Preben Wilhjelm og det udeblevne systemkritik – en kritisk kommentar

9. december 2013

Den gamle VS’er og venstrefløjspolitiker Preben Wilhjelm er aktuel med en ny pamflet, der hedder “Krisen og den udeblevne systemkritik” (Politisk Revy). Og i den anledning langer han i Politiken ud efter regeringens krisepolitik, der slet og ret kaldes for ‘stupid’. Den er ‘stupid’, fordi regeringen overhovedet ikke har begreb om krisens årsager. Og Wilhjelm piller en for en regeringens og den foregående regerings økonomisk-politiske tiltag fra hinanden. Og Wilhjelm insisterer på, at vi ikke fatter en bønne af den pågående krise, hvis vi ikke kommer dybere ned end til spørgsmålet om tilliden til finanssektoren, letsindig boliglånspolitik eller lignende. Det er vigtigt, fordi – og her har han jo fat i noget helt rigtigt – de fleste mennesker er ‘passiviserede’ og ‘forvirrede’. Og lader sig køre rundt i manegen af såkaldte økonomiske ‘eksperter’ fra banker og finansinstitutter. Både i deres privatliv og på medierne…

Wilhjelms projekt og hensigt er velkommen. Såre velkommen. Fordi der netop ikke er ret mange, der orker at forholde sig til spørgsmålet om krisens rødder (og dermed retteligen: om krisens løsning på længere sigt…). Politikerne venter på det dertil nedsatte udvalg og håber i mellemtiden, at der kommer gang i hjulene, eksporten osv. – og alt kommer tilbage til normaliteten, kapitalismens normalitet.

Men hvordan forholder det sig så med Wilhjelms spadestik i krisens årsager. Jo, for det første, mener han at kunne slå fast, at krisen initieres af “det økonomiske styringsinstrument, markedsmekanismen, automatisk fører til, at selv små ubalancer pustes helt ud af kontrol og bliver selvforstærkende”. Det er altså den irrationelt fungerende markedsmekanisme – som Wilhjelm i øvrigt godt kan lide i mindre lokal skala – der er ondets rod. Men selv om Wilhjelm kan have ret i nogle af sine antagelser om markedets uheldige funktionsmåde, så er det jo kun en stor del af den kapitalistiske økonom – og slet ikke den centrale. Wilhjelm synes at overse, hvad han måtte have læst om i sine unge dage, nemlig de indre modsigelser i den kapitalistiske akkumulation. For det er – ud fra en marxistisk tænkning i det mindste – her man finder det, han kalder ‘kernen’, ikke alene til den aktuelle krise, men hele rækken af kapitalistiske kriser, der er hinandens forudsætninger.

Det er måske også i dette for det systemkritiske bliks blinde punkt, man finder forklaringen på, hvorfor Wilhjelm i interviewet ender ud med at foreslår reformerende og regulerende indgreb over for markedsmekanismen – på nationalt og overnationalt plan. Lidt hårdt sat op, kan man sige, at den gamle VS’er ender ud med at plædere for en traditionel socialdemokratisk politik, der gennem justeringer som Tobin-skat, grønne skattereformer, hårdere styring af finanssektoren m.fl. skal afbøde kapitalismens mest uheldige effekter for menigmand.

Det er begrædeligt, at vi har politikere, der ikke bekymrer sig en tøddel om krisens forklaring og perspektivrige krisestrategier. Men det er også begrædeligt, at Wilhjelm nøjes med at foreslå ærke-socialdemokratiske tiltag. I en tid med voldsomme klimaproblemer (der i allerhøjeste grad er skabt af den kapitalistiske produktion og kultur), hvor ulighed og fattigdom vokser globalt, hvor de borgerlige demokratier er truet osv., er der brug for ikke alene en radikal kriseforklaring, men også nogle bud på, hvordan vi får transformeret kapitalismen til noget andet og bedre til fordel for de store masser.

Skriv en kommentar

209 har læst indlægget