Tidens pop og tidsånden

12. august 2013

I de britiske medier kan jeg læse, at det lille stjernefrø Miley Cirus har indtaget toppen af pophitlisten med sangen “We can’t stop”.  Den 20-Ã¥rige stjerne, der fik sit store mediegennembrud i børneserien om Hannah Montana, har med den nye single Ã¥benbart udtrÃ¥dt sine barnesko. Som The Guardian skriver, sÃ¥ fremstÃ¥r hun i den tilhørende video som ‘a good girl gone bad’.

MÃ¥ske er sangen og videoen mere end blot et udtryk for at countrysangeren Billy Ray Cyrus’ datter er ved at blive voksen og derfor tér sig voksent. MÃ¥ske er den et tegn pÃ¥, hvordan unge er i dag – i det mindste, nÃ¥r de færdes i det blændende rampelys, som sÃ¥ mange  efterstræber i X- Factor-udsendelser osv.
Musikalsk er sangen som så mange popsange i tiden. Melodisk hører den ikke til den kategori, man let husker. Stemmerne er tydeligvis manipuleret i studiet, og hele det elektroniske isemkram i studiet er taget i brug.
Teksten siger sig selv. Vi kan ikke stoppe. Vi gÃ¥r hele vejen – hvad enten det drejer sig om at feste eller i forholdet til det andet køn. Seksuel innuendo, hip hop-seksualiserede bevægelser og attituder. Ja, den fÃ¥r ikke for lidt.
Der er ikke noget nyt i, at poppen afspejler tidsÃ¥nden. Det gjorde den ogsÃ¥ i halvtredserne og tresserne for eksempel. Men som kritisk musikforbruger kan jeg ikke lade være med at tænke pÃ¥, om en sang som denne vil blive husket af de unge om 10, 20, 30 Ã¥r? Har den slags pop nogen langtidsholdbarhed? Selv om jeg har min tvivl, sÃ¥ er jeg nok ikke den rette til at svare pÃ¥ det spørgsmÃ¥l…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

137 har læst indlægget
15,007