En vældig fin stund med Ane Brun på Voxhall, lørdag d. 14. 11. 2014
15. november 2014
Med sin igangværende solotur har den norske singer-songwriter Ane Brun valgt en af populærmusikkens uopslidelige grundformler: En singer-songwriter med sine sange, sin stemme og sin guitar. Og Brun tematiserede faktisk det rekursive og retrospektive, da hun forklarede, at hun med sit fravalg af et stort ledsagende orkester så at sige vendte tilbage til oprindelsen, til dengang, hvor hun for et par årtier siden begyndte at optræde meget med udgangspunkt i sin fødeby, Molde.
Og i et stramt iscenesat show førte Brun publikum tilbage gennem sangskattens mange “låter” . På en baggrund af forrevne, hvide tøjstykker, der illuderede både norsk bjerglandskab og storbyskyline opførte lydmanden Magnus Eriksson et veritabelt lysshow, der udgjorde et til tider nærmest psykedelisk drømmelandskab, opførte Brun med sine guitarer (og et par gange afløst af elektrisk piano) sine mere end tyve sange.
Sange, der – som Brun var inde på – ofte drejer sig om det uopslidelige emne, kærligheden, fordi det aldrig helt lykkes at skrive den perfekte kærlighedssang. Man starter så godt, men så går det galt i andet vers – og man må fortsætte jagten på den helt rigtige silly lovesong. Og der var rigtig nok mange af sangene, der kredsede om emnet. Og Ane Brun fremførte dem med sin meget smukke stemme, der ubesværet gik op i det høje toneleje. En stemme, der tilførte sangene en særlig inderlighed og hele tiden bar på en smuk lidenskabelig glød, der gav varme og energi til sangene, som alle både er prægnant melodiske og rytmisk markante.
Rejsen tilbage til det oprindelige blev helt tydelig, da Ane Brun fandt sin mintgrønne el-guitar frem og førte os tilbage til dengang, hvor hun iført baseball cap og bukser med hængerøv førte sig frem som “tuff”, ung performer. Og her blev det tydeligt, at rockens udtryk ikke ligger hende så fjernt – og det måske faktisk er i den, hun henter sin rytmiske prægnans i sin traktering af guitaren.
Undervejs blev der også plads til et par covernumre, bl.a. Alphavilles “Big in Japan” og Arcade Fires “Neighbourhoods”. Coversange, der faldt rigtig godt i tråd med Bruns egne sange. Fire ekstranumre blev det også til, bl.a. hendes seneste større hit “Oh Love” fra 2013.
Showet var som sagt helt igennem iscenesat og meget professionelt. Det afspejlede sig også i den flotte gestus, hvormed hun bad publikum om at give sine hårdt arbejdende medhjælpere – lysteknikeren, lydmanden, altmuligmanden på scenen og Anders, der solgte cd’er, vinyler og merchandise – en stor hånd. Der var styr på sagerne, overskud og plads til at være generøs. Det var, denne novemberaften i Aarhus, med Bruns egne ord “en vældig fin stund”. Og Ane må gerne komme forbi igen – med eller uden band.
PS. Der var – mod forventning – ingen opvarmning denne aften. Men selv om jeg gerne ville have hørt hende damen fra Malmø, så gjorde det ikke noget, for egentlig foretrækker jeg at nøjes med hovednavnet ved en koncert.
