The Tallest Man on Earth besøgte Voxhall, Aarhus, lørdag d. 10. oktober

11. oktober 2015

tallest

“Koncerten med The Tallest Man on Earth er UDSOLGT” meddelte et opslag over døren til Voxhall, da jeg ankom til spillestedet i god tid før koncerten. Og den besked – og den store kø foran billetkontoret – blev hængende i bevidstheden et stykke tid. For hvorfor er der udsolgt? Bevares The Tallest Man on Earth – kunstnernavn for Kristian Matsson – kommer med endog fine plade- og koncertanmeldelser (bl.a fra Roskilde Festival og Store Vega) i ryggen, men alligevel? Mange gode navne med fornemme foromtaler fylder ikke et spillested som Voxhall op til randen. Så hvorfor?

Men inden jeg fik lidt at et svar på spørgsmålet, måtte vi – publikum – opleve opvarmningsnavnet, Phil Cook. Guitarist, sanger og sangskriver fra North Carolina ( i det sydlige USA), som Cook med slet skjult stolthed fremhævede som et sted, der har skabt musik med hjerte, musik, der ‘har ændret verden’. Og musik som han selv dyrker. Med en god håndfuld sange, der stak dybt i gospel, blues og gammel rock’n roll fik Cook et godt tag i et oplagt publikum, der tydeligvis kunne lide ham og hans musik og endda indlod sig på at synge med på en sang om sangskriveren lille 4-årige, søvnglade søn.

Og så viste det sig senere, at Phil Cook ikke var en tilfældig support, men en god ven af og musikalsk inspirator for Matsson. Og et navn, man fik lyst til at høre mere af og om.

Klokken cirka 22 dukkede Matsson så op sammen med sit fire mand høje band. Ja, han kom springende ind på scenen som en anden skovtrold. En ung faun, der straks tog førertrøjen på og med sin aktive og nærværende optræden fra første færd tryllebandt et i forvejen forventningsfuldt og entusiatisk publikum. Og det var her noget af svaret på ovenstående spørgsmål begyndte at finde lidt af en forklaring. For der midt på gulvet foran The Tallest Man og Co. blev det hurtigt klart, at vi var kommet med Matsson-fanklubben til koncert. En stor del af det overvejende unge publikum var tydeligvis hard core-fans, der ikke alene kunne de fleste af Matssons sange udenad (og klappede og sang med på sangene), men også agerede med den for fans typiske begejstring, der ikke lader megen plads til kritisk distance eller forbehold.

Der er nu heller ikke nogen grund til at være specielt kritisk over for Matsson og hans band. For man må sige, at kunstneren leverede varen. Med et sjældent set nærvær, energi og intensitet afleverede Matsson en stribe af sine meget iørefaldende og vedkommende sange, kun kort afbrudt af en obligatorisk udskifning af guitaren efter hver sang (og smiden bort af den brugte plekter). Og der var ingen tvivl om, at Matsson var hovedpersonen. Det både kompetente og lydhøre amerikanske band  – viola, el-guitar, bas, saksofon, trommer, keyboards og steel guitar – var et langt stykke hen i koncerten henvist til rollen som akkompagnement, hvilket blev understreget af en del sange, hvor Matsson stod alene på scenen. Først til slut i den ordinære koncert fik bandet mulighed for at rocken igennem sammen med hovednavnet – og Phil Cook som tangentspiller – som et regulært sammentømret band. Noget, der gav en lyst til at se, hvordan det projekt ville kunne udvikle sig fremover.

Vi var til koncert med fanclubben – på godt og på ondt. For en stor del af de fremmødte var meget snakkesalige. At man snakker før koncerten begynder og i pausen mellem opvarmning og hovednavn er kun forståeligt, selv om det udviklede sig til en næste metalllisk klingende summen. Men, når man fortsætter ind i selve koncerten bliver det for meget. Og Kristian Matsson måtte da også – meget diskret – henstille til nogle af publikummerne,  at de holdt mund og lyttede og oplevede koncerten. For det er jo det, vi var der for. Men i vores selvoptagede kultur er det åbenbart svært for nogle at vise det hensyn over for kunstnerne og de øvrige publikummer. Dertil kom, at nogle få lod sig rive så meget med af Matssons – det skal understreges – meget medrivende og dansante sange, at de hoppede og fægtede med armene, så de bagvedstående fik ødelagt deres oplevelse – og højlydt måtte påtale den dårlige opførsel. Og det hører da heller ingen steder hjemme at opføre sig på den måde.

Men bortset fra denne lille dråbe malurt i koncertbægeret, så var det en på enhver måde fremragende koncert. Vi fik også et par ekstranumre. Og The Tallest Man on Earth kommer måske ikke i Guinness Book of Records på grund af sin højde, men han viste, at han sikkert er The Tallest i mangen en fans pladesamling og overbevist os andre om, at han har nogle fantastiske sange i ærmet. Sange, der tydeligvis står i gæld til den folkrocktradition, der bl.a. tæller Bob Dylan (som Matsson direkte henviser til i sangen “King of Spain”, hvor han bærer støvler af spansk læder…), men også er præget af en svensk tradition for gode popsange. Og sange, der blev afleveret med nærvær, energi og intensitet, der gjorde koncerten nærmest formfuldendt.

Jeg bliver nok ikke fan af Matsson, og kunne godt ønske mig, at han engang begyndte at synge på sit modersmål – men han har – sammen med sit gode band – givet mig en at de store koncertoplevelser i år. Også med det forbehold, jeg havde over for en del af publikum. Kom igen Kristian.

Fotoet ovenfor er lånt fra Voxhalls hjemmeside.

Skriv en kommentar

231 har læst indlægget