CAPAC anbefaler: The Angels’ share – en film af Ken Loach
15. juni 2013
Fruen og jeg har udviklet en ny tradition. Vi er begyndt at gå i biografen om formiddagen og først på eftermiddagen. Det er der private årsager til, men det har vist sig, at der er fordele ved det. For det første er det nemt at få en rigtig god plads. For det andet er der sjældent fyldt helt op. Og for det tredje, så har man stadigvæk det meste af dagen til rådighed bagefter.
I dag faldt valget af film på den kendte engelske instruktør Ken Loachs The Angels’ share. Og når man har at gøre med Loach-film, så kan man forvente sig en samfundskritisk element. Således også i denne fine lille historie.
Plottet er som taget ud af den grå britiske virkelighed. Fire unge rødder, der har begået forskellige lovbrud, idømmes samfundstjeneste, så de kan betale noget af det tilbage, som de på den ene og anden vis har berøvet samfundet. I første omgang ligner samfundstjenesten meningsløs aktivering af den slags, det danske samfund også kunne finde på at udsætte folk for. De bliver sat til at istandsætte en kommunal ejendom.
Men den behjertede socialarbejder Harry, der er sat på opgaven, får en bedre idé. Han får sympati for roden Robbie, da denne opsøges af og gennembankes af faderen til Robbies kæreste. Harry elsker god whisky, og han får den idé at tage de fire unge banditter med en tur til et skotsk destilleri, så de kan se, hvordan de ædle dråber bliver til.
For Robbie bliver turen et første skridt mod en tilværelse hinsides den kriminelle løbebane. Det viser sig nemlig, at Robbie besidder en udviklet næse for whisky. Han kan som professionelle whiskysniffere præcist beskrive og skelne den ene whisky fra den anden. Oplevelsen bliver også et amoralsk vendepunkt i filmen. For på besøget på whiskydestilleriet får pigen Mo den idé, at de kunne stjæle en særlig ædel og dyr whisky, der er blevet lokaliseret på et skotsk lager. Og som en anden Olsen-bande planlægger  de fire gutter, hvordan de – iført kilts som kamouflage – skal drage mod nord og stjæle noget af den dyre drik.
Ken Loachs kunststykke er, at han viser, hvordan de fire sociale tabere, takket være socialarbejderen Harry, får en chance i livet, men at denne chance har en dobbeltkarakter. Den er både udtryk for et menneskes gode vilje til at hjælpe andre ud over deres situation, men den er samtidig en bekræftelse af den illegale livsførelse, der har præget deres unge liv hidtil. Loach er amoralsk i den forstand, at der ikke er nogen morale om, at hvis blot systemet viser forståelse, så kan de unge kriminelle finde deres plads på den rigtige side af loven. Moralen er snarere, at man sagtens kan få lidt succes i livet ved hjælp af lidt ufine metoder. Man kunne sige, at moralen er udtryk for den moral, der netop kendetegner det kapitalistiske system, som Loach er og altid har været en kritiker af.
Projektet – tyveriet af den fine whisky – lykkes. Og filmen får en slags happy end. Mere skal ikke afsløres. Det vigtigse er vejen derhen. Loach fortæller historien lige ud af landevejen med en realistisk tone, der er gennemvædet af en befriende, boblende humor, som gør, at de fire unge rødders problemer og sorger bliver til at bære. Og de fire spiller deres roller med allerstørste overbevisning. De er som taget ud af den brutale virkelighed på bunden af det britiske samfund. Filmen er et reality show med mening.
Loachs kritiske blik viser sig på flere måder. Dels i skildringen af de fire unge. Fx i skildringen af Robbie, der lever et liv med nedarvet voldelighed, der indebærer en stadig trussel mod ham selv og mod den pige, han venter barn med. Dels i afsløringen af de rige whiskykenderes hykleri. I en kostelig scene vinder en amerikansk mand en tønde whisky til over 1 million pund, men han kan ikke smage, at der er blandet en ringere whisky i tønden, da han endelig får chancen for at smage.
Angels’ share er en realistisk skrøne. Og som sådan rummer den elementer af komedie, tragedie, dokumentaristisk virkelighedsskildring og meget mere. Og det hele er spundet sammen af den erfarne fortællers sikre håndelag. Det er en af de film, man må unde sig selv at se i år, hvis man kun går i biografen i ny og næ. Hermed anbefalet.
Proclaimers “500 Miles” (filmens eneste musikstykke):
15. juni 2013 kl. 20:55
Jeg springer behændigt over indtil videre – skal i biografen imorgen :)
15. juni 2013 kl. 21:27
@Gowings: Du kan roligt glæde dig på forhånd. Den holder hele vejen hjem.