er 100% enig!! Kan undre mig meget over den manglende logiske sans og evne til selvstændig analyse, der bliver demonstreret lige nu i medierne. Men jeg tror og håber på, at gennemsnittet af den danske befolkning godt kan se i gennem mediernes flimmer.
13. oktober 2011 kl. 01:12
@susling: man skal ikke undervurdere befolkningen/vælgerne! Men det er forstemmende, at medierne ikke kan hæve niveauet.
14. oktober 2011 kl. 06:07
Er pressen ikke bare et produkt af de sidste ti Ã¥rs überkontrol. Med tiden mÃ¥ man hÃ¥be, at vi kan komme tilbage til, hvad der var sædvanen i dansk politik modsat det sidste Ã¥rtis blokflertalsbestemte undtagelsestilstand – og at pressen sÃ¥ ogsÃ¥ vÃ¥gner op og følger med.
14. oktober 2011 kl. 09:32
@Gowings: Hvis du ser pÃ¥ listen af spindoktorer, som den nye regering lige har offentliggjort, vil du se en overvægt af “kommunikationskonsulenter” og lignende. Det vil sige journalister. Det er Ã¥benbart sÃ¥dan i dagens Danmark, at det er vigtigere at kommunikere rigtigt end at fÃ¥ seriøs, faglig sparring.
Jeg mener, at kommunikation/formidling er tidens svamp (tænk på universiteterne), og kommunikatørerne er feterede kejsere og kejserinder uden klæder. Fortidens idealer om oplyste, kritiske journalister, der åndede politikerne i nakken og bidrog til at holde demokratiet levende er i dag mere undtagelse end regel. De er der, de vidende, kritiske journalister, men det er ikke dem, der står i forreste række eller dominerer på forsider og tv-skærme.
At pressen har været den afgåede liberalt-borgerlige regerings lydige skødehund er et alarmerende tegn på, at demokratiet er i krise.