Neil Young i ny indpakning
29. juni 2012
Neil Young er – til trods for, at han har nået pensionsalderen – myreflittig. Akkurat som Paul McCartney. Forklaringen er nok ganske enkelt den, at d’herrer brænder for deres métier.
Young er aktuel med sin og Crazy Horses’ dekonstruktion af gamle sange fra den anglo-amerikanske sangskat. Og pladen har delt vandene hos kritikerne. Det har vi set før med Young, der egensindigt har fulgt sin egen næse. Akkurat som Bob Dylan har gjort. For sådan er det med rigtige kunstnere.
For såvel Young, Dylan og McCartney gælder det, at ikke alt, hvad der er kommet fra deres hånd og hjerne har samme høje niveau. For sådan er det også med rigtige kunstnere. De er søgende og finder ikke altid momentum, som det hedder på nudansk. Det kan ikke være anderledes.
Når det sker, at udgivelserne ikke helt holder tidligere standarder, så får jeg trang til at gå tilbage i kataloget. Og det er der jo rigelig anledning til hos de tre omtalte musikere. Og i Youngs tilfælde er der måske en aktuel anledning til det, fordi manden netop har startet en ny serie genudgivelser under den beskedne titel Official Release Series . Det første udspil i den serie, Official Release Series Discs 1-4, gemmer på Neil Youngs første fire soloudgivelser – fra 1969 Neil Young og Everybody Knows This is Nowhere, fra 1970 After the Gold Rush og fra 1972 Harvest. Fire klassiske album i ‘remasterede’ udgaver fra 2009 med original cover og i jewel case til en uhørt lav pris. Discount uden at være musikalsk eller kunstnerisk discount. Med sådan et tilbud kan man jo overveje om man vil købe den nye Americana eller den lille budgetboks. Prisen er nogenlunde den samme – men man får mere for pengene i sidste tilfælde.
