Swans kom forbi Voxhall

6. maj 2015

Inden vi nåede frem til hovedmenuen denne tirsdag aften i maj 2015 måtte vi indtage opvarmningsnavnet, den koreanske kunstner Okkyung Lee. Alene med sit instrument, celloen, blev vi – uden en eneste kommentar – ført igennem to numre, der fremstod som intime og intense improvisationsstykker, domineret af atonalitet og dissonans. Musik, der tydeligvis gjorde indtryk på publikum og med sin radikalt eksperimenterende karakter udgjorde en passende indgang til hovednavnet Swans.

Med Swans indtagelse af scenen ca. klokken 21 tog vi et skridt længere ind i det, som tegneren og forfatteren Peder Bundgaard engang betegnede som grim musik. Swans dyrker grimhedens æstetik. Med bandets udgangspunkt i den såkaldte no wave-scene, der samlet set var et opgør med den kommercialisme og pænhed, der greb post-punken (eller i hvert fald den såkaldte new wave), rendyrker Swans elementer af punkens æstetik. Støjen har en fremtrædende plads, og så dyrkes der en simpelhed, hvad enten det gælder det rytmiske eller melodiske. En til det monotone grænsende repetetiv, cirkulerende bevægelse kendetegnede de få, men lange numre, koncerten bød på. Typisk startende med noget, der kunne opfattes som en slags intro – fx det første nummers gong-gong og trommer – der dog hurtigt viser sig i stedet for at være en tematisk åbning, der udvides med de andre instrumenter – guitarer, slagtøj, bas m.v. – og bevæger sig mod en slags klimaks af intensitet og sær skønhed. For grimhedens æstetik udelukker paradoksalt nok ikke en særegen skønhed. Og denne skønhed besidder Swans, når de brænder igennem, hvilket sket flere gange i løbet af denne aften.

Man kan også sige, at Swans – med forfatteren Thorkild Bjørnvigs dannede ord (Opgøret med neonguden, 1970) – repræsenterer det dionysiske i rockmusikken. En musik, der med sin uhæmmede, men kontrollerede, fokusering på og rendyrkelse af de grimme sider af punken og rocken, fremtræder som et passioneret, ja driftsbesat, opgør med den banalisering, der konstant har truet rockmusikken fra dens fødsel.

For at forsætte lidt i det spor – det dionysiske – så var der også noget kultisk over denne koncert. I hvert fald fremstod forgrundsfiguren i det seksmand store band, Michael Gira, som en slags ypperstepræst eller måske bedre: shaman, der med manende fakter mod publikum (og også nu og da mod orkesteret) lignede en åndelig vejleder, der forsøgte at hensætte folk i, ja, ekstase. Rockekstase. Og set derfra, hvor jeg stod, så det ud til, at en del af det relativt store publikum faktisk lod sig rive med ind i den suggestive rockekstase. I hvert fald var der ingen tvivl om, at musikken trængte igennem og ind i kroppen på folk.

Efter to timer var det slut. Bandet bukkede (bogstaveligt) og takkede. Og vi kunne forlade Voxhall en oplevelse rigere. Personligt synes jeg, at det var en god koncert. Det er godt, vi har et band som Swans, der med deres eksperimenterende art rock kan minde os om, hvor rocken (eller beaten) også kommer fra, når det hele bliver lidt for pænt og forudsigeligt. Det var denne koncert et vidnesbyrd om, og det skal Swans og Voxhall have tak for.

 

Skriv en kommentar

278 har læst indlægget