En aften med – Skousen & Ingemann på Voxhall

12. april 2014

Levede det så op til dine forventninger?, spurgte min ledsagerske, da vi forlod Voxhall fredag aften efter koncerten med Skousen & Ingemann. Og jeg svarede tøvende noget i retning af: Jah… hvis jeg ellers havde haft nogle forventninger. For, hvis sandhedens skal frem, så havde jeg ikke rigtig haft nogle forventninger ud over den, at det jo kunne være sjovt at se, om konstellationen Skousen & Ingemann ville holde godt og vel fire årtier efter de begyndte den rejse, der altså fortsætter en stund endnu.

Det korte af den lange er, at retroprojektet holdt – og mere end det. Det blev en på alle måder vellykket koncert. Med Peter Ingemann på bas og i rollen som rejseguide, sprechstallmeister og entertainer blev publikum, som på denne aften have en majoritet af seniorer, taget med på en kort dannelsesrejse i makkerparret Niels Skousens og Peter Ingemanns musikalske bevægelse fra de vist nok muntre tressere og frem til i dag. Solidt bakket op af guitaristen Peer Frost (kendt fra Les Rivals og ikke mindst Young Flowers) og den Berklee College of Music-uddannede trommeslager Hans Fagt, kom vi vidt omkring i det musikalske katalog om makkerparret. Fra Niels Skousens solokatalog (Jeg vender mig i sengen, Palads af glas og Dobbeltsyn) over Musikpatruljen og Young Flowers og til selve Skousen & Ingemann og Herfra hvor vi står. Og det blev en koncert, der gjorde den fordomsfulde betegnelse “retro” til skamme. I stedet demonstrerede ensemblet, at hvis musikken og sangenes tekster er hold- og slidbare – og det er de i tilfældet Skousen – så betyder fire årtier ikke så meget for det musikalske udbytte, man får i sidste ende. Selv om der var tale om et genoptryk af gamle, elskede sange fra dengang, så var der et nærvær og en intensitet i afleveringen, der fik en – mig – til at tænke, at 30-40 år alligevel ikke er så lang tid, set fra et kunstnerisk perspektiv. Sangene fremstod helt friske.

Både Niels Skousen og Peter Ingemann bestred deres roller med tilbagelænet autoritet og samtidig – måske paradoksalt – med et nærvær og et engagement, der ville kunne gøre mangen en ung musiker misundelig. Og de fik god støtte af den yngre Hans Fagt på trommerne, der tydeligvis nød rollen som rytmisk motor, og Peer Frost, der med sit økonomiske leadguitarspil sørgede for, at den røde tråd bagud – ikke mindst til Young Flowers – stod helt klar og ildrød. Og selv om Skousen & Ingemann stjal overskriften på plakaten, så var sandheden nok, at der mest af alt var tale om en bandpræstation. Således var der plads til flere af Frosts fine, afmålte soloer undervejs.

Og når så et stor del af salen – og med stor velvilje hos juniorsegmentet i salen – begynder at lave sange som “Isabell” og “Herfra hvor vi står” til fællessang (til Skousens og Ingemanns åbenbare begejstring), så ved man, at musikken er kommet ud over scenekanten – og mere til. Hvem skulle have troet, at sangene fra “Herfra hvor vi står” er gået hen og blevet en del af den aktive danske sangskat? Nej, vel?! Men det var både rørende og oplivende at erfare, at de gode sange ikke alene lever videre i dem, der var med dengang, men også har fundet vej til yngre generationers musikalske hjerter.

Jo, Skousen & Ingemann tog alle stikkene hjem og kunne roligt gå ud på byens små listige steder (som Ingemann foreslog) og sende publikum videre. Og jeg kunne kun gå ud i natten med et stille ønske om, at d’herrer Niels Skousen og Peter Ingemann måske ville finde vejen til studiet og indspille en aktuel opfølger til Herfra hvor vi står eller – måske bedre – få lavet en liveoptagelse af deres nye koncertaktiviteter.

 

 

Skriv en kommentar

419 har læst indlægget